Derfor er vores badmintonspillere de eneste, der matcher asiaterne

I 2001 løb en lille knægt rundt i Odense Badminton Klubs hal og slog til en badmintonbold for første gang.

16 år senere blev den nu store knægt verdensmester i herresingle ved at slå legenden Lin Dan fra Kina.

Knægtens navn er selvfølgelig Viktor Axelsen, og Viktors karriere synliggør på glimrende vis, hvad man kan kalde ’det danske badmintonmirakel’.

Men hvad er baggrunden for dette ’mirakel’? Hvorfor er Danmark så stærk en badmintonnation? Hvorfor er vi, målt per indbygger, verdens suverænt bedste badmintonnation?

De spørgsmål vil jeg forsøge at besvare i det følgende.

Jeg forsker ikke kun i idræt, foreningsliv og badminton.

Jeg er også tidligere spiller og en lille del af ’det danske badmintonmirakel’ som tidligere europamester med det danske badmintonlandshold og landstræner i badminton fra 1998-2000 og nuværende medlem af Team Danmarks bestyrelse.

Årsager til ’det danske badmintonmirakel’

Danmark har historisk befundet sig blandt verdens allerbedste badmintonnationer og har vundet et hav af OL-medaljer, verdensmesterskaber, europamesterskaber, All England-titler og så videre.

Med knap seks millioner indbyggere burde dansk badmintons høje internationale niveau ikke være muligt.

Vores største konkurrenter – Kina, Indonesien, Japan og Sydkorea – har mellem 1,4 milliarder og 52 millioner indbyggere at vælge imellem.

Ligeledes har vi i forbundet Dansk Badminton begrænsede økonomiske ressourcer sammenlignet med lande som Kina, Indien, Korea og Japan, hvor staten i stor stil går ind og finansierer aktiviteterne.

Dansk badminton er historien om humlebien, der ikke burde kunne flyve.

Der er tre forklaringer på vores historisk høje niveau og flotte resultater:

1. Den danske foreningskultur, kendetegnet ved frivillighed og stærk infrastruktur
2. Dansk Badmintons talent- og eliteudviklings-struktur
3. Relationer mellem blandt andet spiller og trænere, som er kendetegnet ved inddragelse og dialog

I det følgende går jeg i dybden med forklaringerne én for én.

Den unikke danske foreningskultur

I Danmark findes der over 100.000 foreninger og organisationer, der er baseret på frivillig arbejdskraft. Langt de fleste af de cirka 11.500 idrætsforeninger, deraf 706 badmintonklubber, i Danmark er drevet af frivillig arbejdskraft.

Ledere og trænere i klubberne er også i stor udstrækning frivillige.

De frivilligt drevne klubber er naturligvis stedet, hvor vores badmintonspillere får deres grundlæggende badmintonopdragelse og motiveres til sporten.

Uden frivillige i de mange foreninger ville det være helt umuligt at udvikle spillere på højeste niveau, da talent- og elitearbejdet bygger oven på de grundlæggende kompetencer, spillerne lærer i klubberne rundt omkring i Danmark.

Denne frivilligheds- og foreningskultur er enestående for Danmark i forhold til resten af verden.

De bedste træner med de bedste

Dansk badminton har en meget stærk struktur, der integrerer arbejdet i de frivilligt drevne klubber i Badminton Danmarks talent- og eliteudviklingsprogram.

Det vil sige, at talentfulde spillere i klubberne, eksempelvis Viktor Axelsen, har store chancer for at blive spottet, og efterfølgende indsluset i forbundets forskellige ungdomslandsholds-trupper.

Der eksisterer træningscentre rundt om i landet, hvor talentfulde spillere i de forskellige ungdomsgrupper kan træne med hinanden, samtidig med at de bevarer medlemskabet og tilknytningen til deres moderklub.

Når talenterne bliver gode nok, ender de til slut i forbundets hovedcenter, som ligger i Brøndby. Her trænerne elitespillerne med hinanden på daglig basis, hvilket udøverne i de fleste andre idrætsgrene i Danmark ikke har mulighed for.

Vi lærer af dem, der er bedre end os selv

Talent- og eliteudviklingssystemet i Badminton Danmark er på denne måde karakteriseret ved en høj grad af kontinuitet – spillere på ethvert niveau har altid mulighed for at træne med andre spillere på samme eller højere niveau.

Den amerikanske psykolog Albert Bandura siger, at vi i høj grad lærer ved at ’modellere’ andre mennesker, der er specielt gode til noget, vi også gerne vil være gode til.

Med andre ord lærer danske badmintonspillere ved at iagttage og træne med spillere, der er bedre end dem selv. Historisk set er denne ’kontinuitetsrække’ frem til i dag aldrig blevet brudt.

Danske talenter har til alle tider haft mulighed for ’at stå på skulderne’ af de bedste spillere i verden. Man har altid haft nogen at se op til og dermed få hjælp til at udvikle sig.

Fået kritisk dialog ind med modermælken

I foreningerne lærer medlemmerne de grundlæggende spilleregler for deltagelse i et demokrati. Det vil blandt andet sige at diskutere, lytte og argumentere for sine synspunkter samt respektere flertallets afgørelser.

Én af grundene til, at danske badmintonspillere er blandt verdens bedste, er, at de netop som børn har lært at kommunikere, argumentere og forholde sig kritisk til situationer, de ikke forstår eller udsagn, de ikke er enige i.

Denne evne til selvstændigt at tage ansvar og stilling til forskellige problematikker er således en kompetence, som danske badmintonspillere, i modsætning til mange af vores asiatiske konkurrenter, har fået ind med modermælken.

Men hvorfor er den evne vigtig for en badmintonspiller?

På banen er du helt alene

For at kunne klare sig på topplan i de fleste eliteidrætter er evnen til at reagere hurtigt på uforudsete situationer en af de vigtigste kompetencer, der kræves.

Badminton på eliteplan stiller netop høje krav til denne evne, da badminton er et ’åbent’ spil, hvor det er svært at forudsige, hvad der vil ske i den næste duel.

Modstandere på dette niveau vil altid forsøge at ødelægge vores egne succesfulde planer og handlinger, hvorfor man netop på eliteplan skal kunne analysere situationer og lynhurtigt udvikle nye handlemuligheder, mens spillet er i gang.

Med et fagudtryk fra læringsteorien handler det om at have gode refleksive evner.

Refleksion handler ifølge den berømte amerikanske filosof John Dewey kort fortalt om, at man kun lærer, når man fejler.

Det vil sige, når man tænker over, hvad der gik galt, og hvad man gøre næste gang en tilsvarende situation opstår.

Herved udvider man sin viden og sine handlemuligheder.

Problemet er, at mens man er i gang på badmintonbanen, er der ingen, der kan hjælpe med denne refleksionsproces. Spilleren er overladt til sig selv.

Refleksion over egne fejl gør spillere stærkere

Heldigvis har vores danske badmintonspillere jo fået en god portion refleksionsevner ind med modermælken gennem vores foreningskultur. Desuden kan refleksive evner ifølge John Dewey trænes.

Dette kan ske i den daglige træning, blandt andet gennem dialoger, hvor trænerne ikke instruerer, men inddrager spillerne ved at stille refleksive spørgsmål, således at spillerne selv kommer med svar og løsninger på eventuelle problemer.

Ligeledes kan refleksive evner trænes gennem øvelser, der er konstrueret således, at spillerne får mulighed for at fejle og dermed får mulighed for at reflektere.

Det at fejle skal således ses som et positivt redskab i forhold til at udvikle ny viden og nye færdigheder

De danske landstrænere inddrager i langt højere grad spillerne som beskrevet ovenfor, sammenlignet med vores asiatiske konkurrenter.

Hvis man overværer træningen i det nationale træningscenter vil man se, at der diskuteres og argumenteres ikke blot mellem trænere og spillere, men også spillerne imellem.

Man udfordrer hinanden til at reflektere og lære af sine fejl.

Man kan sige, at vores spillere dermed bliver i stand til at reagere på modstandere og klare sig selv på banen. De er med andre ord både taktisk og mentalt bedre end modstanderne.

Det, der driver Viktor Axelsen i dag, er sandsynligvis det samme, der drev ham, da han slog sit første slag i Odense.

Nemlig glæden over at lykkes, men også glæden over at blive bedre og lære af sine fejl.

Samtidig er Viktor og de øvrige danske badmintonstjerne med til at sikre, at en ny 6-årig kan blive verdensmester om 20 år – simpelthen ved at være en del af det danske badmintonfællesskab frem for at træne og bo i udlandet.