Den tyske læge Rudolf Virchow (1821-1902) var med til at åbne medicineres og politikeres øjne for ulighed i sundhed og for de samfundsmæssige årsager til ulighed.
Menneskers arbejdsbetingelser, byernes indretning og sanitære forhold, uddannelse og demokratisk indflydelse har alt sammen betydning for folkesundheden.
Denne artikel er én af teserne i bogen '95 nye teser', som udkom 22.4. og er udgivet af Aarhus Universitetsforlag.
I bogen skriver 30 forskere, politikere og kulturpersonligheder om nutidens væsentligste udfordringer i 95 korte artikler om emner som magt, sundhed, klima, økonomi, videnskab og teknologi.
Arbejdsmarkedspolitik, boligpolitik, miljøpolitik og uddannelsespolitik, ja al politik er i virkeligheden sundhedspolitik.
Velstand giver længere liv
Der er i Danmark bred enighed om, at det er et etisk og politisk problem, at velstillede lever mere end ti år længere end dårligt stillede.
Retfærdighed i sundhed har længe været et ideal for politikere med forskellige ideologiske ståsteder. Men neoliberal politik, der har domineret i Vesten siden 1980’erne, har øget uligheden nationalt og internationalt.
'Austerity', nøjsomhed, har siden finanskrisen i 2008 delvist fortrængt idealer om lighed og retfærdighed fra den politiske debat. Nøjsomhedspolitikken er søgt begrundet som en nødvendig politik og den eneste vej til genopretning af samfundsøkonomisk stabilitet.
Ikke kun et spørgsmål om økonomi
Politikken er imidlertid ikke bare en kastebold mellem økonomiske kræfter, som er uden for vores kontrol. På trods af kriser, krige og demografiske udfordringer har man i vores del af verden søgt at opretholde en velfærdspolitik.
Sundhedsvæsenet søger stadig at leve op til idealet om alle borgeres lige og frie adgang til behandling. Danmark lod sig med nogen forsinkelse inspirere af det sundhedsvæsen, man opbyggede i England umiddelbart efter 2. Verdenskrig.
Det nationale sundhedsvæsen (NHS) byggede på princippet om universel velfærd. Alle uanset social stilling, køn, race og alder skulle nyde godt af de goder, som den medicinske og teknologiske udvikling skabte på sundhedsområdet.
Et solidarisk sundhedsvæsen er retfærdigt
I Danmark overtog mange også englændernes forhåbning om, at retfærdighed forstået som alles lige adgang til behandling i længden ville føre til lighed i sundhedstilstand.
Sundhedspolitikken legemliggjort i det solidariske sundhedsvæsen skulle med andre ord afbøde eller bidrage til at overvinde den ulighed, som reproduceres i klassesamfundet. I løbet af de seneste årtier har etisk ny-orientering med fokus på den enkeltes ret til selvbestemmelse (autonomi) vundet frem.
Den er blevet suppleret af politisk-økonomiske tiltag for at styrke det frie valg. Efter Blair overtog regeringsmagten i England i 1997, gennemførte han radikale reformer af det nationale sundhedsvæsen.
Man mente, at udvidede valgmuligheder for borgerne og konkurrence mellem institutioner, der leverer service, var den sikreste vej til at opnå effektiv og retfærdig service af høj kvalitet.
Solidarisk sundhedspolitik er udfordret
Disse ideer blev omsat til praktisk politik i England fra 2003 til 2005, og de fik også afgørende indflydelse på dansk sundhedspolitik.
Sundhedspraksis søges ændret med henblik på at omdanne borgerne fra passive patienter og modtagere af ekspert-normerede ydelser til aktive forbrugere, så kvaliteten af sundhedsvæsenets ydelser kan forbedres gennem konkurrence.
Sundhedspraksis baseret på solidaritet er udfordret. Man opgiver ikke princippet, at nationens velfærd, og herunder også dens sundhed, måles på dens evne til at sikre en ligelig fordeling af behandlingsydelser.
Borgerne er med til at udvikle sundhedsvæsnet
Det nye er, at borgerne gennem tilfredshedsundersøgelser og valgmuligheder skal være med til at udvikle kvaliteten af de fordelte goder. Sundhed er en vigtig bestanddel af menneskelig velfærd eller velbefindende (well-being).
Velbefindende udvikles ved at sikre mennesker rådighed over egne livsbetingelser. Dette sikres imidlertid ikke alene gennem adgang til bestemte behandlinger – heller ikke selvom jeg har haft mulighed for at vælge mellem forskellige tilbud.
At have rådighed over egne livsbetingelser kræver, at man også er i stand til selv eller med støtte at udvikle nye handlemuligheder, når omstændighederne ændres (for eksempel efter en sygdomsperiode).
Afgørende altid at kunne få hjælp
Hvis jeg rammes af en alvorlig sygdom, er det afgørende, at jeg kan modtage professionel og effektiv behandling. Den medicinske og teknologiske udvikling har sikret, at stadig flere overlever alvorlige sygdomme som blodpropper, kræft og så videre.
Mange får efterfølgende et langt liv med kronisk sygdom og udfordringen at skulle leve et liv under ændrede betingelser.
Ved rådighed over de ændrede betingelser, herunder udvikling af nye handlemuligheder, vil man kunne leve et sundt liv også efter endt behandling, eller samtidig med at man måske er under livslang behandling.
Folkesundhed er en videnskab
Det er et gode, at ældre mennesker eller handikappede kan få kommunalt distribuerede middagsretter, der er produceret med hensyntagen til nødvendig næringsværdi med videre.
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Men der skal mere til, hvis man vil sikre velbefindende hos den ældre medborger, der altid har lavet sin egen mad og værdsat dette som en vigtig del af hendes daglige livsførelse.
Opgaven er yderligere at bidrage til at sikre hendes handleevner til igen at kunne udføre sin gamle praksis omend på en anden måde og underlagt forskellige begrænsninger.
Filosoffer, økonomer og sundhedsprofessionelle har gennem de seneste årtier bidraget til at give videnskabeligt og praktisk belæg for en sådan ny forståelse af folkesundhed.
Nobelpristageren i økonomi Amartya Sen (født 1933) og filosoffen Martha Nussbaum (født 1947) har været banebrydende i en nytænkning af velfærd og sundhed, som gør den enkeltes mulighed for selv og sammen med andre at have rådighed over livsbetingelser til hjørnesten i en retfærdig sundhedspolitik.
