»Enestående« arkæologisk fund er muligvis verdens ældste runer

Navnet på en kvinde og det, der måske bedst kan beskrives som fri leg og skrivetræning, kan være verdens ældste kendte runer.

De gådefulde tegn står på en runesten, der i efteråret 2021 blev fundet af norske arkæologer under en udgravning.

Stenen, der har fået navnet Svingerud-stenen efter sit findested, anslås at være mellem 1.800 og 2.000 år gammel.

Runestenen er i så fald et af de tidligste eksempler på et skandinavisk skriftsprog, skriver Kulturhistorisk Museum i Oslo, der snart skal udstille Svingerud-stenen.

Menneskerester daterer stenen

Svingerud-stenen er fundet i en grav, der indeholdt rester af både menneskeknogler og trækul, formodentlig fra et ligbål.

Menneskeknoglerne er ved hjælp af kulstof 14-metoden dateret til at stamme fra en periode mellem år 25 e.v.t. til 120 e.v.t. (I artiklen Kulstof 14-datering: Hvordan ved vi, hvornår denne mand blev begravet? kan du læse mere om metoden.)

Kulstof 14-metoden kan bruges til at aldersbestemme alt levende og kan altså ikke bruges på stenen. Men fordi stenen ligger sammen med de jordiske rester, er den sandsynligvis fra samme periode.

Det placerer stenen i det, vi kalder romersk jernalder. En periode, der begynder med år 1 og fortsætter hen imod år 375-400 e.v.t. (Læs mere om jernalderen i faktaboksen.)

På dette tidspunkt er skandinavernes kontakt med Romerriget allerstørst. Der bliver handlet, og den romerske hær kommer vidt omkring, også i Norden.

Romerne har allerede et skriftsprog, og Svingerud-stenens runer styrker en teori, der lyder, at man i Norden bliver inspireret til også at få et skriftsprog.

Et sjældent fund

I et år har Svingerud-stenen været holdt hemmelig, mens arkæologer og sprogforskere har undersøgt den.

Videnskab.dk ringer til Nationalmuseets runolog, Lisbeth Imer, for at høre hendes reaktion på den store afsløring, men hun er ikke så overrasket. Hun har kendt til fundet, cirka lige så længe, som det har været holdt hemmeligt.

»Vi er ikke så mange, der har kompetencer inden for runer, så når de her fund bliver gjort, er vi nogle gange nødt til at dele det med hinanden,« siger Lisbeth Imer til Videnskab.dk.

Fundet af runestenen er »en stor ting,« ifølge hende.

»Der er ikke mange runesten fra den periode. De ældste af dem findes i Norge, hvor de ligger som perler på en snor langs kyster og fjorde. Det er her, magtcentrene har været, og hvor man har haft adgang til en, der kunne skrive,« forklarer Lisbeth Imer, der er seniorforsker ved Nationalmuseet.

Hvad står der på stenen?

Kristel Zilmer, runolog og professor i skriftkultur og ikonografi ved Universitetet i Oslo, har det seneste år arbejdet med at tyde runerne på Svingerud-stenen. En opgave, hun over for Kulturhistorisk Museum i Oslo har kaldt »en enestående oplevelse og alle runeforskeres drøm.«

Blandt utydelige ridser, gittermønstre og finurlige figurer står otte runer tydeligt frem på runestenen.

Omskrevet til nutidige bogstaver, står der ‘idiberug’.

Teksten handler muligvis om en kvinde ved navn Idibera. Måske står der: ‘For Idibera’, forklarer Kristel Zilmer. Om det er navnet på personen i graven, kan vi kun gisne om.

»Det er ikke alle indridsningerne, som giver mening sprogligt. Vi kan få det indtryk, at nogen har efterlignet, udforsket og leget med skrift. Måske var det en, som var i gang med at lære at tegne runer,« siger Kristel Zilmer, der forsker i skriftkultur og ikonografi ved Universitetet i Oslo, til museet.

Hun fortsætter med at understrege, at man ikke er færdig med at undersøge stenen.

Kan stenen dateres præcist?

Lisbeth Imer håber også, at der vil blive arbejdet videre med datering af selve stenen. Man kunne se på stratigrafien, siger hun.

Stratigrafi er en dateringsmetode, hvor man ser på de forskellige jordlag og vurderer den indbyrdes alder mellem genstande, der ligger i lagene. I tilfældet med den grav, Svingerud-stenen er fundet i, kender man alderen på elementer i jordlagene.

»Så kan man spørge, hvor runestenen præcist står i forhold til graven? Hvilke lag er kommet først, og ligger stenen i det samme lag?« siger Lisbeth Imer.

Som at læse en våd avis

Ellers må man sværge til typologi, det vil sige se på periodetypiske karakteristika ved sproget og ved runernes udformning. Begge dele ændrer sig over tid, og det kan give et hint om, hvor i tiden man befinder sig.

Det er en vanskelig disciplin af flere årsager, forklarer Lisbeth Imer.

For det første er vi nødt til at holde runerne op imod et sprog, vi kender, eksempelvis ved at forsøge at rekonstruere sproget ud fra skrift fra vikingetiden. Men sproget følger ikke nødvendigvis det mønster, vi havde regnet med, og undertiden kan ord også gå tabt.

»Vi kender dem ganske enkelt ikke, fordi de ikke har overlevet forandringer i samfundet,« forklarer Lisbeth Imer.

Det kan også være, det materiale, runerne står skrevet på, er blevet ødelagt af at ligge i jorden i tusindvis af år.

Læsningen af runer bliver yderligere besværliggjort af, at man dengang har skrevet ud i én køre. Vi ved ganske enkelt ikke, hvornår det ene ord slutter, og det næste ord begynder.

»Det er ligesom at skulle læse Politiken, efter avisen har ligget i en våd skraldespand i noget tid. Og så er avisen ovenikøbet skrevet på et sprog, du kender meget lidt,« siger Lisbeth Imer.