Vikingerne har længe været berømte for deres hurtige langbåde og blodige angreb samt brutal og overdreven vold.
Mellem det 8. og 11. århundrede forlod vikingerne deres hjemlande i nord for at handle og plyndre på tværs af Europa.
Særligt berygtet er den såkaldte ‘blodørn’ – et gruvækkende og blodigt ritual, som vikingekrigerne siges at have udført på deres mest forhadte fjender.
Ritualet involverede angiveligt at skære offerets ryg op og løsne ribbenene fra rygsøjlen, før lungerne blev trukket ud gennem de resulterende flænger i kroppen.
Lungernes sidste flagrende krampetrækninger spredt ud over ribbenene lignede angiveligt fuglevingers bevægelser – og derfor blev torturmetoden kaldet ‘blodørnen’.
Ritualet er for nylig blevet skildret i tv-serien Vikings og videospillet Assassins Creed: Valhalla, samt gyserfilmen Midsommar fra 2019, som følger et amerikansk par og deres venners rejse til Sverige.
Blødørne-ritualet er blevet forkastet som myte
I årtier har forskere forkastet blodørnen som en myte. Man har aldrig fundet evidens for ritualet, og vikingerne selv førte ingen optegnelser.
De oplistede kun deres bedrifter i talt poesi og sagaer, der først blev nedskrevet flere århundreder senere.
Så det blodige ritual er blevet dømt usandsynligt, som følge af gentagne misforståelser af kompleks poesi og de kristne forfatteres ønske om at afbilde de nordiske overfaldsmænd som barbariske hedninge.
Men vores nye studie har en helt ny tilgang.
Vores team, som består af medicinske forskere og en historiker, udskiftede det mangeårige spørgsmål: »Forekom blodørnen nogensinde i virkeligheden?«, og spurgte i stedet: »Var blodørnen egentlig mulig?«
Vores svar er et klart ja.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Er dykket ned i fænomenet med nutidig viden om anatomi
Tidligere forskning har kun fokuseret på detaljerne i middelalderlige skriftlige beretninger om torturen med langvarige diskussioner til følge, koncentreret om de nøjagtige termer, der blev brugt til at beskrive ‘parteringen’ eller ‘udskæringen’ af ørnen i ofrets ryg.
En udbredt opfattelse er, at hele fænomenet er en misforståelse af et eller andet kompliceret digt, og ikke noget, der faktisk kunne have fundet sted.
Ved hjælp af nutidig viden om anatomi og fysiologi, sammen med en omhyggelig revurdering af de ni middelalderlige beretninger om ritualet, undersøgte vi, hvilken effekt en blodørn ville have haft på en menneskekrop.
\ Læs mere
Svært, men langt fra umuligt at lave en blodørn
Vi fandt, at selve proceduren ville være svær, men langt fra umulig at udføre – selv med den daværende teknologi.
Vi har en teori om, at en bestemt type spydspids muligvis blev brugt som et provisorisk værktøj til hurtigt at åbne brystkassen bagfra.
Et sådant våben kan endda være afbildet på et stenmonument fundet på den svenske ø Gotland, hvor en scene hugget ind i stenen afbilder noget, der muligvis symboliserer en blodørn eller anden henrettelse.
\ Læs mere
Men vi indså også, at selv hvis ritualet blev udført forsigtigt, ville offeret dø meget hurtigt.
Derfor ville ethvert forsøg på at forme ribbenene som ‘vinger’ eller fjerne lungerne være blevet udført på et lig. Lungernes sidste flagrende bevægelser ville ikke ske.
Selvom det kan få blodørnen til at lyde endnu mindre sandsynligt for nutidige læsere, demonstrerer vi også, at på trods af, at det var usædvanligt at lemlæste lig og udføre ritualer på døde kroppe, var det ikke helt fjernt for vikingetidens krigerelite.
Krigerne gik til ekstremer for at beskytte deres ry
Med udgangspunkt i arkæologiske og historiske data har vores forskning vist, at blodørneritualet passer med det, vi ved om vikingetidens krigerelites adfærd.
De havde ingen betænkeligheder ved at vise døde menneske- eller dyrekroppe i forbindelse med særlige ritualer, som eksempelvis spektakulære henrettelser.
Vores studie undersøgte specifikt såkaldte ‘afvigende begravelser’, som eksempelvis skelettet af en velklædt adelskvinde, der blev halshugget i Birka i det 10. århundrede og efterfølgende begravet med resterne af sit hoved klemt mellem sin arm og overkrop.
Adelskvindens kæbeben manglede (det var muligvis smadret under halshugningen), men var erstattet af underkæben fra en gris.
Krigere fra dette samfundslag var besat af deres ry og rygte og villige til at gå ekstremt langt for at beskytte deres omdømme.
Blodørnen som hævn for skammelig, æreløs død
Blodørnen ser ud til at have været et mere ekstremt tilfælde af denne form for adfærd kun udført under ekstraordinære omstændigheder:
På en krigsfange, der tidligere havde udsat ritualudøverens far (eller en anden mandlig slægtning) for en skammelig, æreløs død.
I middelalderlige sagaer inkluderer nogle af disse ‘triggerdrab’ ofre, der bliver smidt i kuler med giftslanger, brændt levende i et langhus uden chance for en retfærdig kamp, og endda får tarmene revet ud og naglet til en post.
I sagaerne er blodørnen afbildet som en måde for ofrets pårørende at generobre deres tabte ære.
\ Læs mere
Blodørnen kan have tjent som afskrækkelse
I modsætning til den etablerede kundskab argumenterer vi derfor for, at blodørnen meget vel kunne have fundet sted i vikingetiden.
Det var fysisk muligt, i tråd med bredere social kutyme i forbindelse med henrettelse og behandling af lig, og ritualet afspejlede en kulturel besættelse af at demonstrere ære og prestige.
Hvad mere er, at denne spektakulære brutalitet sikrede, at alle, der hørte om den, ville være ivrige efter at fortælle historien i alle dens blodige, rædselsvækkende detaljer – ligesom vi stadig fortæller den i dag.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Læs mere
.png){kind=link}