Et manifest for lyseslukkere – eller hvorfor nogle mennesker altid ødelægger den gode stemning

I august florerede overskriften: »Opråb: Et hvidt tryghedshold kalder den hvide del af venstrefløjen ind« på de sociale medier.

Artiklen, der var bragt på venstrefløjsmediet 'Konfront' og omhandlede en 1. maj-fest i Folkets Hus i København, blev diskuteret vidt og bredt på internettet og i de etablerede medier.

Skribenterne bag artiklen mente, at hvide mennesker havde fyldt for meget til festen, opført sig ekskluderende over for sorte og burde overveje at gå udenfor, hvis »hvidhed er i overtal i rummet. Nogle gange er den bedste handling ikke at være der,« som de skrev.

Samme netmedie blev i juli 'kaldt ud' på grund af en artikel om Karen Blixen, der »reproducerede et racistisk forsvar« for den danske forfatter.

Men hvad vil det sige, når feminister og antiracister kalder ind og ud?

At kalde ud er en offentlig kritik

At 'kalde ind' er en fordanskning af det engelske call in, der er en venligere udgave af call out.

Call out, eller at kalde ud, betyder at påpege noget problematisk (for eksempel racistisk eller sexistisk) som nogen har gjort – og at gøre det offentligt, for eksempel på Facebook.

Et call in stiles typisk til ligesindede og allierede (for eksempel aktive i samme politiske organisation som én selv), mens et call out oftest rettes mod nogen, man ikke har noget fællesskab med.

Det sidste så vi, da Everyday Racism Project kritiserede Djurs Sommerland for racisme, fordi sommerlandet i deres ’Afrikaland’-område havde forlystelser med navne som 'Hottentotkarrusel' og 'Kannibalgryderne'.

Eller da Lars Henriksen, talsmand for Copenhagen Pride, kaldte Zirkus Nemos karakter ’Smadremanden’ for homofobisk. Det handlede om at kalde ud; om at sige ’se her alle sammen, de gør noget moralsk forkert’ i håbet om at få det stoppet.

Således er call out ikke blot et andet udtryk for kritik. Det ligger nemlig i begrebet, at det skal være en offentlig kritik; offentligheden skal se, at nogen kritiseres. Argumentet for dét er, at folk – især store virksomheder – vil have større tendens til at forholde sig til kritikken, når den er offentlig, fordi man ikke vil sættes i dårligt lys.

Netop derfor er de sociale medier så velegnede til call outs, og det er en af grundene til, at mange oplever, at identitetspolitiske debatter fylder stadigt mere i offentligheden.

LÆS OGSÅ: Forsker: Nej, det er ikke okay at sige neger

Et manifest for lyseslukkere

Hvis der findes et call out-programskrift, er det den britisk-australske filosof, og tidligere professor på University of London, Sara Ahmeds Killjoy Manifest, som er et kapitel i hendes bog 'Living a Feminist Life' fra 2016.

Killjoy oversættes bedst med ’lyseslukker’, det vil sige én, der ødelægger den gode stemning. Det er ham, der siger 'det var ikke sjovt, det var sexistisk', når vennerne griner af en blondine-vittighed.

Eller hende, der anklager det populære sommerland for racisme, selvom de fleste af os forbinder det med uskyldigt sjov og hyggelige stunder.

Sara Ahmeds killjoy-filosofi bygger på en lang ideologikritisk tradition i den vestlige idéhistorie: Fra Antonio Gramscis teorier om hegemoni over Michel Foucault og den franske poststrukturalisme til den moderne queerfeminisme, som Ahmed selv er en del af, betoner man sproget og kulturprodukternes betydning.

Sagt med andre ord handler det om, at både ord og billeder skaber virkelighedsopfattelser og dermed virkelighed.

Lærer man, at sorte er primitive og barbariske, eller at homoseksuelle er mærkelige og klamme, så stilles disse minoriteter samfundsmæssigt dårligere i alt fra uddannelse og job til at kunne gå i fred på gaden.

Derfor er det et princip for killjoy’en at kalde ud; at påpege, når majoritetens sprog og kultur ser ned på minoriteten. Det handler ikke om, at killjoy’en er krænket eller særligt følsom. Det er tværtimod et politisk princip og en form for aktivisme for killjoy’en at kalde ud.

Call out-kulturens farer og faldgrubber

Lige så effektiv call out-kulturen kan være til at gøre majoriteten opmærksom på et hidtil overset problem, lige så stor en fare er der for, at den kan skubbe både ligesindede og potentielle endnu ikke overbeviste allierede væk.

I identitetspolitiske, feministiske kredse kritiseres call out-kulturen for til tider at tangere mobning, at forhindre dialog og dermed forandring, samt at handle mere om at vedkommende, der kalder ud, skal fremvise sig for de andre som woke, altså som værende feministisk bevidst og som havende de rigtige holdninger.

Call out-kulturens ofte meget aggressive tone synes mere at lægge op til offentlig udskamning end til reel diskussion.

I et berømt essay fra 2013 kritiserer den britiske marxist Mark Fisher fokus på call outs ganske malende: »Det er drevet af en præsts begær efter at ekskommunikere og fordømme, en akademisk pedants begær efter at blive set som den første til at opdage en fejl, og en hipsters begær efter at være en del af inderkredsen.«

Med andre ord bliver call out-kulturen jævnligt selv kaldt ud, især blandt venner og frænder.

Har du diskuteret med en killjoy i dag?

God, traditionel dannelse omhandler at stå til ansvar for ens holdninger og handlinger.

Killjoy'ens call out kan ses som et forsøg på at stille samfundet til ansvar for, hvorledes vi behandler hinanden, og om vi lever op til oplysningstidens løfte om, at alle mennesker er født lige og frie i værdighed og rettigheder.

Spørgsmålet er, hvordan man gør det, uden at det ender i mobning, sindelagspoliti og sprogregimer?

Først og fremmest må man anerkende, at normer for sprog og opførsel altid har ændret sig.

Ting, der var acceptabelt at sige og gøre for 100 år siden, er det ikke nødvendigvis længere – og omvendt. Dette har ikke ændret sig af sig selv, men fordi nogen har kæmpet for det.

Der er dermed i sig selv intet odiøst eller sindelagskontrollerende i, at nogen arbejder for ændringer i sproget (eksempelvis at man ikke bør kalde sorte mennesker 'neger').

For det andet betyder det dog ikke, at forandringer blindt skal accepteres, blot fordi en enkelt killjoy kræver det. Ingen kan hævde at repræsentere en hel gruppe, og selv de mest undertrykte grupper må argumentere politisk for deres sag. Her kommer aggressiviteten i mange call outs som sagt nemt i vejen.

Desuden er 'tjek dine privilegier' eller 'du er jo bare en hvid mand', som man jævnligt hører, ikke argumenter, der gavner diskussionen. Tværtimod har disse vendinger det med enten at lukke ned for diskussionen eller afspore den fuldstændigt ved at få den til at handle om personer frem for substans.

For det tredje fordrer det, at majoriteten lytter og prøver at sætte sig i minoritetens sted; at man ikke automatisk beskylder dem for 'krænkelseskultur' eller 'offermentalitet' men tværtimod forholder sig til argumenternes substans, ligesom det er god skik og brug i alle andre diskussioner.

Naturligvis forudsat at dem man diskuterer med selv er villige til at lytte.

Call outs er forsøg på at kaste lys på et problem for at løse det. Det betyder ikke, at alle call outs er gode, berettigede eller dialogskabende, eller at alle killjoys har ret.

Men om vi har en interesse i at bekæmpe diskrimination og ulighed og dermed leve op til oplysningstidens løfte om alle menneskers ligeværd, kan vi i hvert fald starte med at lytte til folk, der påpeger – eller kalder ud – hvor dette løfte ikke er opfyldt endnu.

Det værste, der kan ske, er, at vi bliver klogere, selvom vi er uenige.

LÆS OGSÅ: Tre måder, vi taler forbi hinanden i 'krænkelsesdebatterne'​

LÆS OGSÅ: Hvorfor må man ikke sige neger?​