Fra vugge til grav er der velfærd på alle hylder i Danmark. Kommende forældre går til forundersøgelser på hospitalet og får råd og dåd i hjemmet af sundhedsplejersker, børn kommer i vuggestue, børnehave og skole, mens ældre familiemedlemmer bliver passet på et af landets mange plejehjem.
I Danmark er velfærden langt hen ad vejen en ven af erhvervslivet, ikke en fjende, og det er i årtier lykkedes at kombinere velfærd med velstand og vækst.
Men lad os nu ikke få armene for højt op. For et af adelsmærkerne ved den danske velfærd – at vi alle sammen har et arbejde – er under pres.
Ældrebyrde eller -bølge?
For det første bliver den danske befolkning ældre. Ifølge Danmarks Statistik stiger andelen af borgere over 60 år fra 25 procent i 2016 til 29 procent i 2030. Det er, hvad vi samfundsforskere kalder en markant stigning, når den indtræffer på mindre end 15 år.
Og endnu værre: I samme periode bliver der færre danskere i 30-49-årsalderen, eller hvad vi også kunne kalde arbejdsmarkedets kernetropper.
\ Tænkepauser
- Carsten Jensen har skrevet bogen ‘Tænkepauser – Velfærd’, som denne artikel bygger på.
- Tænkepauser er en bogserie fra Aarhus Universitetsforlag. I Tænkepauser formidler forskere deres viden på kun 60 sider i et sprog, hvor alle kan være med.
- Velfærd er nummer 50 i serien og udkommer 5. juni.
- Fra 5.-12. juni kan e-bogen hentes gratis på forlagets hjemmeside.
Jeg holdt for et par år siden et foredrag for nogle nordmænd, hvor jeg kom til at omtale fænomenet som ‘ældrebyrden’. Det faldt flere af tilhørerne for brystet. I Norge taler de i stedet om ‘ældrebølgen’. De gamle er ingen byrde, fik jeg læst og påskrevet – og kunne jeg så skamme mig.
Politisk ukorrekt eller ej: De gamle koster kassen. Det skyldes ikke mindst, at de stopper med at arbejde. Ældre medborgere kræver desuden flere sosu-assistenter, sygeplejere og social- og sundhedshjælpere. Flere ældre er lig med flere udgifter til velfærd.
Arbejdsløse indvandrere og avancerede maskiner
For det andet sætter de mange arbejdsløse indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande den danske velfærd under pres.
Blandt de 17-64-årige etniske danskere er 74 procent i beskæftigelse, mens kun sølle 49 procent af de ikke-vestlige indvandrere og 58 procent ikke-vestlige andengenerationsindvandrere er det.
Prisen for den lave erhvervsdeltagelse er lavere skatteindtægter og større velfærdsudgifter. Det er en af de største samfundsøkonomiske udfordringer at få flere indvandrere og deres efterkommere i arbejde.
Globaliseringen og den teknologiske udvikling mindsker også antallet af ufaglærte stillinger. Både fordi det i dag oftere er langt billigere at få industriprodukter af enhver afskygning fremstillet i Kina eller Vietnam, og fordi avancerede maskiner og robotter kan varetage de fleste manuelle arbejdsgange.
Antallet af ufaglærte jobs i Danmark er allerede faldet massivt – fra i omegnen af en million i 1990 til omkring 600.000 i dag.
Robotter truer velfærden
Og fremtiden ser dyster ud. Ifølge OECD er omkring en tredjedel af alle danske jobs i risikozonen for at blive automatiseret i fremtiden. Vi ser det allerede i det små. Havemanden får hjælp af robotplæneklipperen, mens regnskabsdamen bliver suppleret af it-systemer.
Det er ikke længere ren science fiction at forestille sig, at robotter om 10-15 år vil kunne varetage det meste rengøringsarbejde, eller at busserne kører uden en chauffør.
\ Læs mere
Alle disse elendigheder truer ikke bare økonomien, men også befolkningens villighed til at finansiere den fælles velfærd.
En universel velfærdsstat som den danske er afhængig af, at de fleste arbejder. Det er det arbejdende folk, der skaberne værdierne og betaler skatterne.
Når for mange borgere frivilligt eller ufrivilligt melder sig ud af arbejdsstyrken, truer de velfærdsstatens grundlæggende sammenhængskraft. Vi er alle i samme båd – men nogle af os sidder ved årerne og ror, mens andre driver den af under solsejlet.
Velfærdsstaten, version 2.0
Man siger, at det er svært at spå – især om fremtiden. Det hjælper dog, hvis fremtiden allerede er i gang med at udfolde sig for øjnene af én. Så vidt jeg kan bedømme, er vi på vej mod en velfærdsstat, version 2.0.
Jeg har lige sammenlignet den danske velfærdsstat med en båd, hvor hele den danske befolkning sidder sammen. Ideelt set hjælper vi alle til med at ro, men på skift.
Børnene og de gamle slipper, men kun fordi alle lægger kræfter i midt i livet. Lykke og harmoni – og vi sejler op ad åen.
Men når flere og flere borgere overhovedet ikke griber fat om årene, bryder de også bådens – eller rettere samfundets – sociale kontrakt. Det går ikke, men løsningen er simpel: Hver mand for sig selv – i hver sin jolle.
Det er den udvikling, de danske politikere skubber på i disse år. Vi går fra alle at være i samme båd til lige så stille at bygge forskellige både til forskellige samfundsgrupper.
Strammere regler for dagpenge
To forskellige processer er i gang. Den ene består i at gøre velfærden til de arbejdsløse mindre generøs, den anden i at indføre flere forsikringselementer. Vi tager processerne én ad gangen.
I 2010 lavede Lars Løkke Rasmussens første regering en dagpengereform, der forringede vilkårene for de arbejdsløse, som er medlem af en a-kasse. Alle de borgerlige partier samt Radikale Venstre stemte for ændringen.
I stedet for fire år kunne de arbejdsløse nu kun få dagpenge i to år. Og havde de opbrugt de to års dagpenge, skulle de arbejde 52 uger for at genoptjene retten til dagpenge på ny. Tidligere havde kravet været 26 ugers arbejde.
Efterfølgende er der kommet flere justeringer, og i 2015 kom der et nyt forlig, der dog ikke pillede ved hovedpunkterne. Ligesom dagpengene er kontanthjælpen også gjort mindre generøs de seneste år.
Loft over kontanthjælpen
I 2016 indførte Lars Løkke Rasmussens anden regering for eksempel et såkaldt kontanthjælpsloft: Nu kan en kontanthjælpsmodtager ikke modtage mere end et bestemt samlet beløb fra det offentlige.
Økonomerne i AE Rådet har anslået, at omkring 30.000 personer mistede en del af de penge de plejede at få fra det offentlige, så de kommer ned under kontanthjælpsloftet. 34.000 børn bor i familier påvirket af kontanthjælpsloftet.
I min spåkugle ser jeg ikke noget tegn i sol og måne på, at politikerne vil opbløde de stramme regler væsentligt. Bevares, partier på venstrefløjen kæmper for sagen, men nogen større tilbagerulning? Nej. Tværtimod faktisk.
Ikke mindst når det gælder kontanthjælpen, for det er ikke nogen hemmelighed, at indvandrerne og deres efterkommere er massivt overrepræsenteret. De fleste danskere har det helt fint med at gøre livet lidt mere surt for den befolkningsgruppe.
Og ved at stramme båndet om nydanskerne, frigør politikerne penge, som de kan bruge på flere behageligheder til deres kernevælgere. Det kan være skattelettelser, supersygehuse eller flere varme hænder til de ældre.
Og jeg kan sagtens forestille mig, at fremtidens politikere også kunne blive fristet til at hente flere nemme penge fra de upopulære borgeres konto.
\ Læs mere
Vi forsikrer os privat
Og så vender vi også mod den anden proces, den med mere privat velfærdsforsikring. Basalt set dækker de over, at den enkelte borger sparer op eller forsikrer sig selv uden om fælleskassen.
Det vigtigste eksempel på et nyt forsikringselement er arbejdsmarkedspensionerne. De er faktisk blevet en afgørende hjørnesten i hele den danske velfærdsstat. Arbejdsmarkedspensionerne blev opfundet i 1989 og er gradvist blevet udvidet siden da.
I dag har rigtigt mange lønmodtagere en arbejdsmarkedspension; selv indbetaler jeg 17,1 procent af min løn til min arbejdsmarkedspension. Eller rettere: Jeg gør ingenting, alt foregår automatisk, og jeg har faktisk slet ikke mulighed for at sige fra.
Fremvæksten af private sundhedsforsikringer er bemærkelsesværdigt. Den medfører, at en stor gruppe har mulighed for at blive undersøgt og behandlet hurtigere end resten af befolkningen.
Det er der intet moralsk forkert i, men resultatet er ikke desto mindre, at der er opstået et A- og B-hold med vidt forskellig adgang til velfærd og service.
Intet tyder på, at tendensen vil stoppe i den nærmeste fremtid. Naturligvis vil vi nå et punkt inden alt for længe, hvor antallet af forsikrede ikke vil stige mere.
Men så vil de private forsikringstagere blot fokusere mere entydigt på kvaliteten og kræve flere og dyrere typer undersøgelser og behandlinger inkluderet. Og dermed skævvrides forskellen mellem den private og offentlige velfærd endnu mere.
Velfærd på første klasse – bare ikke til alle
De to processer tilsammen kan ikke udgå at skabe mere ulighed i den velfærd, vi hver især kan få adgang til. Til gengæld er rygterne om velfærdsstatens død stærkt overdrevne.
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Vi bakker fortsat og meget solidt op om sundhedsvæsenet, ældreplejen, uddannelsessystemet og børnepasningen. Vi vil bare ikke dele velfærden med andre end os selv og dem, der ligner os. Og vi vil heller ikke betale for andet end den velfærd, vi selv bruger eller kan forestille os at få behov for.
\ Læs mere
Den danske stat er uden tvivl i gang med at ændre sig i forhold til den velfærd, den leverer og sikrer. Velfærden bliver målrettet middelklassen i endnu højere grad end tidligere.
De lavtuddannede, de marginaliserede, indvandrerne og deres efterkommere vil i fremtiden få mindre velfærd, end de plejede. Til glæde for middelklassen.
