Olivia Pontoppidan finder disse spørgsmål vigtige. Så vigtige, at hun til efteråret giver sig i kast med et ph.d.-studie af, hvilke konsekvenser Danmarks terrorlovgivning har for borgerne, domstolene og for den politiske styring af vores land.
Fred og krig kan ikke adskilles
Det væsentligste juridiske problem ved vores reaktion på terrortruslen er, at grænsen mellem krig og fred udviskes, mener Olivia Pontoppidan.
»Freds- og krigstid er ikke længere adskilte. Nye risikovurderinger udfordrer retsstaterne og stiller øgede krav til deres muligheder for at udøve social kontrol. Og det resulterer i anti-terrorlovgivning, der giver staten ganske vide beføjelser,« siger hun.
Regeringen hastede terrorloven igennem på kun 90 dage i 2002, og den var så uklar, at de har været nødt til at revidere den to gange siden, siger hun. Med særloven i hånden får statsapparatet, herunder politiet og efterretningstjenesterne, magt og beføjelser, som vi normalt kun ser i krigstid, understreger Olivia Pontoppidan.
Undtagelsen bliver permanent
»Det er en afgørende forskel på krigstid og fredstid, at krigstilstanden legitimerer undtagelsestilstand og dermed speciel lovgivning: Staten kan overvåge, tilbageholde og udvise egne borgere uden få det godkendt af domstolene hverken før eller efter, ja faktisk uden at skulle legitimere det overhovedet. Den italienske filosof Agamben peger imidlertid på, at ‘krigen mod terror’ gør undtagelsestilstanden permanent,« siger Olivia Pontoppidan.
Bomber om fem minutter
Det betyder, at selvom de færreste danskere opfatter Danmark som et land i krig, så lever vi under en lovgivning og en politisk styring, der agerer efter, at Danmark er i krig mod terror.
»Nationale sikkerhedspolitiske tiltag, der normalt ville betragtes som voldsomme indgreb, legitimeres som nødvendige i den globale kamp mod terror: Hvis vi ikke gør det her, bliver vi sprunget i luften om fem minutter,« mener hun.
Og selvom Folketinget, da det vedtog terrorloven, handlede ud fra et ønske om at ramme et meget lille mindretal af ekstremister, så betyder begrebet ‘lighed for loven’, at alle danske borgere er underlagt terrorlovgivningen.
Med os eller mod os
»Vi har fået retssystemer, der gælder for ‘de, der er mod os’ og for ‘de, der er med os’, men som virker sideordnet. Derved bliver det helt centralt, hvilken kategori individet klassificeres i,« fortæller Olivia Pontoppidan engageret og fortsætter:
»Hvis du falder i terroristkategorien – eksempelvis ved at trykke t-shirts, som gruppen Fighters and Lovers gjorde – bliver du underlagt et ‘blødt krigsregime’, hvor dine rettigheder bliver væsentligt indskrænket,« påpeger hun.
Staten bliver tyrannisk
I forsøget på at bekæmpe terror opfører staten sig tyrannisk, mener Olivia Pontoppidan, fordi alle borgere rammes af en lovgivning, der er uklar og uforudsigelig – og som udvirker en radikal forskydning af magten i Danmark. Med terrorlovgivningen bliver flere og flere afgørelser flyttet fra den dømmende magt til administrative afgørelser – et eksempel herpå er de to tunesere, der blev administrativt udvist af Danmark.
Dertil kommer, at hverken den sigtede selv eller offentligheden får adgang til alle oplysninger i en sag. Olivia Pontoppidan understreger, at »det er et klart overgreb på normal retssikkerhed. Men det sker som en konsekvens af, at krigen mod terror legitimerer, at statens sikkerhed er vigtigere end individets rettigheder.«
Mangel på åbenhed
I sit foredrag på Nordisk Sommeruniversitet peger Olivia Pontoppidan på, at Grundloven, i paragraf 71, stk.6, faktisk giver mulighed for at udvise folk uden dom, »men det interessante ved måden, terrorloven administreres på, er den totale mangel på åbenhed og forudsigelighed.«
Normalt er det en helt essentiel del af gældende ret, at jo mere indgribende en lov er, jo mere klar skal hjemmel og domstolskontrol være, siger hun og uddyber:
»Det skal være helt tydeligt og præcist i loven, hvad der kan straffes for, og borgeren skal have mulighed for at gøre sin retstilling klar, som det hedder.«
Det danske efterretningsvæsen er så langt uden for kontrol, at diktaturstater kun kan være misundelige.
Lars Erslev Andersen
Det betyder, at borgere i Danmark på forhånd skal vide, præcist hvad der er strafbart – og i en eventuel retssag bør have adgang til alle oplysninger om deres sag. Det mener Olivia Pontoppidan ikke er tilfældet i Danmark p.t.
»Der er parametre i terrorlovgivningen, der overskrider de beføjelser, man normalt tilskriver staten, men alligevel opfører det politiske system sig stort set, som om vi er i fredstid.«
Er vi i krig?
Den unge danske samfundsforsker lagde i går sit kommende ph.d.-projekt frem til kritik på Nordisk Sommeruniversitet og forklarede, at hun ønskede at undersøge domme, der tidligere er afsagt i både krigs- og fredstid og derefter sammenligne dem med de domme, terrorlovgivningen lægger navn til. Målet er så at kunne påvise, hvorvidt det danske politiske system i dag ligger tættest på krig eller fred i juridisk forstand.
Efterretningsvæsner uden kontrol
Fra salen stilles kritiske spørgsmål til projektets mål og metoder, men der gives også opbakning fra mere erfarne forskere. Lars Erslev Andersen, leder af enheden for Politisk Vold, Terrorisme og Radikalisering ved Dansk Institut for Internationale Studier, peger på, at »det danske efterretningsvæsen er så meget uden for kontrol, at diktaturstater kun kan være misundelige.«
Lav offentlighed i forvaltningen
Gorm Harste, der er lektor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, indskyder, at tredelingen af magten i Danmark mellem den lovgivende, dømmende og udøvende magt historisk set ikke har stået særligt stærkt – men dog forstærkes af, at EU tvinger os til det.
Endvidere bemærker han, at »Danmark har en endog meget lav offentlighed i forvaltningen.”
Sorgens eller lykkens galocher
Den danske terrorlovgivning og den politiske styring af landet i terrortider skal under Olivia Pontoppidans lup i de næste tre år. Med et udtryk hun låner fra et af H.C. Andersens eventyr, vil hun undersøge, om terrorbekæmpelsen i Danmark »er sorgens eller lykkens galocher.« Vinder den danske retsstat mere, end den taber ved at placere sig i gråzonen mellem krig og fred – eller farer politikerne så hårdt frem i kampen mod terror, at borgerne bliver de reelle tabere.
Det bliver vi forhåbentligt klogere på, når hendes ph.d.-projekt færdiggøres i 2011.
