Opfindelser, der fejlede: Evighedsmaskinen blev ved med at gå… i stå
Selv H.C. Ørsted kunne ikke overbevise håbefulde opfindere om umuligheden af projektet. Én af dem endte dog som pionér for et dansk eksporteventyr.
evighedsmaskine

En af Danmarks Tekniske Museums rariteter er denne 'evighedsmaskine'. Konstruktionen er skabt af træ og jern en gang i løbet af 1800-tallet, men navnet på den kreative sjæl blæser i vinden, for maskinen blev først indlemmet efter i årtier at have trukket støv på loftet over Polyteknisk Læreanstalt i København (Foto: Niels Christiansen, Danmarks Tekniske Museum).

En af Danmarks Tekniske Museums rariteter er denne 'evighedsmaskine'. Konstruktionen er skabt af træ og jern en gang i løbet af 1800-tallet, men navnet på den kreative sjæl blæser i vinden, for maskinen blev først indlemmet efter i årtier at have trukket støv på loftet over Polyteknisk Læreanstalt i København (Foto: Niels Christiansen, Danmarks Tekniske Museum).

Serie: Opfindelser, der fejlede, og idéer, der gik tabt

I denne juleserie skriver arkæolog Jeanette Varberg og historiker Poul Duedahl om eksperimenter, som gik galt, kampe, der blev tabt, og ideologier, som ingen længere abonnerer på.

Du møder bl.a. verdens første arkæolog samt en dansk læge, hvis hustru aldrig ansatte tjenestefolk, før manden i huset havde befølt deres hoveder.

Dette er 1. afsnit ud af 10. Vi udgiver et nyt afsnit hver dag frem til 31. december. 

Der er i tidens løb udfoldet store bestræbelser på at fremstille finurlige opfindelser, som kunne gå ved hjælp af fjedre, magneter, dampkraft, petroleum, gas og elektricitet.

Men i 1800-tallet overgik intet drømmen om at skabe den ultimative maskine: evighedsmaskinen.

Evighedsmaskinen havde potentialet til at blive årtusindets opfindelse, et økologisk mirakel, fordi apparatet i ubegrænset tid kunne arbejde uden at blive trukket op eller få tilført energi udefra.

Kunne man tilvejebringe den, ventede evig berømmelse og rigelige pengemidler til at sikre sig selv og sine efterkommere en bekymringsfri tilværelse.

Et medlem af det astronomiske selskab i London, George Biddell Airy, udgav i 1829 en kort afhandling, hvor han forsøgte at føre bevis for muligheden af at skabe evighedsmaskinen – ’en perpetuum mobile’ – og i årene efter udviklede drømmen sig til en mani for mange. 

Det er ikke noget beskedent antal rokkedrejere, møllebyggere og urmagere, der satte alt ind på forsøget, og anvendte fritiden på at sammensætte møtrikker og tandhjul til forunderlige mekanismer, som blev ved med at gå… i stå.

For dem var der ingen større skuffelse, end når der indløb efterretninger om, at en eller anden havde løst det uløselige problem før dem, og ingen større forventningens glæde, end når der kort efter kom en melding om, at maskineriet havde tabt sin kraft på grund af friktion og vindmodstand.

Fakta
Om Forskerzonen

Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.

Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.

Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.

To danske skuffelser

Én af dem var den entreprenante dugmagermester Anders Christian Hansen i Adelgade i København, som i de år og gennem det meste af et årti arbejdede på at skabe sin egen maskine, inden han nærmede sig en løsning.

Han benyttede anledningen til at stifte et interessentskab, hvor københavnske medborgere kunne skyde overflødig kapital i projektet. Hans kraftmaskine skulle sættes i gang af mennesker og dyr og derefter drive sig selv ved hjælp af en kæmpe blykugle, der arbejdede imod tyngdeloven.

Han døde som en fattig mand.

En anden, der forsøgte sig var ingeniøren Søren Hjorth. Han havde i forvejen gjort sig berømt ved at stå etableringen af den første sjællandske jernbane og havde skabt sig et navn både ude og hjemme ved at kreere elektromotorer og dynamoer.

Nu kastede han sig over forsøget med at fremstille en maskine til skibe og lokomotiver, der brugte så lidt energi, at den i virkeligheden var en evighedsmaskine.

Mange timer og mange penge senere måtte også han skuffet indse, at han ikke kom videre. Det gjorde hans karriere heller ikke.

H.C. Ørsted: »En evighedsmaskine er umulig«

Som tiden gik, blev flere og flere videnskabsfolk da også skeptiske. En af dem var den banebrydende ingeniør og fysiker Ludvig August Colding, der sammen med et par udenlandske kolleger i 1840'erne sandsynliggjorde, at skabelsen af evighedsmaskinen var en fysisk umulighed, fordi energi hele tiden forplantes i omgivelserne, så den ikke kan genbruges.

Teorien vandt nu ikke noget større publikum. Da fysikerkollegaen H.C. Ørsted i 1845 opholdt sig i Odense, blev han for eksempel opsøgt af den 18-årige urmagerlærling Hans Schjellerup, som forelagde ham prototypen på en evighedsmaskine.

Maskinen gav Ørsted ikke meget for, men knægten gjorde et positivt indtryk, så han blev fluks sendt på Polyteknisk Læreanstalt, hvor han blev sat til fornuftigere opgaver og siden blev professor.

Det blev også netop dansk videnskabs nestor, H.C. Ørsted, der fik sine kolleger til at opgive alt håb, da han i sin store og udbredte lærebog om elementær fysik slog endegyldigt fast, at skabelsen af en evighedsmaskine var skønne spildte kræfter og lige så umuligt som at påvise cirklens kvadratur, antænde vand og sende en mand til månen.

Håbefulde opfindere lod sig ikke overbevise af Ørsted

Men umuligheden gav bare endnu større håb blandt lægmænd, som betvivlede Ørsted og var skråsikre på, at de nok skulle vise, at de kunne skabe, hvad sagkundskaben ikke kunne.

Så fra nu af blev udfærdigelsen af den selvvirkende maskine et rent folkeligt projekt.

En af de ivrigste var urmager Daniel Andreas Topp, der i de år drog hele vejen fra Viborg til Paris og London for at tage patent på ure, hvoraf det ene kunne gå uden optrækning et helt år, og da patenterne ikke gav ham den gevinst, han havde håbet på, besluttede han at tage skridtet videre.

Han opgav aldrig, og selv på dødslejet efter 40 års forsøg troede han stadig på muligheden og beklagede, at han aldrig havde fået sin maskine færdig.

Professorerne på Polyteknisk Læreanstalt blev konstant opsøgt af opfindere, som ville vide, hvad der var galt med deres evighedsmaskiner, og som allerede i forvejen ville sikre sig patent.

De danske fysikeres kvaler overgik dog ikke kollegernes i den britiske patentkommission i London.

De blev i perioden fra 1855 og frem til 1900 oversvømmet af mere end 500 nye forslag til evighedsmaskiner. Nogle forsøgte sig med tyngdekraften, andre med temperatursvingninger, flydende legemer, lufttryk, elektricitet og magnetisme og alle med begrænset held.

Netop som patentkommissionen var ved at drukne i ansøgninger, opstod der et rygte om, at Det Franske Videnskabernes Selskab havde udlovet en enorm dusør til den, der kunne udvirke miraklet.

Man kan næste mistænke englænderne for at have plantet det, for i hvert fald vendte patentansøgningsstrømmen og gik sydpå. Dusøren havde intet på sig.

Nogen nytte kom der ud af jagten

Det var virkelig svært at overbevise de ivrige lægmænd og få dem til at opgive at spekulere mere over sagen.

Det gælder også den senere kendte højskolemand og opfinder Poul la Cour, der som ung mand gjorde store bestræbelser på at opfinde evighedsmaskinen, og gjorde forsøgene ikke anden nytte, så førte de dog til, at han begyndte at læse til ingeniør i stedet for til præst.

Først da han langt om længe indså, at evighedsmaskinen var en umulighed, kastede han sig i stedet over skabelsen af maskiner, der mindede en smule om udgangspunktet. For kunne man ikke skabe det bedste, måtte man nøjes det næstbedste.

Det blev begyndelsen på den danske vindmølleindustri.

Alle må bruge og viderebringe Forskerzonens artikler

På Forskerzonen skriver forskere selv om deres forskning. Vi mener, det er vigtigt, at alle får mulighed for at læse om forskning fra forskerens egen hånd.

Alle må derfor bruge, kopiere og viderebringe Forskerzonens artikler udfra følgende enkle krav:

  • Det skal krediteres: 'Artiklen er oprindelig bragt på Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler'. Hvis artiklen bringes på web, skal der linkes til artiklen på Forskerzonen.
  • Artiklen må ikke redigeres og skal bringes i fuld længde (medmindre andet aftales med forskeren).
  • Du skal give forskeren besked om, at du genpublicerer.
  • Artikler, som er oversat fra The Conversation, skal have indsat en HTML-kode til indsamling af statistik i bunden. HTML-koden finder du i den originale artikel på The Conversations hjemmeside ved at klikke på knappen "Republish this article" ude til højre, derefter klikke på 'Advanced' og kopiere koden. Du finder linket til artiklen på The Conversation i bunden af Forskerzonens oversatte artikel. 

Det er ikke et krav, men vi sætter pris på, at du giver os besked, hvis du publicerer vores indhold (undtaget indhold fra The Conversation). Skriv til redaktør Anders Høeg Lammers på ahl@videnskab.dk.

Læs mere om Forskerzonen i Forskerzonens redaktionelle retningslinjer.

DOI - Digital Object Identifier

Artikler, produceret til Forskerzonen, får tildelt et DOI-nummer, som er et 'online fingeraftryk', der sikrer, at artiklerne altid kan findes, tilgås og citeres. Generelt får forskningsdata og andre forskningsobjekter typisk DOI-numre.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte, døde og vaccinationer i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med over en halv million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk