Kom nåå for helvede!! Hvorfor vækker fodbold så store følelser i dig (eller din kæreste)?

Helt nede i kulkælderen. Eller oppe at flyve på en gul-blå sky.

Er du eller din kæreste fodboldfan ligesom mig? Så kender du nok til de ugentlige humørudsving i den ene eller anden ende af idiot-skalaen, alt efter om dit hold har vundet eller tabt.

Følelsen af uretfærdighed kan samle sig som en lille vred klump i kroppen i dagevis. Omvendt kan man surfe på en brusende bølge af sejrsrus laangt ind i ugen.

Fodbold vækker store følelser.

Men så bliver det hverdag igen, og så kan det - fra afstand - godt føles en smule absurd, at man lod sig rive så meget med af, hvor mange gange den læderbold, der sparkes rundt mellem 22 mand på en stor græsplæne, endte i det ene eller andet mål.

Så hvorfor sker det? Ikke bare for mig, men for millioner af mennesker hver weekend. Hvorfor er det, at et fodboldresultat skal fylde så meget? Er det i grunden ikke ret… fjollet det hele?

Nej da! Lyder det prompte svar fra lektor i medievidenskab Bo Kampmann Walther, der har beskæftiget sig med fodbold i årtier:

»Det er ikke spor fjollet. Det er livsnødvendigt. Det er livets salt. Fodbold er gud. Sådan er det, kære venner,« nærmest udbryder han i telefonen og uddyber så:

»Det mere ædruelige svar er, at det simple og det banale har en uopslidelig holdbarhedsværdi i vores liv. Alle de på samme tid enkle og poetiske følelser, som vi møder i sport, musik og kærlighed, det er noget, der virker. Det er hovedstolen i vores liv.«

Tre forskellige svar

Bo Kampmann Walther er, bør det nok tilføjes (hvis du da ikke allerede har gættet det), en del af den fodboldfanatiske menighed.

Han forsker ved Syddansk Universitet, har skrevet flere bøger om fodbold, og så er han fast fodboldskribent for Dagbladet Information.

»Så måske er jeg erhvervsskadet, og jeg ved godt, at jeg er mere eller mindre patologisk, når det kommer til fodbold,« som han siger.

Selv er han moderat OB-fan. Det er loddet som fynbo. Til gengæld har han været glødende Real Madrid-fan, siden han i 1976 var med sin far nede at se en kamp med den spanske kongeklub, hvor den danske angrebslegende Henning Jensen (1949-2017) huserede:

»Det gjorde voldsomt indtryk på mig,« husker han.

»Når jeg tænker tilbage, så ved jeg, at der er nogle situationer i mit liv, hvor jeg har været mere ked af noget med mit hold, Real Madrid, end noget der er sket i min nære familie,« indrømmer han.

»Altså, jeg vil jo gerne føde Karim Benzemas (tidligere Real Madrid-spiller, red.) børn!«

Bo Kampmann Walther er med andre ord ikke verdens mest neutrale betragter, når det kommer til at svare på, om fodboldfanatismen nogle gange kammer over.

Men træder han selv et skridt tilbage fra sit eget fodboldgale udgangspunkt, så ser han i al fald tre mulige svar på, hvad der får fodbolden til at fylde så mærkeligt meget hos ham, mig og mange, mange andre:

• Psykologien hos den enkelte
• Samfundsanalysen
• Og så spillet i sig selv

Så lad os dykke ned i forklaringerne hver især.

Stammepsykologi

Hvis man spørger Sigmund Freud eller en moderne psykolog, hvorfor fodbold vækker følelser, så vil de nok sige noget i retning af, at »overjeget får en pause,« gætter Bo Kampmann Walther:

»Det handler om kældermennesket, og at man kan få lov til at bøvse med de andre i klanen. Sådan har jeg i alle fald set det udlagt før. Men det er ikke mit stofområde.«

Henrik Høgh-Olesen er til gengæld professor i psykologi på Aarhus Universitet, hvor han forsker i evolutions- og adfærdspsykologi. Selvom han er lidt skeptisk overfor spørgsmålet, tør han godt give sit bud på, hvorfor fodboldfans er så investerede i deres hold.

»Nøglebegreberne er for mig at se stammepsykologi og identifikation,« siger Henrik Høgh-Olesen.

Vi har altid orienteret os i grupper og stammer. Sådan var det for vores forfædre i stenalderen, i antikken, i middelalderen, og sådan er det også i det 21. århundrede.

»Jeg kendte en italiener, der ikke ville vise sig på gaden i sit boligområde i Danmark, hvis Italien havde tabt til Danmark i fodbold. Han var bange for, at vi ville grine af ham,« fortæller Henrik Høgh-Olesen og forklarer:

»Det, der sker for stammens repræsentanter, som i dette tilfælde er dit fodboldhold, det rammer også dig, fordi du identificerer dig med din stamme og har investeret dit engagement i den,« forklarer Henrik Høgh-Olesen:

»Derfor er det også en plet på din ære, når dit fodboldhold klarer sig dårligt. Det må du stå på mål for. Omvendt kan du tillade dig at ride med på bølgen, når I vinder.«

Skam dig!

Selvom Henrik Høgh-Olesen godt forstår mekanismerne, er han ikke ligefrem mildt stemt over for tendensen:

»Jeg synes, at det er lidt primitivt,« siger han.

Jeg er jo Brøndby-fan. Bør jeg ligefrem skamme mig over, at det kan fylde så meget i min verden, når de klarer sig godt eller dårligt?

»Brøndby-fans er jo de værste! Så ja, det synes jeg da, at du skal,« siger han og griner:

»Generelt synes jeg, at hver gang vi blindt blender sammen med kollektivets sildestime, som Søren Kierkegaard siger det, så henfalder vi til vores primitive jeg, og det synes jeg at man bør skamme sig lidt over,« lyder det fra Henrik Høgh-Olesen.

Erstatningsreligion

Bevæger vi os ud af hovedets psykologiske kringelkroge og op i det sociale helikopter-perspektiv, det store ‘vi’, finder man andre måder at forklare de fodboldpsykotiske træk på.

En mere eller mindre udbredt forklaring går på, at vi nu - og ja, siden 1980'erne - har gjort op med de store fortællinger om religion og myter, der kitter samfundet sammen. Det er den tilstand, der af et utal af filosoffer og samfundsforskere oftest beskrives som postmoderne:

»Meget hurtigt og populært sagt går fortællingen på, at samfundet er blevet en slikbutik, hvor vi bekender os til, hvad vi vil, og hvad der lige passer os, fordi vi har fået så mange valgmuligheder.«

»Mange har hæftet sig ved, at fodbolden har etableret sig som en erstatningsreligion i den sammenhæng, fordi fodbolden giver et fast holdepunkt, hvor en spade er en spade, og det handler om at score mål,« forklarer Bo Kampmann Walther.

SDU-forskeren nævner, at den verdenskendte italienske forfatter, semiotiker og filosof Umberto Eco (1932-2016) har skrevet om fodbold som religion her og der i sit forfatterskab.

Den nordiske ironi

Behovet for at kalde fodbold en erstatningsreligion eller at sige, at det minder om religion, er en særlig nordlig tendens, mener Bo Kampmann Walther:

»I den sydlige del af verden har man ikke behov for at sige, at fodbold er ligesom religion. Der er fodbold en religion. Maradona er som Jesus, og det har man - lidt groft sagt - ikke det store problem med,« lyder det fra den danske fodboldfilosof.

Grunden til, at vi har lidt sværere ved at gå linen ud i Danmark og på de nordlige breddegrader, er ifølge Bo Kampmann Walther vores sekulariserede og protestantiske verden, hvor religion tit bliver mødt med en ironisk distance:

»Vi er lidt mere nærige med poesien herhjemme,« siger han:

»Der var den her FCK-fanfraktionen, der i 2004 ansøgte kirkeministeren i Danmark om at blive statsanerkendt trossamfund. Det var jo lidt en joke, og det blev gjort med en nordisk ironisk distance til det hele. I Argentina vil man nok ikke have haft det her ironi-filter.«

Spillet i sig selv

Bo Kampmann Walther er selv lidt træt af at skulle forklare fodboldens store tiltrækningskraft som et afledt fænomen af andre ting som mangel på religion i vores liv eller dum stammepsykologi.

»For mig er det mere interessant at se på, hvad der i sig selv gør forskellige spil og sport fascinerende og dragende,« siger han.

På Syddansk Universitet forsker Bo Kampmann Walther blandt andet i, hvordan computerspil fungerer og ikke fungerer. Og han har selv en mere eller mindre hjemmestrikket teori om, hvad der lige præcis gør fodbolden så populær hos så mange.

Ifølge ham er fodboldens styrke dets enkle regler og de ekstremt mange muligheder, der er i spillet konstant.

»Hvis vi glemmer de 30-siders offside-regler, er fodbold jo et relativt enkelt spil i sig selv. Det er 11 mand på hvert hold, der løber frem og tilbage efter en bold,« fortæller han.

»Samtidig har fodbold det, man spilanalytisk vil kalde for ekstremt mange mulighedsrum. Det vil sige, at der altid er enormt mange muligheder for udfald, bevægelser og gøremål, når en spiller har bolden,« tilføjer han.

Får Christian Eriksen bolden på midten af banen, kan han spille den tilbage til forsvaret, lave en smart vending, drible, spille fremad eller til siden, stoppe bolden og tage tempoet ud af kampen, skyde på mål og så videre og så videre.

»Fodbold er et meget tumultagtigt og kolbøtteagtigt spil, og det kaos overføres som en afledt effekt til tilskuerne,« lyder det fra Bo Kampmann Walther:

»Min teori går så på, at det er de mange muligheder i spillet, der tænder de store følelser i os. Det er uforudsigeligt, hvad der sker, og det gør, at vi hele tiden sidder på kanten af sædet på stadion eller sofaen derhjemme.«

Så man skal ikke skamme sig over at gå meget op i fodbold?

»Altså jeg har da tænkt over, hvad folk ikke må tænke om mig, når jeg er på stadion.«

»Men jeg synes, at man skal overgive sig til det. Men der er selvfølgelig en ubestemmelig grænse mellem at have noget, der betyder meget for en, og så noget der bliver en patologisk besættelse for en,« slutter Bo Kampmann Walther.