Ny teori: Vikingekonges gigantiske byggeprojekter var vildt PR-stunt

Vikingekongen Harald Blåtand var fan af magt. Det fremgår ret tydeligt af de arkæologiske levn.

Over en regeringsperiode på omkring 30 år ved vi, at han fik fyret op under det ene vilde byggeprojekt efter det andet, heriblandt en kæmpe palisade i Jelling, en 760 meter lang bro – på det tidspunkt Skandinaviens længste – samt en betragtelig udbygning af forsvarsværket Danevirke ved grænsen mod syd.

Og nå ja, så var der lige hans vel nok vildeste byggeprojekt: Ringborgene. Minimum 5 borge på størrelser med moderne sportsstadier placeret rundt omkring i landet. Alt i alt en kraftig markering af kongemagten.

Sådan en mand gad man godt kigge lidt ind i hovedet på – og det er netop, hvad arkæolog Jens Ulriksen har forsøgt sig med i en ny, endnu ikke-publiceret videnskabelig artikel, hvor han fremlægger en ny teori for borgenes placering.

»Mit bud er, at de her borge og øvrige bygningsværker alle sammen indgik i en plan for, hvordan Blåtand skulle markere sig som ny, kristen konge. Han ville vise, at han var til stede i hele landet, uanset om han var der rent fysisk. Jeg tror, at de var symboler for ham selv,« siger Jens Ulriksen til Videnskab.dk.

Byggestrategi: Promover kongen

De seneste fire år har Jens Ulriksen, som er forskningsleder ved Museum Sydøstdanmark, stået i spidsen for udgravningen af vikingeborgen Borgring. Borgen blev opdaget nær Køge i 2014 og er i dag anerkendt som en af Blåtands berømte ringborge, som han opførte i slutningen af 900-tallet.

I den videnskabelige artikel, som for nylig blev fremlagt på en konference, argumenterer Jens Ulriksen for, hvorfor, han tror, Blåtands byggestrategi tog udgangspunkt i, hvor han kunne promovere sig selv mest muligt.

Borgene blev opført på datidens trafikknudepunkter, og dermed på steder hvor de ville blev set af flest muligt vigtige mennesker, lyder det fra Jens Ulriksen. Hans udgangspunkt har været at kigge på alle de bygningsanlæg, vi i dag tillægger Blåtand, for at finde ud af, hvad der kendetegner dem.

»Det påfaldende er, at de alle sammen ligger i tilknytning til vigtige vejkorridorer, det vil sige gængse veje, hvor man har færdedes gennem århundreder. Det tror jeg, at der har været en klar tanke bag,« siger han.

Vigtige mennesker skulle se borgen

Tanken har formentlig været at markere kongens magt, mener Jens Ulriksen. En konge, der officielt var den første til at adoptere kristendommen og, måske, venligt, men helt sikkert bestemt, bede sin befolkning om at gøre det samme.

Markeringen skulle selvfølgelig placeres på steder, hvor mange mennesker passerede forbi. Men ikke bare hvem som helst. Vigtige mennesker.

Ifølge Jens Ulriksen ser borgene ud til at være placeret på trafikale knudepunkter, som forbandt nogle af vikingetidens største magtcentre.

Det gælder eksempelvis for Borgring, der ligger midt imellem Lejre, en af de absolut vigtigste lokaliteter vi i dag kender fra Danmarks vikingetid, og Strøby Toftegård, som også var tilholdssted for en vigtig stormand.

»7 kilometer derfra ligger endnu en plads, Bjæverskov, som har stormandstendenser, og når man tegner linjer imellem de her tre pladser, ligger Borgring simpelthen lige midt i den trekant. På en transportåre imellem de her meget vigtige pladser,« siger han.

Enorme mængder jord er blevet flyttet

Borgring ligger ifølge Jens Ulriksen på et sted, hvor stormændene fra Lejre og Strøby Toftegård må have passeret, når de for eksempel skulle til religiøse fester.

»Hvis man kigger på, hvordan de må have færdedes imellem de to steder – og selvfølgelig gjorde de det – er det oplagt, at de er kommet over Køge å ved at krydse vandet, netop der hvor Borgring blev placeret,« siger han og fortsætter:

»Man må spørge sig selv ’Hvorfor ligger den lige præcis der?’ Den kunne ligge alle mulige andre steder.«

Det havde tilmed været markant lettere at placere borgen et andet sted, kom det frem på konferencen, hvor Jens Ulriksen fremlagde sine resultater. Geofysiske undersøgelser viser, at man har flyttet omkring 2.000-3.000 kubikmeter jord, før man overhovedet kunne komme i gang med at bygge.

Det svarer til 5-6 gange indholdet af et 25 meter bassin i en moderne svømmehal.

»Man kan godt undre sig over, hvorfor de valgte at placere borgen netop der i dalen,« som seniorforsker Catherine Jessen fra Nationalmuseet sagde på konferencen.

Kongemagten var altid til stede

Vender man blikket mod Vestsjælland, hvor ringborgen Trelleborg lå - tæt på nutidens Slagelse - ser man samme tendenser, mener Jens Ulriksen. Her fremhæver han to vigtige bopladser ved Tissø og Boeslunde.

I artiklen 'Se flot animation af vikingetidsbeboelse' kan du gå på opdagelse i bopladsen omkring Tissø, der er kendt som en af de største – og vigtigste – vikingetidsbeboelser i hele Nordeuropa.

»På vejen mellem de to skulle man passere Tude å, og det gør man bedst nede ved Pine Mølle. Og ikke ret langt derfra, 1.800 meter oppe ad åen, lægger Blåtand selvfølgelig Trelleborg, som tydeligt kan ses fra mølledæmningen,« siger Jens Ulriksen og tilføjer:

»Som en påmindelse fra kongen til alle, der færdedes, om at det nu var en ny tid med en ny tro og en ny konge.«

Jens Ulriksen mener, at pointen har været altid at være meget synlig i landskabet, sådan at kongemagten på en måde altid var til stede, selvom kongen selv var bortrejst. Ingen har været i tvivl om, hvem der stod bag disse byggerier, mener han.

Andre arkæologer har foreslået, at borgene i højere grad var tænkt til at modstå angreb og sikre kongen en mobil hær. Dén teori kan du læse mere om i denne artikel, som er skrevet af professor Søren Sindbæk. Han har også lavet dette kort, som giver en fornemmelse af knudepunkterne i Harald Blåtands rige:

Blåtand skulle markere sig som kristen konge

Netop behovet for at rejse rundt for at manifestere sin magt var utvivlsomt en udfordring for mangt en fortidskonge.

Problemet bestod i, at der rundt omkring i landet var mange stormænd, der selv var interesserede i at bestemme og stod klar til at udfordre enhver, der havde den frækhed at kalde sig deres konge. Ingen konge kunne af gode grunde være til stede og banke de storsnudede stormænd på plads alle steder på én gang.

Blåtands udfordring bestod oven i købet i, at han som den første påduttede sin befolkning at overgå til kristendommen. Nogle stormænd havde måske allerede selv truffet den beslutning, men andre, hedenske af slagsen, strittede mere imod.

Dertil kom, at Blåtand også havde en del udfordringer med det tysk-romerske rige mod syd. Jens Ulriksen ser ringborgene som en del af fortællingen om Blåtands evige, nationale og internationale magtkamp.

»Jeg tror, at Blåtand med disse borge har tænkt, at han skulle markere sig som en nydøbt, kristen konge i forhold til den tyske kejser, i forhold til sin befolkning og i forhold til de lokale stormænd, der sad på magten i nærområdet,« siger Jens Ulriksen.

En ny måde at kigge på borgene

Jens Ulriksens nye teori har allerede, inden den videnskabelige artikel bag er publiceret, skabt opsigt i arkæologkredse. Da konferencen var omme, var de fleste enige om, at netop hans oplæg havde været mest interessant.

Det mener blandt andre arkæolog Mads Runge, som er overinspektør ved Odense Bys Museer og var blandt tilhørerne.

»Jens’ tanker er spændende, fordi han bevæger sig op i helikopterperspektiv og får sat borgene ind i en større sammenhæng. Det er en ny måde at kigge på de her borge,« siger Mads Runge, som selv er leder af et forskningsprojekt ved navn ’From Central Space to Urban Place’.

Projektet beskæftiger sig med den koncentration af magt, der sker i Danmark, i overgangen fra jernalderen med sine mange små høvdingesæder til vikingetiden og den tidlige middelalder.

»Det er der, vi skal hen med arkæologien«

Mads Runge har selv arbejdet intensivt med ringborgen Nonnebakken i Odense og mener, at han kan se nogle af de samme tendenser, som Ulriksen præsenterer for Borgring og Trelleborg.

»Vi synes, at vi har en tilsvarende situation omkring Nonnebakken og Odense, hvor man i slutningen af jernalderen og begyndelsen af vikingetiden har nogle små magtcentre, som ligger i periferien, og pludselig kommer Nonnebakken, som bliver placeret midt i det hele og overtager hele magtstrukturen,« forklarer han.

»Det passer med det billede, Jens fremlægger: Enkelte stormænd eller høvdinge havde måske magt over et mindre område, og så kommer der en ind, der tager magten over et større område. Det viser en udvikling i samfundet og et vigtigt led i dannelsen af riget,« fortsætter han.

Mads Runge ser Ulriksens tanker som et højrelevant indspark – også til hans egen forskning.

»Han giver nogle større perspektiver, hvor vi blandt andet kan komme til at tale mere generelt om dannelse af riget. Det er efter min mening der, vi skal hen med arkæologien,« slutter han.