Ét bestemt ord spiller en mindst lige så stor rolle som ‘corona’ og ‘krise’ i den offentlige samtale: Samfundssind.
Alle, fra statsministeren til oppositionen og fra dronningen til almindelige borgere på sociale medier, er enige om, at tiden kalder på, at vi står sammen, løfter i flok og udviser samfundssind.
Men hvad er samfundssind egentlig? Diskursteorien kan hjælpe os med at finde svaret.
Jagten på et ords betydning
En oplagt strategi, når man vil vide, hvad et ord betyder, er at konsultere en ordbog.
Dansk Sprognævn definerer samfundssind som »det at sætte hensynet til samfundet højere end egne interesser«, og Den Danske Ordbog siger noget i samme retning.
Der er med andre ord ikke meget hjælp at hente, for dén definition siger næppe mere, end vi selv kunne have udledt af ordet.
En anden strategi er at se på, hvordan ordet bruges. Som den østrigske filosof Ludwig Wittgenstein skrev i sit sene hovedværk Philosophische Untersuchungen, er et ords betydning dets brug i sproget.
Her bliver det straks mere interessant, men også mere svært. Man skal nemlig ikke studere den offentlige debat om coronakrisen længe for at finde ud af, at ordet ‘samfundssind’ bruges til at dække over vidt forskellige ting.
Nogen definerer det som at følge Sundhedsstyrelsens råd, mens det ifølge andre forpligter en til at gøre alt, hvad man kan – også ting, der ikke anbefales direkte af sundhedsmyndighederne.
Ifølge nogen er det vigtigste ved samfundssind, at man isolerer sig derhjemme, mens andre mener, at man godt kan gå en tur og stadig udvise samfundssind.
Nogle mener, at de rigeste skal vise samfundssind ved at betale for krisen, mens andre synes, at de offentligt ansatte skal holde for.
Og igen: Ordbogen kan ikke hjælpe os til at afgøre, hvem der har ret.
Når ord kan betyde alt og intet
Ikke desto mindre ved vi alle sammen godt, hvordan vi skal bruge ordet ‘samfundssind’, og det spiller en afgørende politisk rolle lige for tiden.
Ordet er ubetinget positivt (hvem kunne være imod det?), og vi vil alle gerne udvise det. Ikke mindst bruger vi det til at skille alle os, der har samfundssind, fra dem, der tilsyneladende ikke har det og opfører sig egoistisk eller uansvarligt.
Vi kan i den forbindelse forstå ‘samfundssind’ som dét, den argentinske filosof Ernesto Laclau kalder en ‘tom betegner’.
En tom betegner er et ord, et tegn eller et symbol, der er så bredt, at det tømmes for betydning, men som samtidig er i stand til at udfylde en hel eller delvis ‘hegemonisk rolle.’
At spille en hegemonisk rolle handler om at pege på noget større end sig selv; at betegne noget universelt, ‘det fælles bedste’ eller måske selve menneskeheden som sådan.
Tænk for eksempel på ord som ‘folket’, ‘det gode’, ‘solidaritet’ eller ‘danskhed’. Hvem kan give en skarp, præcis og universelt gældende definition af dem? Ikke desto mindre ved vi alle, hvordan de skal bruges; de fleste af os forbinder noget positivt med dem; og vi ved, hvem eller hvad der ikke dækkes af dem.
Det modsatte af en tom betegner kunne være ‘en cykel med stelnummeret 12345678910.’ Denne betegner refererer til én og kun én ting ude i verden og er derfor for partikulær til at kunne pege på større end sig selv.
Tomme betegnere og ækvivalænskæder
En tom betegner kan fungere som såkaldt ‘nodalpunkt’ i det, Laclau kalder en ‘ækvivalenskæde’.
En ækvivalenskæde er et kompleks af forskellige elementer (for eksempel identiteter eller politiske krav), der ikke objektivt har noget med hinanden at gøre, men som kobles sammen og bliver gensidigt udskiftelige (heraf ‘ækvivalens’).
Ét af disse ‘momenter’, som elementerne i en ækvivalenskæde kaldes, får forrang for de andre og bliver på den måde til et nodalpunkt (knudepunkt). Et nodalpunkt ’ordner’ så at sige ækvivalenskæden ved at give betydning til de forskellige momenter i den.
Med begreberne ‘tom betegner’, ‘ækvivalenskæde’, ‘hegemoni’, ‘momenter’ og ‘nodalpunkt’ på plads, er vi nu i stand til at forstå, hvordan ordet samfundssind fungerer.
Samfundssind som ækvivalenskæde
‘Samfundssind’ er en tom betegner, fordi den betyder så mange forskellige ting, at den ikke rigtig har nogen betydning.
Den fungerer som et nodalpunkt for en ækvivalenskæde med følgende momenter, som vi kan kategorisere under ‘pligter’ (ting du skal), ‘forbud’ (ting, du ikke må) og ’ekstra-forpligtelser’ (ting, du ikke skal, men som viser store mængder samfundssind, hvis du gør):
Pligter: Bliv hjemme / følg sundhedsmyndighedernes råd / hold dig opdateret / hold social distance / hold god hygiejne (vask hænder, brug håndsprit, gør ekstra rent) / stå sammen (gælder for eksempel politikere på tværs af politiske skel) / tænk på andre end dig selv.
Forbud: Gå ikke til fest / besøg ikke de ældre og svage / mød ikke personligt op i venteværelset / gå ikke på arbejde / lyt ikke til misinformation.
Ekstra-forpligtelserne: Forskningsfonde skal give flere penge ud / folk skal organisere sig og hjælpe hinanden / virksomheder skal gøre en indsats for lokalmiljøet / vi skal gøre noget for de hjemløse / aviser skal give gratis adgang til artikler om virussen.
På den ene side er det enkelt: Vi ved alle sammen, hvad samfundssind er. Vi går ind for det, og vi kan alle sammen nævne et par af ækvivalenskædens momenter. Og det er jo også det, samfundssind dækker over.
På den anden side er det utrolig kompliceret. Samfundssind kan nemlig ikke reduceres til en oplistning af momenter, for betegneren er som sagt tom, så vi ville kunne blive ved med at opliste momenter og på den måde fylde mere betydning i betegneren. Og jeg har med garanti langt fra nævnt alle potentielle momenter i min oplistning.
Da momenterne er ækvivalente, kan de også skiftes ud med hinanden. Det er for eksempel næppe mere samfundssind at vaske hænder end at blive hjemme, og så fremdeles.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Kampen om betydningerne
Hvad der bliver den mest dominerende definition af samfundssind, afgøres i en hegemonisk kamp, hvor forskellige interesser og grupper i samfundet strides om at give den tomme betegner konkret betydning.
Nogen vil arbejde for, at samfundssind skal betyde, at de rige skal betale, mens andre vil kæmpe for, at samfundssind indebærer, at regningen skal bæres af de offentligt ansatte.
Om det bliver samfundssind, at staten skal hjælpe de hjemløse, eller om det er samfundssind, at de skal klare sig selv, er ligeledes et spørgsmål om, hvem der vinder den hegemoniske kamp.
Det kendetegner også en ækvivalenskæde, at momenterne ændrer betydning ved at indgå i kæden. Det ser vi for eksempel med momentet ‘vask hænder’.
De fleste af os er opdraget med, at det er almindelig god opførsel, og vi gør det uden at skænke det mange tanker, når vi har været på toilettet. Men når denne banale aktivitet indgår i en ækvivalenskæde med samfundssind som nodalpunkt, er håndvask pludselig en central samfundsopgave i kampen mod pandemien.
Hvad der før var almindelig god opførsel, er nu altafgørende smittebekæmpelse.
Egoisme og Christiansborg-fnidder
Vores jagt på en definition af samfundssind har bragt os i en lidt speciel situation.
For det første har vi en ækvivalenskæde, der består af forskellige elementer uden nogen nødvendig forbindelse. For hvad har håndvask med forsamlingsforbud at gøre?
For det andet er nodalpunktet for ækvivalenskæden en tom betegner, hvilket betyder, at den ikke naturligt eller logisk kan begrunde momenterne i ækvivalenskæden. ‘Håndvask’ følger ikke objektivt af ‘samfundssind’, og vi kan nemt forestille os, at kæden så anderledes ud, for eksempel i andre kulturer.
Derfor har ‘samfundssind’ som ækvivalenskæde brug for noget udenfor sig selv til at stabilisere sig, nemlig hvad Laclau kalder ‘et konstitutivt udenfor’.
Hvis vi spørger folk på gaden, hvad der står i modsætning til samfundssind, vil de sandsynligvis svare ‘egoisme’ eller ‘uansvarlighed’; henvise til folk, der spreder misinformation eller ‘leger læger’ og spreder egne sundhedsråd; eller politikere, der ikke vil samarbejde, men dyrker ‘Christiansborg-fnidder’.
Også her vil man komme med forskellige bud, være uenige med hinanden og måske strides om den ‘sande’ betydning.
Samfundssind er det, der ikke ikke er samfundssind
Vi ser med det samme en ny ækvivalenskæde blive dannet. For heller ikke med ikke-samfundssind er der én positiv definition, men derimod en masse ækvivalente momenter med en tom betegner som nodalpunkt.
Momenterne ændrer lige som før betydning ved at indgå i netop denne kæde. I andre ækvivalenskæder ville det, der nu kaldes at ‘lege læge’ måske blive set som kritisk og selvstændig tænkning, men nu er det det modsatte af samfundssind.
Ligeledes vil det, der i denne ækvivalenskæde kaldes ‘Christiansborgfnidder’, i andre ækvivalenskæder blive kaldt ‘demokratisk diskussion’ – og det plejer vi jo godt at kunne lide.
Vi står derfor tilbage med to ækvivalenskæder, der gensidigt stabiliserer hinanden.
Leder vi efter den bedste, mest stabile og mest konsekvente definition af samfundssind, finder vi en dobbelt negation:
Samfundssind er det, der ikke ikke er samfundssind (og omvendt)…
Mere konkret kunne man måske sige, at vi bedst forstår samfundssind, når vi ser på alle dem, som, vi ikke mener, udviser det.
Eller med andre ord, samfundssind giver mening, fordi der findes folk, vi ser som egoister, uansvarlige og, altså, ikke-samfundssindede.
Derfor er tomme betegnere vigtige
Tomme betegnere spiller en central rolle i samfundet, fordi de bruges til at samle og mobilisere befolkningen under én fane.
Tomme betegnere kan, når de bliver hegemoniske, skabe et vi, eller, med et udtryk lånt fra den britiske historiker Benedict Andersson, et forestillet fællesskab ud af mennesker, der ikke kender hinanden, aldrig vil møde hinanden og i øvrigt er uenige om både dette og hint.
Tænk blot på, hvordan alle politiske konflikter glemmes for en stund, når Danmark (en tom betegner) spiller fodbold mod Sverige (en anden tom betegner) og således skaber et spontant vi, hvis mest stabile og konsekvente fællesnævner er, at det ikke holder med det svenske landshold.
Under coronakrisen bruger politikere den tomme betegner ‘samfundssind’ til få det forestillede fællesskab til at marchere i samme retning og handle kollektivt.
Vi skal huske at være kritiske
De færreste er i den forbindelse nok uenige i, at det er en god idé at være ekstra grundig ved håndvasken i disse tider.
Men samfundssind bruges også til at begrunde og legitimere store hjælpepakker og vidtgående nødforanstaltninger som forsamlingsforbud, grænselukning og generel nedlukning af landet – tiltag, der er væsentligt mere politisk ladede og kontroversielle end en håndvask.
Noget, som vi alle er enige om, er godt (samfundssind), kan altså bruges til at gennemføre ting, vi ikke alle sammen er enige om.
Den kritiske borger bør derfor holde øje med, hvordan den tomme betegner ‘samfundssind’ bliver brugt, og hvilken konkret betydning der fyldes i den.
Kommer samfundssind til at undergrave vores frihedsrettigheder i fremtiden? Betyder samfundssind, at pressen – demokratiets vagthunde – ikke skal være kritiske over for magthaverne? Og gælder samfundssindets omtanke for fællesskabet også hjemløse, sexarbejdere og flygtninge? Hvem får en hjælpepakke, og hvem gør ikke?
Især i krisetider – eller hvad Laclau kalder dislokationer af samfundet – foregår der en konstant kamp om sprog, symboler og betydning.
Ord, vi tror, vi ved, hvad betyder, viser sig at være tomme for betydning og i stedet fungere som pladser for kampe og magtudøvelse.
‘Samfundssind’ er et af dem.
\ Kilder
- Silas L. Markers profil (KU)
- ‘Forestillede fællesskaber’. Samfundslitteratur (2001).
- ‘Hegemony and Socialist Strategy.’ Verso (1985).
- ‘The Impossibility of Society’, i New Reflections on the Revolution of Our Time, side 89. Verso (1990).
- ‘Why do Empty Signifiers Matter to Politics?’, i Emancipation(s), side 36. Verso (1996).
- ‘On Populist Reason’. Verso (2005).
- ‘Filosofiske undersøgelser’. Munksgaard (1972).
