OL: Nye discipliner kommer til, gamle ryger ud – det har kæmpe konsekvenser for atleterne

OL har en enorm prestige, og hele verden følger med på tv. Af den grund satser nationerne også benhårdt på at hjemtage flest mulige medaljer.

Men hvordan bliver en OL-disciplin til? Hvem bestemmer det? Og hvilke konsekvenser har det for de atleter, hvis største sportslige drøm typisk er en OL-medalje?

For at svare på de spørgsmål, dykker vi ned i én disciplin: Kajak er nemlig et arketypisk eksempel på, hvor meget politik og økonomi der ligger i, hvad der er en OL-disciplin, og hvad der ikke er.

Vi kommer samtidig kort omkring de nyeste tilføjelser til OL-programmet – blandt andet surfing og skateboarding – samt hvorfor de er kommet med.

Distancer ryger ind og ud

OL er sport, men det er også politik, forhandling og pres fra forskellige interesser, der vil have nye sportsgrene og distancer på programmet, mens andre må ud.

Det bliver særdeles tydeligt, hvis man kaster et blik på kajaksporten.

For 35 år siden var den længste kajakdisciplin 10 km, mens den i dag kun er 1.000 meter. For få år siden var sprintdistancen 500 meter, siden er den hos herrerne røget ud til fordel for 200 meter.

Men til næste OL i Paris 2024 er 200 meter helt væk for både kvinder og mænd – til stor skade for den danske guldfavorit Emma Jørgensen. Hvorfor denne skiften rundt?

Ændringerne skyldes, at det internationale kajak forbund har været under pres fra den Internationale Olympiske Komite (IOC) med krav om fornyelse og et indsnævret løbsprogram.

‘Extreme slalom’, en kajakdisciplin, som hører under slalomkajak, hvor der roes på en flod, erstatter derfor 200 meter dame- og herre-enerkajak i 2024.

Det er ikke uproblematisk. Fordi der er så meget prestige i OL, går såvel nationer som atleter benhårdt efter de discipliner, hvor der er bedst chance for at vinde medalje (se, hvordan Storbritannien har perfektioneret denne ‘disciplin’, i boksen under artiklen).

Nu står vi i en situation, hvor én af de discipliner, der er satset på, pludselig forsvinder fra programmet på grund af det fnidrede politiske spil.

Beslutning har vakt debat

Det internationale kajakforbund (ICF) har udtalt, at de har orienteret de respektive nationale forbund om situationen til diverse World Cups, og at de på grund af pres fra IOC reelt ikke havde et valg.

Ingen nationale forbund har oplevet, at der har været en beslutningsproces, og hverken nationerne eller atleterne er enige i, at der ikke var et valg.

Dansk Kano og Kajak Forbund har derfor skrevet et åbent brev til ICF. Her beskylder de i skarpe vendinger ICF for at have truffet beslutningen uden at inddrage alle nationer og atleter.

En række lande er siden fulgt efter med åbne breve til ICF.

Landene har delt deres bekymring over såvel processen som det nye program. ICF får særligt kritik for nærmest at ændre OL-programmet fra gang til gang.

Dansk Kano og Kajak Forbund (DKF) er bekymret over, at det skiftende fokus besværliggør talentudviklingen og forringer muligheden for statslige støttekroner til discipliner med en usikker fremtid.

Hvor skal de små nationer som Danmark så lægge fokus? Det mest rentable – altså det med de største medaljechancer – vil være på 500 meter, da der her er både toer- og firekajak (samt enerkajak for kvinderne).

Som forsker og træner er jeg ked af beslutningen

Èn af os er ikke ‘bare’ idrætsforsker ved et universitet. Jeg (Kent Kongsøre Klitgaard) er også elitetræner i kajak, og min kajakforskning er støttet af Team Danmark.

Og jeg er både ked af og skuffet over IOC’s beslutning. Ikke fordi jeg elsker 200-meteren mere end de andre distancer, men fordi beslutningen bremser udviklingen af kajaksporten.

Vi kommer nu til at have kajakroere, der overvejende skal specialisere sig til en mellemdistance, og dermed får vi ingen rene sprintere.

Et fåtal af mændene vil specialisere sig til den lidt længere 1.000 meter, fordi der er flere medaljechancer i 500-meteren.

Vi ender dermed med en flok atleter, som skal være lidt sprintere og lidt langdistance-roere.

Men hvad er problemet? Kan en kajakroer da ikke både være stærk på 200 meter og 1.000 meter? Nej, det svarer lidt til at spørge, om Usain Bolt ikke lige så godt kunne have været 800-meter-løber ligesom Wilson Kipketer.

Hver atlet har fintunet sin krop til specifikke discipliner, og selvom Bolt utvivlsomt kan løbe fra de allerfleste på en 800 meter, ville hans kropsbygning ikke tillade ham at komme i verdenseliten på den distance.

Netop derfor har beslutningen vakt ballade hos både forbund og de sprintatleter, hvis drøm om en OL-medalje nu forsvinder.

OL – mellem tradition og fornyelse

De moderne olympiske lege er en kolossal succes. Legene er undergået en voldsom udvikling fra 1896 med deltagelse af bare 245 atleter – alle mænd – fra 9 lande, til i dag, hvor over 11.000 atleter fra 205 lande var til start i Rio.

Det samme antal lande er med i Tokyo.

Nye sportsgrene kommer til, og nogle af de gamle discipliner udgår.

I år er skateboarding, surfing, klatring, karate, baseball alle nye og til afprøvning på årets OL-program, præcis som kajaksporten selv var det i henholdsvis 1924 og 1936.

Baseball har dog været på OL-programmet før, første gang tilbage i 1904, og senest i 2008.

I Paris 2024 kommer breakdance også til. Men hvad har breakdance dog med OL at gøre… kunne man spørge, hvis man var en ældre sur mand.

Det er et led i komitéens forsøg tilpasse sig tidens trends og gøre sig mere attraktiv over for de unge. De Olympiske Lege skal bevare (mange af) sine traditioner, samtidig med at de fornyr sig og følger med tiden.

Det kan der være gode argumenter for, men det betyder samtidig, at de eksisterende sportsgrene bliver tvunget til at ændre deres format, eller – som med sprintdistancen i kajak – at de mister discipliner for at gøre plads til de nye sportsgrene.

Det er derfor næppe den sidste ændring, vi har set i kajaksporten eller i OL-programmet.

Se hele OL-programmet her.

Se alle artikler i OL-temaet i boksen herunder.