Den kollektive moral er et retorisk anliggende

Skal børn skærmes for ordet 'neger', når de får læst op af Halfdan Rasmussens børnerim?

Skal undervisere på universitetet bestræbe sig på at bruge kønsneutrale henvendelsesformer til de studerende?

Kammer IKEA over i politisk korrekthed ved at kalde den aktuelle kollektion for en 'Vinterfest'?

Spørgsmål som disse har præget den offentlige debat i 2019. Mange har ladet sig ophidse. Mange har tænkt og sagt nedladende ting om folk, der synes det modsatte af dem selv.

Andre har tænkt: Kan der være noget som helst konstruktivt i disse råbe-konkurrencer?

Ja, det kan der - hvis vi hæver blikket en smule og ser eksempler som de nævnte som værende lidt dysfunktionelle udslag af et større fænomen, nemlig den langstrakte 'samtale', der ligger til grund for de værdier og principper, som sekulære demokratiske samfund bygger på, både moralsk og juridisk.

I et nyligt temanummer om retorisk argumentation har jeg beskrevet, hvordan de normer, vi bygger samfundet på, fremkommer gennem retoriske bidrag, der ét for ét argumenterer mod status quo, indtil de på et tidspunkt anses som ukontroversielle.

I denne artikel giver jeg nogle eksempler på, hvordan denne forhandling foregår i praksis.

Retorik flytter langsomt samfundets værdier

Samfundets grundlæggende værdier tages ofte for givet og er så internaliserede, at vi let opfatter dem som uomtvistelige. Men de er hverken selvindlysende eller 'naturlige'.

De er ofte resultatet af en langstrakt proces, hvor retorisk argumentation har spillet hovedrollen, og hvor fortalere for nye synspunkter er blevet mødt med vantro, hån, latterliggørelse, underkendelse og aggression, men hvor standpunkterne alligevel gradvist har flyttet sig – indtil synspunkterne har vundet gehør og efterhånden er blevet bredt accepteret.

Ved at se på, hvordan retorisk argumentation i bredeste forstand – dvs. alt fra individers dagligdags kommunikation over politisk talekunst til gruppers aktivisme – bidrager til denne langsomme udvikling, får vi en bedre forståelse af retorikken som et kollektivt anliggende.

På denne måde kan, som den amerikanske retoriker Celeste M. Condit har beskrevet, selv tilsyneladende små symbolske tegn indgå i en løbende forhandling om de principper, vi ønsker at samfundet skal bæres af.

To aktuelle eksempler kan illustrere, hvordan det udspiller sig. Det første eksempel fokuserer på modstanden mod ændring i samfundets normer, det andet på omfavnelsen af sådan en ændring.

LÆS OGSÅ: Han, hun eller hen? Brug af ordet 'hen' resulterede i mere inkluderende holdninger

Stædig argumentation mod forandring

I bogen med den sigende titel 'Argumenter imod Kvinder' samler prof. dr. phil. Birgitte Possing udsagn fra den offentlige debat om kvinders stilling i det danske samfund fra tiden omkring Grundlovens vedtagelse og til i dag.

Med talrige eksempler på udtalelser fra politikere, professorer, embedsmænd, læger, psykologer, bestyrelsesformænd, forskere, og repræsentanter for faglige og sportslige forbund kortlægger Birgitte Possing modstanden mod at lade mennesker af hunkøn få en ordentlig skolegang, en videregående uddannelse, adgang til universitetet, ret til at udøve bestemte erhverv (også dem, som de var uddannet til, for eksempel læge og præst), have adgang til lovlig abort, dyrke idræt, deltage i sportskonkurrencer, have stemmeret, være valgbare til menighedsråd og lokal- og nationale politiske fora og til at sidde i regering.

Denne ophobning af argumenter imod kvinders ligeberettigelse er en effektfuld dramatisering af et konventionelt synspunkts langsomme afsløring som dårligt begrundet.

Samtidig er den tankekvækkende, fordi den illustrerer, hvordan intelligente og velmenende personer har haft hvad vi i dag anser som dybt fejlagtige holdninger.

Bogen beskriver desuden en række kvinder og mænds modstand mod et kvindesyn, som betragtede dem som dummere, mageligere, svagere og generelt mindre kompetente end mænd.

For hvert eneste af de nævnte områder peger bogen på, hvordan dygtige kvinder har modbevist fordommene. Samtidig med at Possing tydeligt markerer, at der stadig er lang vej til reel ligestilling i det danske samfund, er bogen en effektfuld demonstration af det fænomen, jeg interesserer mig for her:

At de værdier og synspunkter, som et samfund bygger på, er foranderlige, og at disse forandringer sker langsomt og gradvist gennem vores kommunikation, men på et tidspunkt alligevel bliver udbredte og indarbejdede i den kollektive bevidsthed.

Offentlige undskyldninger viser, hvordan normer flytter sig

En anden illustration af, hvordan samfundet kan ændre syn på et emne, finder vi i fænomenet offentlige undskyldninger.

Det er den talegenre, hvor en repræsentant for en regering, et parlament eller en stat undskylder for handlinger foretaget i dens navn mod bestemte grupper i samfundet.

Genren eksemplificerer meget tydeligt det fænomen, at vi som samfund kan ændre indstilling og komme til at indse, at holdninger eller adfærd, der på et tidspunkt blev betragtet som 'normale', faktisk var diskriminerende, undertrykkende eller på anden måde uretfærdige over for dem, det gik ud over.

Denne reviderede opfattelse kommer ikke til os som en moralsk åbenbaring, men er resultatet af aktivisters, forskeres og politikeres, typisk mangeårige, forsøg på at skabe opmærksomhed på diskrimination, forfølgelse og andre typer overgreb foretaget i statens navn og få borgere og politikere til at tage aktivt stilling til dem.

Officielle undskyldninger er altså en genre, hvor vi særligt tydeligt ser, hvordan kollektive normer kan ændres over tid og gennem argumentation og offentlig debat.

Som en mellemting mellem en lejlighedstale og en politisk tale holder den officielle undskyldning et samfundsfænomen frem og vurderer det på godt og ondt ud fra de gældende kollektive normer og sætter kursen for fremtidens håndtering.

LÆS OGSÅ: Et manifest for lyseslukkere – eller hvorfor nogle mennesker altid ødelægger den gode stemning

Trudeaus offentlige undskyldning til canadiske homoseksuelle

Tag som eksempel den canadiske premierminister Justin Trudeaus undskyldning fremsat i Underhuset i 2017.

I denne tale undskyldte han for den føderale canadiske regerings diskriminerende behandling af LGBTQ2-personer igennem årtier. Fordi man anså homoseksualitet som stigmatiserende og altså noget, som de berørte ønskede at holde hemmeligt, betragtede man tidligere ikke-heteroseksuelle statsansatte som særligt sårbare for afpresning af landets fjender.

Derfor gennemførte den føderale regering igennem årtier procedurer for at udpege og overvåge ansatte med 'afvigende' seksuel adfærd.

Man opfandt en slags seksuel løgnedetektor kaldet 'Fruit Machine' ('fruit' var et nedladende ord for homoseksuelle) og brugte en række sanktioner mod dem for at få dem til at forlade statens tjeneste, blandt andet degradering, nægtelse af karrieremuligheder og afskedigelse eller tvang om leve et dobbeltliv for at skjule deres seksualitet.

I sin tale fordømte Trudeau klart de synspunkter, som tidligere havde været så udbredte, og kaldte statens adfærd »diskriminerende« og en »systematisk undertrykkelse og afvisning samt udtryk for magtmisbrug« og som »skamfuldt« for staten.

Den vurdering og de værdier om tolerance og inklusivitet, som talen afspejler, får vægt, fordi de udtales af premierministeren. Men det væsentlige er, at han sætter ord på en ændret samfundsmæssig indstilling, som ikke er kommet ud af det blå.

Retorisk argumentation er mere end den enkelte debat

Den indstilling, som kommer til udtryk i Trudeaus undskyldning, er resultatet af aktivister, menneskerettighedsforkæmpere og politikeres mangeårige retoriske bidrag (i form af protester, høringer, debatindlæg, lovforslag, osv.) for at ændre synet på homoseksuelle som psykisk afvigende eller moralsk anløbne personer, og i stedet få offentligheden til at se dem som mennesker med samme ret til fri livsudfoldelse som alle andre.

I studiet af argumentation og offentlig debat er det ikke altid den enkelte konfrontation og spørgsmålet om, hvem der ’vinder’ eller ’taber’ en konkret debat, der er interessant.

For at forstå hvordan synspunkter udvikler sig, og værdier ændrer sig på kollektivt niveau, skal vi ikke bare se på debatter over tid, men også inddrage forskellige retoriske udtryksformer, herunder visuelle og kropslige manifestationer.

Og i det lys bliver selv overophedede debatter om bortredigerede børnerim en interessant lektion i retorikkens rolle i samfundsudviklingen.

LÆS OGSÅ: Tre måder, vi taler forbi hinanden i 'krænkelsesdebatterne'

LÆS OGSÅ: Forsker: Nej, det er ikke okay at sige neger