Jesper forsker i Romerriget og genkender en trussel: Et imperium bygget på klimaforandringer

Det er let at blive fascineret af Romerriget, siger Jesper Majbom Madsen, mens han beskriver sin egen teenageforelskelse i et mægtigt rige.

De enorme hære. De prægtige bygninger. De politiske intriger.

Han er professor i antikkens historie på Syddansk Universitet, og internationalt er han beskrevet som en af de fremmeste på sit felt. Blandt venner er han også kendt under øgenavnet ‘Lucullus’ - efter en romersk general med forkærlighed til ædegilder.

Han banker med sin ringfinger på et rundt bord, mens han deler sin begejstring i et interview med Videnskab.dk. Iført sorte dr. martens-støvler, skjorte og blazer - som en spejling af hans forhold til romerne: Lige dele passioneret og professionelt.

»Vi har at gøre med et folk, som vokser ud af stort set ingenting, og som på relativt få hundrede år får kontrol over hele Middelhavsområdet,« siger han fra en af universitetets lange gange i Odense.

»Og så med et af de første samfund, hvor man længe har en grad af politisk frihed.«

Men friheden varer ikke ved. Det er en væsentlig pointe om Romerrigets historie, som spænder fra år 753 f.v.t over 2.000 år frem, siger Majbom Madsen. En pointe, vi bør tage ved lære af:

»Man skal passe på med at forherlige en brutal, imperialistisk magt med enevældige herskere og vanvittigt mange ofre på samvittigheden.«

Det er måske en kliche, men han ser paralleller mellem romersk historie og den politiske udvikling i nutiden. Som historiker interesserer han sig nemlig indgående for, hvordan Romerriget udvikler sig fra en republik med politisk frihed til et monarki.

Og om noget lignende kan ske igen.

Hvor tit tænker du på romersk populisme?

Lighederne mellem fortidens Rom og nutidens geopolitiske udvikling er mange, mener Jesper Majbom Madsen:

Autoritære ledere, tilsidesættelsen af politisk frihed og en umættelig sult efter nyt territorium.

»I republikken Rom sidder rigtig mange blandt folket med en fornemmelse af, at eliten undertrykker dem. Derfor ser vi en perlerække af medlemmer fra den romerske politiske elite, som fører sig frem med en dagsorden i folkets interesser,« siger historikeren.

Ledere som Cæsar, Sulla, Pompejus, Augustus. Med løfter om at beskytte folket opløser de dele af den republikanske forfatning og opnår hidtil uset magt. De benytter sig af politisk 'populisme’. Et begreb, der netop stammer fra romersk latin, men som igen er blevet et modeord sammen med mange andre moderne referencer til romerne.

Begejstringen er umiddelbart positiv, siger historikeren. Men interessen har også en bagside, for eksempel når kvinder som en del af en trend på sociale medier spørger mænd, hvor ofte de tænker på Romerriget.

»Der er en tendens til, at rigtig mange tænker på volden, når de tænker på Romerriget. Man er fascineret af krigene, erobringerne, den romerske hær og gladiatorkampene. Og det må man også godt være, det er bare vigtigt, at man også forholder sig til den romerske imperialisme.«

Hvorfor?

»Der er en hel masse ting ved Roms ekspansion, som man ikke skal forherlige. Det er en magt, som tvinger sin vilje over et område, der strækker sig fra omkring Skotland i nord til Sahara i syd, Portugal i vest til Irak i øst. Man skaber vanvittigt mange ofre i form af undertrykte folkeslag, slaver og døde i krig.«

Hvor ofte tænker du selv på Romerriget?

»Mest på arbejde,« svarer Jesper Majbom Madsen og griner af spørgsmålet.

»Men jeg tænker meget nuanceret på, hvad det er, Romerriget står for.«

Giftkongens alternative fortælling

I den aktuelle begejstring for romerne, mener historikeren fra Syddansk Universitet, at mange - også andre professionelle historikere - har tendens til at overse den griskhed og magtliderliderlighed, som drev imperiet frem.

Netop af den grund har Jesper Majbom Madsen med egne ord et ‘soft spot’ for en mand, som går under navnet Giftkongen.

Han står som en hvid buste på Syddansk Universitetsbibliotek med et løvehoved som en hætte, og historikeren ser hengivent på figuren. Mithridates hedder han.

Egentlig er hans betagelse lidt underlig, for Mithridates er ikke romer. Han er hellenistisk konge, og i det sidste århundrede frem mod vores tidsregnings begyndelse er han dødsfjende af Romerriget.

Men Mithridates er også en nøgle til kritisk historieskrivning, mener Jesper Majbom Madsen.

»Han er bestemt ikke noget offer,« slår han fast om manden, som også er kendt for på særlig opfindsom vis at forgifte sine modstandere.

»I moderne forskning placeres meget af skylden for krigen mellem Rom og Mithridates hos ham,« siger Majbom Madsen og peger på statuen.

»Men det for unuanceret. En slags propaganda,« siger han og nævner en romersk historiker ved navn Appian som en alternativ hovedkilde i sin forskning.

Især fordi han i 200-tallet ser tilbage på forskellige politiske konflikter med et nøgternt blik.

»Appian beskriver, hvordan ekspansionen og iveren efter at indtage nyt land ikke kun handler om, at sådan nogle som Mithridates udfordrer romerne.«

»Sådan forholder det sig selvfølgelig også nogle gange,« tilføjer han.

»Men det er ikke hele sandheden.«

De små skridt mod et diktatur

Hvorfor er det vigtigt at nuancere synet på Romerriget?

»Fordi der er dem, der i dag forherliger Romerriget,« svarer Jesper Majbom Madsen.

»Der er også dem, som altid beskriver det i meget negative termer - og vi er ikke tjent med nogen af delene.«

»For at forstå det her samfund, er det vigtigt at se på Romerrigets egen kritiske stillingtagen til de ting, der er blevet gjort gennem tiden. Kun på den måde kan vi se forskellene på et demokrati og et diktatur, og at det bestemt ikke er alle romere, der er på magthavernes side.«

Romerriget kan på mange måder fungere som spejl på nutiden, mener historikeren. Man kan se på udviklingen af det romerske samfund og anskue enkelte elementer som varsler for, hvad der også kan ske i fremtiden.

Jesper Majbom Madsen nævner tre eksempler:

• Romerske politikere som Tiberius Gracchus, som tilsidesætter forfatningen og genopstiller til et embede, selv om han egentlig ikke må.
  
• Julius Cæsar, som afvikler republikken og gør sig selv til enevældig hersker.
  
• Augustus, som med hidtil uset fart udvider Roms territorium og skaber et brutalt imperium med et utal af ofre på samvittigheden.

For at forudsige et demokratis forfald kan man med fordel se på de første anslag mod vedtagne frihedsprincipper, siger Jesper Majbom Madsen.

Her er Romerriget et skoleeksempel. Et eksempel på et samfund, som udvikler sig fra kongedømme til republik og til et imperium, som til sidst bryder sammen.

Et imperium med et utal af billige soldater

Kælenavnet ‘Lucullus’ bunder i Jesper Majbom Madsens kærlighed til mad.

Det fortæller kollegaen og vennen Carsten Hjort Lange fra Aalborg Universitet, som kalder det »kærligt drilleri«. Den romerske general Lucius Licinius Lucullus er nemlig kendt for sine madorgier for overklassen, forklarer han.

Fødevarer er også omdrejningspunkt for Jesper Majbom Madsens forskning. Romerrigets udvikling kan nemlig også anskues gennem datidens klimaforandringer og adgang til mad, mener han.

Historikerens seneste forskningsprojekt bunder i spørgsmålet om, hvordan det lykkedes at ekspandere et rige så voldsomt så hurtigt. Hidtil har forskningen peget på især to svar:

• Den demografiske forklaring: Romerriget kan stille med flere soldater, fordi de gør borgerne i de erobrede områder til forbundsfæller, og for at få fred med Rom er man altså tvunget til at bidrage med soldater til de nye krige.

• Den økonomiske forklaring: Mens rivaler som bystaten Karthago er afhængige af dyre lejesoldater, er de romerske soldater tvunget til at melde sig til militærtjeneste uden at få særlig betaling for det.

Jesper Majbom Madsen kalder begge disse forklaringer for »velunderbyggede«. Men på et tidspunkt læser han om en tredje mulig forklaring: Klimaforandringer.

Fra klimakrise til nyt imperium

Hypotesen er, at vejret i Middelhavsområdet bliver varmere omkring årene 250 f.v.t til 150 f.v.t, og at et mildt, stabilt klima giver et bedre høstudbytte i form af mere korn.

‘Det romerske klimatiske optimum’ kalder man det også. Nogle forskere ser det som en drivkraft i Romerrigets forvandling, hvor man tvinger sin magt over millioner af mennesker og danner et imperium.

»Det vil være enormt vigtigt at finde ud af, om fødevaresikkerhed giver romerne endnu en fordel, som gør dem i stand til at kæmpe på flere fronter og sende den ene hær ud efter den anden. Selv om de i første omgang taber - jamen, så sender de da bare en ny hær,« siger Jesper Majbom Madsen.

Historikeren er en del af forskningscenteret Climate Cluster på Syddansk Universitet, og han deler sit projekt med flere af universitetets klimaforskere. Kollegerne har længe fremhævet data og tegn på endnu en opvarmning af klimaet, denne gang i nutiden.

»Hvad sker der, når permafrosten i Arktis smelter?« spørger Jesper Majbom Madsen.

»Pludselig vil det blive muligt at dyrke korn i nye, kæmpestore områder, samtidig med at den stigende varme svækker betingelserne for dyrkning af korn i det globale syd.«

Han sætter gerne navne på de lande, som er centrale for udviklingen, fordi de råder over land i Arktis: Canada, USA og Rusland.

»Hvad kommer det til at betyde for den politiske verdensorden, hvis de her lande kommer til at sidde på nogle af verdens største depoter af korn? Vil de kræve politisk loyalitet for adgangen til mad?«

Hvilken rolle spiller Romerriget i svaret på de spørgsmål?

»Fordi et varmere klima i Romerriget kan være et af de få eksempler, vi har på - i hvert fald i den vestlige verdens historie - at man bruger gunstige dyrkningsbetingelser til at fremme en imperialistisk dagsorden,« svarer Jesper Majbom Madsen og afslutter sin tankerække:

»Og så har vi da endnu godt et incitament til at få skruet ned for den globale opvarmning i nutiden. Især, hvis vi gerne vil bevare vores liberale demokratier.«