Tollundmanden, Grauballemanden og Dronning Gunhild.
Ja, de danske moser har budt på opsigtsvækkende fund gennem tiden - og netop disse individer er nogle af de mest berømte moselig. Berømte, fordi de er særdeles velbevarede.
De kendte og velbevarede eksempler udgør dog kun en brøkdel af de moselig, der er fundet.
I et nyt studie, publiceret i tidsskriftet Antiquity, har internationale arkæologer analyseret hundredvis af gamle menneskelige rester fundet i Europas vådområder.
Og det viser, at moseligene, der blev begravet i moser fra den forhistoriske periode til tidlig moderne tid, var en del af en tradition, der strakte sig over årtusinder.

Museumsdirektør roser: Giver virkelig et overblik
Ifølge Ole Nielsen, museumsdirektør ved Museum Silkeborg, er det et interessant studie.

Moseligene afslører, at de er en del af en meget dyb tradition
Engang var store dele af Europa dækket af tørvemoser. Men kun få af dem er tilbage i dag. Og de, der er tilbage, er for det meste en del af beskyttede naturreservater, hjemsted for sjældne plante- og dyrearter.
De er vigtige som kulstoflagre, men de fortæller også fascinerende historier om menneskeheden, vold og religion.
Mange af moseligene er dateret ved kulstof 14-metoden. En metode, der hele tiden bliver forbedret - og meget mere præcis. (I artiklen Kulstof 14-datering: Hvordan ved vi, hvornår denne mand blev begravet? kan du læse mere om metoden.)
Andre moselig er dateret gennem de genstande, moseligene er fundet sammen med, mens en tredje kategori er dateret via historiske kilder.

Studiet viser, at alle tre typer undersøgte moselig er en del af en årtusinder lang, dybt rodfæstet tradition.
\ De tre kategorier af moselig
Moseligene, forskerne har undersøgt, kan opdeles i tre hovedkategorier:
- Mosemumier: de berømte kroppe med bevaret hud, blødt væv og hår;
- Moseskeletter: komplette kroppe, hvoraf kun knoglerne er bevaret;
- og de delvise rester af enten mosemumier eller skeletter.
At der er forskellige kategorier af moselig skyldes hovedsageligt, at der er forskel på, hvordan de er blevet bevaret. Nogle moser er bedre egnede til at bevare menneskeligt væv, andre bevarer knoglerne bedre.
Kilde: Artiklen i Antiquity
Fænomenet starter i det sydlige Skandinavien under den yngre stenalder, omkring 5000 f.v.t., og breder sig gradvist over Nordeuropa.
De yngste fund, kendt fra Irland, Storbritannien og Tyskland, viser, at traditionen fortsatte ind i middelalderen og tidlig moderne tid.
Giver brugbar viden om menneskeofringer
Ifølge Emil Winther Struve, museumsinspektør og arkæolog ved museet ROMU i Roskilde, er det et meget brugbart studie:
»Det danner et grundlag for at arbejde videre med at forstå de her traditioner for menneskeofringer i forskellige perioder i oldtiden,« siger han.
Emil Winther Struve forklarer, at der er en tendens til at fokusere på menneskeofringer som et fænomen, der tilhører jernalderen, hvortil de mest kendte moselig dateres.

»Det nye studie viser rigtig nok, at den største andel af moseligene dateres inden for jernalderen, men alle perioder er repræsenteret, og særligt bondestenalderen træder frem som en periode med mange ofringer,« siger han og tilføjer:
»Det flytter forskningen videre.«

Det er Ole Nielsen enig i.
Han henviser til, at forskerne finder moselig fra den yngre stenalder, bronzealder og jernalder, men også middelalder og nyere tid.
»Det var en overraskelse fra mig, at der var så mange moselig fra middelalder og nyere tid, og at mange af dem er så velbevarede,« siger Ole Nielsen.
\ Oldtidens perioder
Jægerstenalder (12.500-4000 f.v.t.)
Bondestenalder (4000-1700 f.v.t.)
Bronzealder (1700-500 f.v.t.)
Ældre jernalder (500 f.v.t. - 400 e.v.t.)
Yngre jernalder (400-800 e.v.t.)
Vikingetiden (800-1050 e.v.t.)
Kilde: Nationalmuseet
En del moselig er fundet i Danmark
Og mange af moseligene er faktisk fundet i Danmark.
»Fra de sjællandske moser er der især mange skeletter bevaret i de basiske moser der, og fra Jylland har vi en række af de berømte moselig som Tollundmanden og Grauballemanden, der er bevaret med hud og hår i de jyske højmoser,« siger Ole Nielsen.
Ifølge Emil Winther Struve skyldes det, at der er større sandsynlighed for at finde moselig i Danmark.
»Det har noget at gøre med, at stort set alle moselig i Danmark er fundet i gravet tørv eller gravet dræn i vådområder, hvor der er blevet lavet effektivt landbrug ved at udnytte vådarealer. Havde man ikke gjort det, ville man ikke have fundet moseligene,« forklarer han.
»Det er dog nyt for mig, at de finder så mange i England og Irland fra nyere tid. Det er rigtig spændende,« siger Ole Nielsen.
Mange moselig har været udsat for vold
Studiet viser, at mange moselig er blevet udsat for vold – og derefter med vilje efterladt i moserne.
Forskere fortolker, at det kan skyldes, de har været ofre for vold, ritualistiske ofre eller henrettelse af kriminelle.
I de sidste par århundreder tyder skriftlige kilder dog på, at der var et betydeligt antal dødsfald ved uheld i moser - også selvmord.

Ifølge Emil Winther Struve gør studiet os klogere på oldtiden.
»Som arkæolog giver det mig en forståelse af, at moselig i bondestenalder var en langt mere udbredt tradition, end hvad vi indtil nu har tænkt det. Og hvad betyder det for forståelsen af bondestenalderens samfund?« spørger Emil Winther Struve og svarer så selv:
»Vi ved, at bondestenalderen var et dybt ritualiseret samfund. Vi ved også, at samfundets struktur og sociale relationer var bundet op på omfangsrige traditioner og forskellige offerritualer.«
Så moseligene fra bondestenalderen giver mening, vurderer han.
»Det var en periode, hvor der var meget fokus på ritualer. Det giver nok også mening, at menneskeofre også var en del af det, og at det fylder mere end i andre perioder af oldtiden.«

Emil Winther Struve nævner desuden, at bondestenalderen var en periode med befolkningsmæssigt boom.
»Og hvor stridigheder mellem grupper nok er opstået, i takt med at de er gået fra at være jæger-samlere til at være bønder. Så vil der opstå stridigheder, og der vil simpelthen være mere vold mellem mennesker, så det kan måske have en betydning for, at flere mennesker bliver del af de her ritualer, som er så vigtige i den her periode,« slutter Emil Winther Struve.
































