Forestil dig, at du skal samle tre forskellige IKEA-skabe på én gang. Du har brugsanvisningerne, og du har alle materialer, men for de fleste af os vil det alligevel være en irriterende opgave, der er svær at overskue, og som derfor giver stor risiko for at lave fejl undervejs.
\ Historien kort
Ulighed i sundhed betyder, at nogle dør tidligere end andre, fordi de ikke har ressourcer til at kæmpe for deres rettigheder.
Ældre patienter er bange for at fremstå dumme, hvis de stiller mange spørgsmål til deres behandling, og det kan få alvorlige følger for deres sundhed.
Ved at inddrage patienten, hjælpe dem og gøre behandlingen til et samarbejde mellem patient og sundhedspersonale kan vi komme uligheden til livs.
Det er samme oplevelse, mange ældre med kroniske sygdomme har, når de skal forsøge at følge behandlingsplanerne for deres forskellige sygdomme.
Men mens mange kan relatere til frustrationen i at samle et IKEA-møbel, er det ofte forbundet med skam at bede om hjælp til at finde rundt i behandlinger, medicin og egenomsorg.
Det viser mit forskningsprojekt, hvor jeg fulgte 13 ældre patienter gennem et år for at se, hvordan ulighed i sundhed bedst forebygges.
\ Læs mere
Vi skal lære, hvordan ulighed opleves
Vi ved, at den sociale ulighed i sundhed hænger sammen med uddannelseslængde, økonomi og alder. Ulighed i sundhed betyder, at visse grupper af danskere dør tidligere end andre.
Eksempelvis lever en mand med lav indkomst knap 10 år kortere end en mand i højindkomstgruppen. Og en diabetespatient med kort uddannelse har 26 procent højere risiko for at dø tidligt i forhold til en diabetespatient med høj uddannelse.
Ulighed betyder også, at hvor i landet, du bor, og længden af din uddannelse har indflydelse på din sundhed. Og hører du til den gruppe, som har mere end to kroniske sygdomme, så får du mindre ud af behandlingerne, end hvis du kun havde én sygdom. Det skyldes især de mange usammenhængende og komplekse behandlinger, som mennesker med flere kroniske sygdomme skal igennem.
Desuden medfører de store grupper af borgere med en ringere sundhedsprofil store samfundsmæssige omkostninger i form af øgede udgifter til behandling, pleje og støtteordninger.
De 13 medvirkende i undersøgelsen er ældre, har lavt uddannelsesniveau, lav indkomst og har mindst tre kroniske sygdomme. De er derfor et godt sted at starte, hvis vi vil blive klogere på ulighed.
Vi kender nemlig effekten og resultaterne af ulighed i sundhed, men vi ved faktisk meget lidt om, hvordan ulighed i sundhed opleves og påvirker vores forhold til vores krop og sygdom. Og det er vigtigt, hvis vi skal skabe bedre indsatser og sikre mere lighed i sundhed.
Tove skal tage seks forskellige slags medicin om dagen, lave øvelser og spise på faste tidspunkter. Men det er svært at få til at passe sammen:
»Jeg er bange for det medicin; at tage det ned i maven uden mad, for det skal man helst. Men jeg skal jo spise hver tredje time, hvis ikke jeg skal få et anfald med maven. Og hvis jeg glemmer medicinen – det gør man jo nogen gange – så ved jeg ikke, hvad der er vigtigst … Jeg er skidebange for at gøre noget forkert.«
Hvem skal hjælpe?
Vi forbinder ofte ulighed i sundhed med en række negative sociale kategorier og stereotyper, som det ikke er ønskværdigt at blive identificeret med. Men det er langt fra virkeligheden.
\ Vinderbidrag
Denne artikel har vundet andenpladsen i ErhvervsPhD og Postdoc Foreningens Formidlingspris 2017. Videnskab.dk har siddet med i dommerpanelet.
Alexandra Brandt Ryborg Jønsson modtog sin pris onsdag 28. juni i DR’s koncerthus i forbindelse med en international konference for videnskabsjournalistik.
Du kan læse om prisuddelingen her.
Over halvdelen af alle danskere over 65 år har flere kroniske sygdomme og er dermed i risikogruppen. Ulighed i sundhed kan altså ramme både dig og mig.
Tove er velfungerende og har masser af ressourcer at trække på. Men som pensioneret kassedame kan det være svært at skaffe sig den nødvendige biomedicinske viden om sine behandlinger, så Tove gør i stedet det, som, hun tror, er rigtigt.
Somme tider går det galt, som da hun til stor sorg måtte melde afbud til barnebarnets konfirmation på dagen, fordi hun ikke havde fået taget den nødvendige medicin i tide.
Tove opnår heller ikke den optimale behandling, fordi hun ikke kan overskue de mange forskelligartede behandlingsplaner. Det fører til yderligere sygdomme – og ulighed.
Når Tove spørger en læge om hjælp, »så siger de bare, at de kun ved noget om ‘deres egen’ sygdom [deres speciale], og at det der må jeg tale med en anden læge om. Men hvem?«
De fleste gange spørger Tove dog slet ikke om hjælp. Hun har klaret sig selv hele livet, passet manden før han døde, og hun hjælper stadig børn og børnebørn, så godt hun kan.
Hun synes, at der er flovt, hvis lægen skal bruge ekstra tid på hende. Og det er en ret udbredt holdning, viser de indsamlede data.
\ Læs mere
Vi vil ikke fremstå ‘dumme’
Helt centralt i danskernes sundhedsidentitet står, at vi gerne vil fremstå som ansvarlige og vidende. Det betyder ikke, at vi nødvendigvis vil leve efter de officielle sundhedsråd, men at vi gerne selv vil træffe beslutninger i forhold til vores egen sundhed.
Desværre viser undersøgelsen, at angsten for at virke ‘dum’ ofte betyder, at vi ikke spørger lægen, når noget er uklart eller forvirrende.
Else på 72 år har en lungesygdom, gigt, type 2-diabetes og har haft to blodpropper i hjertet. Hun har arbejdet hele sit liv på sin og mandens gård og gør, hvad hun kan, for at følge behandlingerne.
Else har gået i skole syv år, og det er vigtigt for hende ikke at fremstå som uvidende. Under en konsultation med sin gigtlæge råder han hende til at gå i ‘bløde’ sko.
Efterfølgende taler hun og jeg om, hvad det mon betyder, og jeg spørger hende, hvorfor hun ikke spurgte ham. Men Else synes allerede, hun har spurgt for meget, siger hun, »og jeg vil jo ikke virke dum«.
Alligevel føler Else, at hun skal kæmpe for at blive taget alvorligt. Hun fortæller eksempelvis, at hun længe har ventet på at få en ekstra tid på sin specialafdeling, men at sygeplejersken dér ikke mener, at hendes symptomer lyder alvorlige nok, og hun derfor må vente.
Selvom Else ikke selv bruger ordet ‘ulighed’, betyder oplevelserne, at hun begynder at tvivle på sin oplevelse af sin egen krop. Og man kan frygte, at hun i fremtiden ikke vil reagere på symptomer og komme til lægen i tide.
Flere kan få mere ud af sundhedsvæsenet
En af pointerne er, at hvis vi får skabt opmærksomhed på, hvordan ulighed i sundhed tager sig ud i hverdagen, kan vi sætte bedre ind og skabe mere lighed.
Vi ville aldrig lade Tove eller Else samle de tre IKEA-skabe selv. Vi ville forvente at skulle hjælpe dem. Samme tilgang bør vi have til behandlingsplaner, for som studiet viser, er det hér, at uligheden for alvor føles i hverdagen.
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
I overensstemmelse med anden forskning i patienters oplevelser viser materialet også, at hvis patienter inddrages i planlægningen af behandlinger, så er der mindre risiko for, at de dropper dem.
Man kan forestille sig en situation, hvor Tove eller Else sidder med sin læge og sammen finder frem til, hvad der er vigtigt for hende, og hvad der skal prioriteres i hverdagen.
Hvis det sker efter en evidensbaseret metode som fælles beslutningstagning, vil det være Toves viden om egen krop, egne værdier og sociale omstændigheder, der ligger til grund for behandlingsplanen.
Det betyder, at Else ikke har brug for en lang videregående uddannelse for at forstå information om behandlingsmuligheder og risici. Hun vil ikke skamme sig over at bede om hjælp – for det er en integreret del af konsultationen. Og hun vil kunne få mere ud af behandlingen.
Vi kan ikke udrydde ulighed i sundhed fuldstændigt. Men vi kan tage det første skridt. Vi kan sætte ind dér, hvor uligheden føles.
Else og Tove er opdigtede navne, og oplysninger, der kan afsløre deres identitet, er blevet sløret i beskrivelsen.
\ Ulighed i sundhed
Selvom vi i Danmark principielt har lige adgang til hospitaler og lægebehandlinger, er der stor forskel på, hvor syge vi er, og hvor længe vi lever.
Og det er ikke kun socialt udsatte og belastede grupper, der dør for tidligt: Ud over den sociale gradient spiller også geografi og sygdomsbillede ind på ulighed i sundhed.
I Danmark identificerer vi tre former for ulighed i sundhed:
Geografisk – En skævfordeling af sundhedsvæsenets ressourcer. Patienter i udkantsområder har generelt dårligere adgang til sundhedsvæsenet. Eksempelvis er der stor forskel i de kommunale tilbud og lokal ventetid på behandling.
Sygdomsbetinget ulighed – Mennesker med flere samtidige diagnoser har ringere udbytte af sundhedsvæsenets indsats end mennesker med én diagnose. Det skyldes især manglen på koordinering og sammenhæng mellem de forskellige specialer og aktører på tværs af sektorgrænser.
Social ulighed i sundhed – Mennesker med kort eller ingen uddannelse har dårligere adgang til og effekt af sundhedsvæsenets ydelser. Derudover ses uligheden i sygdomssammensætningen ved, at antallet af kroniske sygdomme hos den enkelte er stigende med alderen, og ved, at flere samtidige sygdomme forekommer oftere hos mennesker med lav socioøkonomisk status.
Kilde: Danske Patienter
