Colosseum har stået i 2.000 år: Kan byggeri blive bæredygtigt med romerske metoder?

Hvis man kigger på ikoniske og langtidsholdbare bygninger, er beton-bastioner som Colosseum og Pantheon i Rom nogle af højdespringerne.

De to monumenter har indtil videre holdt i knap 2.000 år.

I Danmark regner vi med, at betonbyggerier kun holder omkring 50 til 100 år – måske længere, hvis de er lavet ordentligt.

Kan vi lære noget af de gamle romeres byggemetoder? Hvordan håndterede de beton på en måde, der har fået de majestætiske søjler til at blive ved med at knejse rundt om i Italien i så mange år?

I et nyt studie undersøger forskere fra USA og Colombia, hvad der gør romersk beton så holdbar, og om det giver mening at genindføre de gamle opskrifter og metoder.

Byggebranchen står for omkring 30 procent af verdens samlede udledning af CO₂, og beton er udråbt som en af de store klimasyndere. Derfor er branchen sulten efter nye og mere grønne metoder og teknikker.

En særlig stærk opskrift

Forskerne mener, at det er romernes brug af askestøv fra vulkaner kaldet ’pozzolan’ sammen med lokale italienske sten og bygningsrester, der har udgjort en særlig god opskrift på beton.

En opskrift, der står i kontrast til vores moderne beton, som består af industrielt producerede cementer, der tilsættes sand, grus, sten og vand.

Men er de romerske metoder mere klimavenlige?

Både ja og nej, lyder forskernes konklusion.

For selvom den romerske beton holder virkelig lang tid, er den ikke mere bæredygtig at producere end moderne beton, lyder det fra ph.d. Daniela M. Martinez fra Universidad del Norte i Colombia.

»I modsætning til vores forventning, vil det at adoptere romerske betonopskrifter og anvende dem med moderne teknologi ikke reducere udledningen af CO₂ eller energimængden under produktionen,« siger hun, der er hovedforfatter til det nye studie i en pressemeddelelse.

Godt eller skidt for miljøet?

I nogle tilfælde udleder den romerske beton faktisk mere CO₂ end den nutidige, vurderer forskerne i deres beregninger.

Alligevel mener de ikke, man kan afskrive den romerske beton, når det gælder en mere bæredygtig produktion.

Den lange holdbarhed gør nemlig, at man vil bruge færre ressourcer på at reparere og erstatte betonen, som man ofte gør i moderne byggerier, skriver de.

Færre skadelige stoffer i romersk beton

Forskerholdet nævner, at en fordel ved romersk beton er, at den udleder færre stoffer som nitrogen- og sulfuroxid. De er sundhedsskadelige for mennesker at indånde.

DTU-forsker Per Goltermanns vurdering er, at det ikke er et argument for at gå tilbage til de gamle beton-dyder.

»Der er så små mængder af de her skadelige stoffer i vores moderne beton,« siger han.

Per Goltermann er generelt skeptisk over for forskernes måde at skelne mellem romersk og moderne beton på.

»Der findes mange forskellige typer moderne beton, så at sætte dem op som to faste størrelser giver ikke så meget mening,« siger han.

»Vi arbejder faktisk også med at inkludere askestøv i vores moderne beton«.

Romerske slaver stampede betonen

Per Goltermann mener, at den lange holdbarhed på romersk beton også er påvirket af den særlige måde, romerne behandlede betonen på.

»De romerske slaver, der opførte Colosseum og Pantheon i Rom, stampede betonen sammen med en stok via håndkraft. Det tog enormt lang tid, men der var ikke mangel på slaver dengang.«

Ifølge betonforskeren er opskriften på en meget holdbar beton, at man bruger så lidt vand som muligt i blandingen med cement, grus og sand.

»Den her stampemetode gjorde, at man kunne slippe afsted med at bruge meget lidt vand. Det giver en enorm stabil beton,« siger Per Goltermann.

Stål er den store synder i beton

I dag har man ikke ressourcer til at stampe betonen sammen i hånden, fordi det tager for lang tid.

Derfor tager man til takke med at bruge mere vand og cement i betonen, som gør den lettere at arbejde med, forklarer Per Goltermann.

»Den mere vandholdige blanding gør, at betonen er en smule mere modtagelig overfor frost og lettere sprækker,« siger han.

»Men hvis man har lavet en god konstruktion og en god blanding beton, kan den holde rigtig lang tid. Måske ikke 2.000 år, men nærmere et par hundrede.«

Dér hvor det moderne betonbyggeri i virkeligheden adskiller sig mest fra det romerske handler faktisk om noget helt andet, lyder det fra betoneksperten.

I modsætning til romerne bruger man i dag armeret beton. Stålstænger og armeringsjern gør betonkonstruktionen mere stabil og sparer på mængden af beton.

Men når stålet ruster, kan det være nødvendigt at brække betonen op og lave en ny stålarmering med helt ny beton, forklarer Per Goltermann.

»Så den helt store synder er i virkeligheden vores moderne stålarmering,« siger han.

Velkommen til pizzabuen

Per Goltermann anerkender fuldt ud, at romerne har været badass-byggemestre.

»Når byggerier holder i 2.000 år, er det jo bemærkelsesværdigt og helt klart værd at kigge nærmere på,« siger han.

I praksis ville en tilbagevenden til romersk beton have mange konsekvenser for den måde, vi bygger på i dag.

I stedet for at lave stålarmering, byggede romerne buekonstruktioner - også kendt som pizzabuer - under lofter og broer for at give tyngde og stabilitet til, at broerne blev hængende, og lofterne ikke faldt ned i hovedet på folk.

Det ville gå ud over vandrette lofter, som giver ekstra loftshøjde i for eksempel etagebyggerier, siger han.

Byggerierne ville også få tykkere vægge.

»Holdbarheden på de gamle romerske byggerier skyldes også vægtykkelsen. Eksempelvis er væggene i Pantheon-bygningen to meter tykke,« siger Per Goltermann.

»Vi kan godt lave sådan noget i dag også, men vil man gerne have så tykke vægge? I dag er vores vægge mellem 15 og 30 centimeter. Det sparer os en del materiale. Så det er en opvejning af holdbarhed overfor materialer.«

Som en sidste ting nævner Per Goltermann, at verden og vores behov kan ændre sig markant på bare få år. Bæredygtighed handler ikke kun om holdbarhed, men også om muligheden for genbrug og at ombygge eksisterende bygninger.

»Det kan være svært at forudse, hvad vi har brug for om 2.000 - eller bare 50 år,« slutter han.