Hvilke krige var de værste?

Krig er aldrig rart. Men for at definere hvilke krige, der har været værst – som en læser har spurgt forskning.no om – er man nødt til først at definere, hvad der lægges i ordet ‘værst’. Og det er ikke let.

Alligevel er fredsforsker Stein Tønnesson ved Institut for fredsforskning (PRIO) gået med til at rangere krige fra nyere verdenshistorie efter deres grad af grusomhed.

Ifølge Stein Tønnesson er der flere træk ved en krig, som man kan se på, når man skal vurdere, hvor slem den har været.

»Umiddelbart tænker vi på mængden af menneskelig lidelse, på hvor mange, der blev dræbt, såret, drevet på flugt eller på andre måder fik ødelagt deres liv. Men vi kan også tænke på, hvilke krige der var værst for nationen.«

»De krige, der skabte mest menneskelig lidelse, er ikke nødvendigvis de, der opleves værst i national historieskrivning,« fortæller fredsforskeren.

Tre grusomhedsfaktorer

Stein Tønnesson opstiller tre faktorer, der er bidragende til at gøre en krig særlig grusom:

1. Begge parter er stærke nok til at holde krigen gående, så krigen bliver langvarig.
   
2. Krigen omfatter områder med en stor befolkning.
   
3. De krigsførende parter respekterer ikke etiske regler for, hvilken slags midler, der er tilladt. Det vil sige, at de tillader terrorbombning, voldtægt, tortur og mord, for ikke at tale om folkemord. Langvarige krige har en tendens til at skabe øget brutalitet.

Han supplerer med, at de langsigtede konsekvenser kan være værre i borgerkrige end i nationale krige, da det i borgerkrige er bror, der står mod bror og søster mod søster, og et samfund kan blive skadet indefra gennem flere generationer.

Historisk set har borgerkrige været den hyppigste form for krig.

Både i 1800-tallet og 1900-tallet hærgede der grusomme krige, men ifølge Stein Tønnesson var det ikke her i Europa, at krigene var værst i 1800-tallet.

1800-tallets værste krige

Der er nogle af krigene fra 1800-tallet, som fremstår særligt grusomme. To af de mest kendte er Napoleonskrigene og Den Amerikanske Borgerkrig, som begge var meget voldsomme.

Men ifølge Stein Tønnesson er det ikke en af disse to, der topper listen.

To af de fire værste krige er faktisk ikke særlig kendte i Europa, mener fredsforskeren. Det til trods for, at de udslettede store dele af befolkningen undervejs.

1. Taipingoprøret i Kina (1850-1864)

Taipingoprøret var et oprør mod Qing-dynastiet, som havde siddet ved magten i Kina siden midten af 1600-tallet. Oprørerne blev ledet af den karismatiske Hong Xiquan, der havde erklæret sig selv bror til Jesus.

De hensynsløse hære udslettede hele landsbyer. Selvom man ikke ved nøjagtigt, hvor mange der døde som følge af oprøret, er det anslået, at omkring 30 millioner mennesker mistede livet.

»Dette er den suverænt værste krig i 1800-tallet. Den fandt sted i et samfund, hvor det var bror mod bror. Ingen af parterne satte grænser for, hvilke grusomheder de udsatte befolkningen for.«

Men i dag husker kineserne først og fremmest de to Opiumskrige, der blev udkæmpet i henholdsvis 1839-1842 og 1856-1860. I de krige tvang Storbritannien (med delvis støtte fra Frankrig) Kina til at åbne yderligere op for handel med Vesten – og det var blandt andet her, at Hong Kong kom under britisk styre.

»Opiumskrigen er blevet stående som så vigtig i nationalhistorien, fordi Kina blev ydmyget som nation, og ikke fordi den skabte store menneskelige lidelser,« forklarer Stein Tønnesson.

2. Tripelalliancekrigen/Krigen i Paraguay (1864-1870)

Denne seks-årige krig var mellem Paraguay og tripelalliancen, som bestod af Brasilien, Argentina og Uruguay.

Krigen førte til, at en tredjedel af Paraguays befolkning mistede livet, hvilket i høj grad skyldtes, at deres leder Francisco Solano López ikke ville give efter.

»Dette er et eksempel på, hvor grusom en krig kan blive, hvis den svage part, trods sin underlegenhed, er i stand til at holde kampen gående over lang tid. Paraguay havde en leder, der tvang befolkningen til at kæmpe, helt til der næsten ikke var flere unge mænd tilbage, der kunne gøre tjeneste som soldater,« fortæller Stein Tønnesson.

1900-tallets værste krige

I 1900-tallet er det de to verdenskrige, der topper Stein Tønnessons liste, der udformer sig således:

1. Anden Verdenskrig
2. Første Verdenskrig
3. Vietnamkrigen (1959-1975)
4. Den Kinesiske Borgerkrig (1946-49)
5. Koreakrigen (1950-53)

2. Verdenskrig passer på alle grusomhedsparametre

Med et totalt anslået dødstal på mellem 50 og 80 millioner er Anden Verdenskrig, ifølge Stein Tønnesson, det tyvende århundredes værste krig. Den omfattende krig rammer alle tre af hans punkter for definitionen af, hvor grusom en krig kan være.

I Sovjetunionen og Kina var krigen allerværst, fordi det var lande med store befolkninger, hvor der både var borgerkrig og krig mod ydre invasion, og fordi landene var i stand til at holde krigen gående længe.

For Frankrig var Anden Verdenskrig ikke lige så katastrofal som Første Verdenskrig, når det gjaldt tab af menneskeliv.

»På det menneskelige plan var Første Verdenskrig en katastrofe for Frankrig, fordi de to parter viste sig at være lige stærke. Hverken Tyskland eller Frankrig kunne sejre, og de sad fast i en stillingskrig, der tog livet af millioner.«

Men det var Første Verdenskrig, der blev siddende i den franske nation som en heltehistorie, mens Anden Verdenskrig blev en ydmygelse.

»Første Verdenskrig blev historien om, hvordan Frankrig stod imod og besejrede tyskeren med egen kraft, dog med hjælp fra allierede. Anden Verdenskrig førte ikke til et så stort tab af menneskeliv for Frankrig, fordi Tyskland sejrede i 1940, og en af heltene fra Første Verdenskrig, marskal Philippe Pétain, underskrev en våbenhvileaftale.«

»Nederlaget reddede befolkningen fra lidelser, men blev en national ydmygelse, som den unge Charles de Gaulle måtte forsøge at rette op på fra sit eksil i Storbritannien,« siger Stein Tønnesson.

Fortsat blodige borgerkrige

Men hvordan ser dagens billede ud? Vores nyhedsbillede er præget af borgerkrige i flere dele af verden. Er moderne krigsføring blevet værre, og i så fald, vil der komme en ny ‘værste’ krig, der vil præge verdenshistorien?

Hvis man skal tro Stein Tønnesson, er det et modsætningsfyldt billede. Han mener, at det vigtigste er, at der er mindre krig end før, og at vi har undgået en tredje verdenskrig.

»Det har også en betydning, at vi i dag har Genèvekonventionerne, der sætter mål for, hvad der er lovligt og ulovligt inden for krigsføring. Stormagterne har disciplinerede styrker og stadig mere præcise våben og forsøger at undgå store civile tab, når de intervenerer i andre lande.«

»På den anden side har vi fortsat blodige borgerkrige. Disse krige præger ofte lande, der har en svag statsmagt og kan være lige så slemme som før. De står ofte på over lang tid og er ødelæggende for samfundet, fordi de blandt andet lammer næringslivet. Og de er særligt slemme, fordi de rammer civilbefolkningen.«

Krigens rester i en mere fredelig verden

»I borgerkrigene er der ikke noget tydeligt skel mellem soldater og civile. Der er et udstrakt brug af terror og ikke meget respekt for Genèvekonventionerne.«

Stein Tønnesson benytter sig af eksempler som de langvarige borgerkrige i Afghanistan, Somalia, Myanmar og Colombia, krigen i Irak efter Sadam Husseins fald og den nye krig i Syrien.

Han tror, at krig mellem stater kan være på vej ud, forudsat at stormagter som Kina og USA fortsætter med at samarbejde. Den krigsform, der står tilbage, er borgerkrig.

»Nogle kalder dette ‘de nye krige’, men det er mere korrekt at se det som krigens rester i en verden, der trods alt er blevet mere fredelig,« afslutter Stein Tønnesson.

Ondskaben udvikler sig også

Lektor i statskundskab Carsten Bagge Laustsen har på Aarhus Universitet forsket i kriges grusomheder. Det gælder for eksempel massevoldtægter, der blev brugt som våben i Bosnien. Om Stein Tønnessons definition på krige, som er særlig skadelige for nationer, siger Carsten Bagge Laustsen:

»Jeg synes umiddelbart, at det er en lidt kunstig sondring at kigge på, hvad der opleves som grusomt for nationen, da der en masse mennesker, som ikke har nogen nation. Som for eksempel palæstinenserne eller kurderne. Det er individer som dræbes, lemlæstes og tortureres. Ikke nationer.«

»Mit fokus er mere på, hvad der sker med mennesker, som bliver udsat for grusomheder, og ikke så meget på de kvantitative tal som for eksempel antallet af ‘bodycounts’. Krigen ændrer med tiden karakter og dermed også den ondskab og grusomhed, som ofte og i varierende grad er forbundet med den. Hvis man tror, at man kan stille en generel formel op for graden af ondskab og grusomhed, så overser man let det.«

Soldaterære satte grænser for ondskab

Lektor Carsten Bagge Laustsen er enig med Stein Tønnesson i, at en krig kan være en særlig slem oplevelse, når etiske regler for krigsførelse ikke er tilstede.

Faktisk var der også før Geneve-konventionen regler for, hvordan man førte ‘hæderlig’ krig, når to hære stod over for hinanden. Brud på reglerne kunne medføre straf til den enkelte soldat. Derudover stod soldaterne i politiske krige ikke over for en fjende, som de nærede et indædt personligt had til. Modstanderen var blot en udsendt soldat som dem selv, hvilket satte en stopper for grusomhederne. Man havde sin soldaterære.

Selvom vi har fået Geneve-konventionen, har krigene udviklet sig i en ny retning, som er meget grusom, fortæller Carsten Bagge Laustsen. Viden om psykiske og sociale processer bliver nu brugt aktivt, når udryddelseskampagner planlægges.

»Krigsførelse er blevet psykologisk set mere raffineret med krigen i Bosnien, hvor man havde psykiatere og psykologer som rådgivere i, hvordan man kunne skabe det størst mulige traumer hos folk.«

Ondskab kan ikke gradbøjes

En af metoderne i Bosnien var at oprette bordeller, hvor bosniske kvinder blev holdt fanget og blev voldtaget, indtil de blev gravide. Når de blev gravide, forhindrede serbere dem i at få abort. I Bosnien følger et barns identitet faderen. Kvinderne blev således tvunget til at føde serbiske børn, hvilket ikke blot traumatiserede dem, men også ødelagde relationen til de øvrige familiemedlemmer.

»Jeg synes ikke, det giver mening at bøje ondskab i grader. Når vi siger, at noget er ondt, så har det en signalværdi. Vi siger: ‘Dette burde aldrig være sket’. Punktum! Det giver for mig ikke meget mening at sige til jøder, at hvis man sammenligner det, de har været udsat for, med for eksempel antallet af dræbte på østfronten under 2. Verdenskrig, ja, så var Holocaust knap så ondt – altså gjort op i antallet af døde,« siger Carsten Bagge Laustsen og fortsætter:

»Når man siger, at noget er værre end noget andet, så er der en relativerende bevægelse i det, som kan være særdeles upassende. Men når det er sagt, så har Tønnesson naturligvis ret i, at der er meget ondskab, som er gået historieskrivningen forbi. Ambitionen om at få de glemte folkemord frem i lyset, deler jeg til fulde.«

Problematisk at gradbøje ondskab

Postdoc og ph.d. i socialpsykologi Johannes Lang har på Dansk Institut for Internationale Studier forsket i folkedrab. Han mener, at det er en rigtig dårlig idé at kaste sig i at bedømme, hvilke grusomheder der er værst.

»Jeg mener, at dette spørgsmål er både moralsk og videnskabeligt problematisk. Ikke blot er der tvivl om præmisserne for en sådan sammenligning; selve sammenligningen kan også have tvivlsomme moralske og politiske konsekvenser,« siger forskeren og fortsætter:

»En sådan sammenligning opretter umiddelbart et hierarki af menneskelig lidelse. Så da er næste spørgsmål: Hvorfor skal vi rangere krige på denne måde? En motivation for at rangere krige ud fra deres grusomhed er, at man måske vil kunne komme frem til et progressivt argument om, at krige bliver mindre og mindre grusomme, og at verden bliver et bedre og bedre sted at bo.«

Masser af argumenter mod en påstand om mindre voldelige krige

Det er den fortælling, som Johannes Lang udleder af Stein Tønnessons udsagn, og som man har set andre forskere fremdrage, blandt andre Harvard-professoren Steven Pinker.

Johannes Lang siger, at denne positive og fremskridtsoptimistiske fortælling om, at krigsførelsen er blevet mindre ondskabsfuld kan virke meget forlokkende. Men der er masser af argumenter imod, at udviklingen har været så positiv, mener forskeren.

»Husk, at der fandtes Genèvekonventioner inden Anden Verdenskrig, at Amerikanerne indførte ‘free-fire zones’ i Vietnam – altså områder, hvor enhver uidentificeret person kunne defineres som en fjende og dermed dræbes – og at USA, verdens største militærmagt, stadigvæk ikke har tilsluttet sig den Internationale Straffedomstol,« siger han og fortsætter:

»Retten til at definere en krigs ‘grusomhed’ og soldaters ‘umenneskelighed’ er altså stadigvæk i stor grad et spørgsmål om politisk magt.«

Stil dit spørgsmål til videnskaben

Med denne ikke så optimistiske udgang på dette spørgsmål til videnskaben takker vi Stein Tønnesson, Carsten Bagge Laustsen og Johannes Lang for at have gjort os klogere på krige og deres rædsler.

Har du også et spørgsmål på hjerte, så husk at du kan sende det til Spørg Videnskaben på sv@videnskab.dk. Så har du chancen for at få svar på dit spørgsmål og vinde en T-shirt.

© forskning.no Oversat af Anna Bestle