Nyt fund vidner om kristendommens indtog i Danmark

23. juni 1863 ville urmager og tilsynsmand ved storhøjene i Jelling, Anders Hansen Sørensen, forhøje sin søns grav med lidt jord; den havde velsagtens sat sig lidt.

Hertil tog han en børfuld jord fra den minegang, der siden 1861 førte ind til det forlængst plyndrede gravkammer i Nordhøjen.

I jorden fandt han et lille kors, som straks blev oversendt til Direktionen for de antiqvarisk-nationale Mindesmærker.

Et kristent kors fra midt-900-årene

Hvor i højen, korset stammer fra, lader sig ikke længere bestemme, fordi der i flere omgange blev flyttet rundt på jorden ved etableringen af minegangen.

Det kan være fra højens fyld eller fra gravkammeret, men at der er tale om et kristent kors fra midten af 900-årene står fast.

Der er tale om et støbt, såkaldt latinsk bronzekors af næsten rent kobber, 3,8 centimeter højt og 3,4 centimeter bredt. Efter støbning er det punslet med små tætsiddende fordybninger langs korsets arme og sluttelig lueforgyldt. I toppen ses rester efter et øsken; der er altså tale om et hængekors.

Endnu et kors er dukket op

Man fornærmer næppe nogen ved at skrive, at korset er i enkel stil uden overdreven prunk og pragt. Nu, halvandet århundrede senere, er der dukket nok et kors op, der på mange punkter minder om Jellingkorset.

Amatørarkæologen Pierre Lundstrøm fandt det på en mark uden for Gylling på den østjyske halvø Gyllingnæs, og han overdrog det til Moesgård Museum.

Gyllingkorset er af en lavere klasse end Jellings. Der er tale om et ligearmet bronzekors med 4,2 centimeter lange korsarme. Korsenderne er afrundede bortset fra toppen, der er lige afsluttet.

Her har formentligt en nu afbrækket øsken været. På armene er der indpunslet tværstillede riller, tre til fire på hver arm, det kom sig åbenbart ikke så nøje. I korsskæringen er tillige indpunslet nok et kors. Korset har oprindelig været forgyldt; nu ses kun svage spor.

Torshammeren og korset - symbolernes kamp

Det kan være vanskeligt at datere detektorfund, som ikke har nogen kendt sammenhæng, men det virker ikke urimeligt at datere stykket til 900-årene, måske starten af 1000-årene.

Hængekors begynder at dukke op i det danske og sydskandinaviske område i 900-årene som en ny og spændende fundgruppe – og påfaldende nok er de fleste torshamre fra samme tid.

Symbolernes kamp, fristes man til at sige. Korsene findes i mangfoldige udformninger der kan være mere eller mindre dekorerede, med eller uden afbildninger af Kristus, forgyldte, emaljerede, som relikviegemmer osv.

De må opfattes som et symbol på, at noget ganske nyt - den kristne tro - langsomt, ud fra fundene at dømme, næsten lidt genert og undseligt, spredes over det ganske land.

Usædvanligt blid overgang

At ikke alle fra første færd lod sig omvende, vidner de mange samtidige torshamre om, men ellers må man ud fra en strengt arkæologisk synsvinkel sige, at skiftet fra hedenskab til kristendom synes at være foregået usædvanligt blidt og gelinde.

Visse folk havde en rent pekuniær tilgangsvinkel til det nye religiøse marked, det vidner den kendte støbeform fra Trend om. Her har smeden vejret en god forretning og lavet en støbeform i den bløde norske klæbersten, hvor både kors og torshammer kunne støbes. To af hver var der hulrum til.

Formen fra Trend har været brugt til støbning af kors, der i mangt og meget må have mindet om de ovenfor nævnte, og det ville have været lykken, om man kunne sige, at det netop var denne form, der var brugt.

Men det er nu ikke tilfældet. Trendkorsene var mindre, og støbeformen har med sikkerhed ikke været brugt til de i denne artikel omtalte.

Den første kristne østjyde?

Men hvem har gået med korsene? Det siger sig selv, at sådanne spørgsmål kun vanskeligt kan besvares, om overhovedet, men det skal dog forsøges alligevel.

Oftest findes hængekors som skattefund eller ved detektorafsøgninger, og her er det nærmest umuligt at uddrage oplysninger om bæreren af korset. En håndfuld kors er imidlertid fundet i grave, og her stiller sagen sig anderledes.

De synes at vise, at det fortrinsvis eller måske udelukkende var kvinder, der bar religiøse amuletter, det være sig hedenske eller kristne. Hvilken værdi, hun har tillagt korset, er det svært at svare på.

Måske har hun alene brugt det som et yndigt smykke; mere sandsynligt er det vel, at korset blev betragtet som en beskyttende amulet, måske på linje med torshamre og andre hedenske genstande.

Mest oplagt er dog, at korset blev båret som et bevis på og et vidnesbyrd om, at bæreren var døbt og bekendte sig til den kristne tro. I så fald er det en af de første kristne østjyder, vi nu har fået et indirekte kendskab til.