Tre måder, vi taler forbi hinanden i ‘krænkelsesdebatterne’

Mexicanerfester, ‘den danske sang er en ung blond pige‘ og kønsneutrale trafiklys. Hottentot-karrusel, Pippi Langstrømpes far som ‘negerkonge’ og Halfdan Rasmussens brug af ordene ‘hottentot’ og ‘neger’.

Der har efterhånden været mange sager i kategorien ’krænkelser’ i den offentlige debat, og de har alle sammen givet anledning til betragtelige shitstorms, hvor man råber mere og højere, end man lytter og besinder sig.

Hver gang er der blevet skabt et ‘dem’ imod ‘os’ – de overfølsomme, krænkelsesparate, der ikke kan tage en joke, mod de almindelige danskere, der ikke lader sig støde på manchetterne.

‘Krænkelsesdebatternes’ højlydte skyttegravskrig skyldes især, at vi ofte taler forbi hinanden. Uagtet vores politiske uenigheder er vi simpelthen uenige om, hvad vi diskuterer – og så er det svært at diskutere. Her er tre hyppige eksempler.

1. Struktur vs. intention

Den første misforståelse skyldes en uudtalt uenighed om centrale ords betydning. Da debatten om genudgivelserne af Halfdan Rasmussens Abrakadabra rullede, gjorde især to synspunkter sig gældende:

1. ‘Det var fint, at Gyldendal fjernede rim med ord som ‘hottentot’ og ‘neger’, da disse ord er racistiske.’
2. ‘Halfdan Rasmussen var ikke racist, men tværtimod humanist og antiracist, så hans digte er ikke racistiske.’

De to synspunkter er ikke blot forskellige, men taler forbi hinanden, da de er uenige om en vigtig præmis: Hvad ordet ’racisme’ betyder.

Racismebegrebet i (1) bygger på en strukturel forståelse af racisme. Racismen er indlejret i sproget og samfundets strukturer og fungerer ofte ubevidst og usynligt (omend ganske mærkbart for dem, den går ud over).

Omvendt er racisme ifølge (2) en forkastelig holdning hos enkeltpersoner, altså en politisk ideologi som eksempelvis nazisme.

Med andre ord fokuserer (1) ikke på intentionen hos afsenderen af en ytring men alene på effekten – fungerer ytringen racistisk? (2) ser derimod på afsenderens intention bag ytringen – var den ment racistisk?

Det betyder, at begge sådan set kan have ret samtidig, selvom de er uenige.

Problemet er blot, at de er uenige om en meget central præmis’ betydning – og så går det hurtigt galt og man forfalder til råben af sin modstander og spektakel i offentligheden.

LÆS OGSÅ: Forsker: Nej, det er ikke okay at sige neger

2. ‘Må’ vs. ‘bør’

Den anden misforståelse skyldes en igen uudtalt uenighed om, hvad man overhovedet diskuterer. I ’krænkelsesdebatten’ er følgende meningsudveksling langt fra ualmindelig:

3. ‘Stop med at sige ord som ‘neger’.’
4. ‘Jeg må gerne sige neger, og holdninger som dine truer ytringsfriheden.’

Selvom de omtaler noget af det samme, taler de alligevel forbi hinanden: (3) appellerer til modtagerens moral, det vil sige hævder et bør, mens (4) taler om ytringsfrihed og hævder derfor et (juridisk) må.

Umiddelbart er det prisværdigt, at (4) forsvarer ytringsfriheden: Den er grundlaget for ethvert demokrati. Moral og jura er dog to vidt forskellige ting.

Der er stor buket af ting, man gerne må, men som man ikke bør. Det kunne eksempelvis være at fortælle upassende seksuelle jokes til en begravelse; det er ikke ulovligt, men de fleste vil finde det uden for etikette.

Når aktivister inden for antiracistisk identitetspolitik kritiserer brugen af ordet ‘neger’, er der oftest ikke tale om, at de vil forbyde ordet ved lov (og dermed regulere ytringsfriheden), men derimod påvirke vores normer for, hvad der er i orden at sige.

Det er i virkeligheden gammeldags kampagnearbejde for at gøre os mere antiracistiske, ligesom når Liberal Alliance vil gøre os mere liberalistiske uden dog at ville forbyde socialistiske holdninger ved lov.

LÆS OGSÅ: Racisme og sexisme trives i økonomisk ulighed

3. Krænkelse vs. uenighed

En sidste holdningsudveksling illustrerer en tredje misforståelse:

5. ‘Det er forkert at inddele befolkningen i hankøn og hunkøn, da der findes mange, der ikke passer ind i de kasser.’
6. ‘Så kører krænkelsestoget igen. Folk bliver godt nok hurtigt krænkede for tiden.’

Det var groft skåret hovedpositionerne i debatten om Dean Jacobsens statistikundervisning på biologi på Københavns Universitet i januar 2019.

Jacobsen havde fået kritik af en studerende for at komme med eksempler, der inddelte verden i mand og kvinde, hvilket medierne kaldte en ‘krænkelsessag’, og hvilket generelt også blev forstået som endnu et tilfælde af den udbredte ‘krænkelseskultur’.

Den studerende, der havde kritiseret undervisningen, var dog ifølge eget udsagn ikke krænket. Hun kaldte bare underviserens binære kønsopfattelse for gammeldags – en holdning, der deles af stadig flere.

Det pointerede hun i en evaluering af undervisningen (hvor man opfordres til at give sin mening til kende), hvilket kom ud til offentligheden og blev opfattet som en krænkelsessag, selvom den intet havde med krænkelser at gøre.

Atter engang blev banen kridtet op til en skyttegravskrig mellem de krænkelsesparate imod de krænkelsesresistente, og endnu engang misforstod vi hinanden.

Til forsvar for forståelsen

De tre misforståelser opstår, fordi vi indgår i debatten med vidt forskellige forudsætninger og udgangspunkter.

Det kan kun ændres gennem øget forståelse fra alle sider af debatten, hvilket kræver en vilje til at sætte sig i den andens sted og starte derfra.

Målet er ikke nødvendigvis, at vi skal blive enige, men det vil være et stort fremskridt, hvis vi begynder at lytte til hinanden i et forsøg på at forstå, hvor den anden kommer fra – også hvis det betyder, at vi ender med at være uenige.

Så ved vi ikke blot, at vi er uenige, men også hvorfor, og det er oplysende under alle omstændigheder.

Det er ofte en hård og besværlig proces, og hverken sensationssøgende medier eller glødende kommentarfelter gør sagen nemmere. Men det er nødvendigt, hvis debatter om race og køn i fremtiden skal bevæge sig fra shitstorm til saglighed.

Identitetspolitiske skyttegravskrige gavner ikke nogen, men forståelse og vilje til en god og konstruktiv debat kan skabe et bedre samfund.

LÆS OGSÅ: Hvad må man kalde en neger?

LÆS OGSÅ: Skabelsesberetning blev brugt til at retfærdiggøre racisme