Hvilken vintersportsgren er farligst?

Denne artikel blev bragt første gang i 2010, hvor OL fandt sted i Vancouver. Vi har hevet den frem fra arkivet i anledning af vinter-OL i Beijing.

Et menneske på en lille kælk i ekstrem høj fart ser farligt ud.

Et menneske på planker, der suser ned af stejle bjergsider, eller et menneske der hænger i luften med planker på fødderne ser heller ikke særligt sikkert ud.

Geværer håndteret under tidspres af stressede deltagere, virker risikofyldt.

Så hvor farlige er egentlig alle de ting, de har gang i ved vinter-OL?

Spørg Videnskaben har spurgt en forsker: professor Roald Bahr, som er leder af Center for idrætsskadeforskning ved Norges idrætshøjskole.

Han kan hurtigt raskmelde én af vintersportsgrenene:

»Det er vist aldrig sket, at nogen har skudt hinanden i skiskydning.«

Dødsfald i 2010 kunne have været undgået

Andre af idrætsgrenene har dog større risiko for skader.

Ved OL i Vancouver i 2010 blev en ung mand dræbt under træning på kælkebanen. Georgieren Nodar Kumaritashvili døde efter at have ramt en stolpe med 144 kilometer i timen.

»Kælk og bob er lynhurtige sportsgrene. Udfordringen i Vancouver er, at banen er ekstrem hurtig. Det kom som en overraskelse under åbningen af banen i fjor, at en deltager opnåede rekordhastigheden 154 km i timen. Det var 10 km i timen hurtigere end den gamle rekord.«

Før dødsulykken udtalte Roald Bahr til forskning.no at: »hvis jeg var ansvarlig for bob- eller kælkekonkurrencerne, ville jeg stå med hjertet i halsen.«

De amerikanske bobkørere har i en barsk risikoanalyse døbt kurve nummer 13 for 'fifty-fifty'. Deltageren fra Georgien mistede imidlertid kontrollen i kurve 16, den sidste inden mål.

Efter dødsfaldet kommenterede Bahr:

»Dette er den første dødsulykke i vinter-OL's historie, mens der har været to dødsfald ved sommer-OL - en maratonløber i 1912 og en cykelrytter i 1960. Og alt tyder på at dette kunne være undgået.«

»Fysiske sikringstiltag er blandt de mest effektive ting, som kan gøres for at undgå alvorlige skader. En kælke-/bobbane bør være sikret som i Tivoli; det bør være en enkel sag at sikre banen, således at det ikke er muligt at flyve ud af banen, selv om man mister kontrollen,« siger Bahr.

Fart og akrobatik er en farlig kombi

Idrætsgrene præget af fart og akrobatik har desuden højere risiko end udholdenhedskonkurrencerne.

»Alpint, freestyle og snowboard har væsentlig højere risiko for skader end langrend, skihop og kombineret,« siger Bahr.

- Men skihop ser da frygtelig farligt ud?

»Skihop indebærer højere risiko end langrend, men væsentlig lavere risiko end de alpine sportsgrene.«

»Årsagen er, at en styrtløber har større hastighed end en skihopper, når han falder. En skihopper har en fart på 90 km/timen på hopkanten, og der, hvor han lander, er der fladt og jævnt. En styrtløber kan nå op på mere end 140 km/t når han falder, og som bekendt er en styrtløbsbane som regel langt fra flad,« forklarer Bahr.

»Alpinudøvere får oftest knæskader og hovedskader, som alvorlige hjernerystelser, når de falder. Men der er næsten ingen grænser for, hvor du kan pådrage dig skader, når du vælter ned af en bakke i stor fart.«

Definition på alvorlig skade

Definitionen på en 'alvorlig skade' er en skade, som forhindrer dig i at træne eller udøve din idræt i en måned eller mere.

En almindelig skade regnes, som når du ikke kan træne i mindst en dag efterfølgende.

»Den bedste måde at kategorisere skader, er ved at se på den tid, det tager at komme tilbage til idrætten,« fortæller Bahr.

»Men der er et sammenfald mellem alvorlige skader, sådan som vi definerer dem, og om skaderne giver risiko for varige mén senere i livet.«

Flest skader af alle?

Så hvilken idræt er egentlig farligst – her defineret som den, der giver de mest alvorlige og langvarige skader hos topidrætsudøverne?

»Ishockey er uden tvivl den farligste af de holdidrætter, som har mange udøvere,« fastslår Bahr.

Han præciserer, at det er sammenstødene i høj hastighed med andre spillere og med banden, som forårsager skaderne i ishockey, ikke slåskampene.

»Problemet med at sammenligne skader og risici på tværs af forskellige idrætter er, at vi skal finde undersøgelse foretaget med ens metoder og samme definitioner. Det findes der ikke for alle idrætsgrene. Især er det vanskelig at sammenligne individuelle discipliner og holdsport,« forklarer Bahr.

»Men for mange typer holdidræt findes der gode undersøgelser fra eliteniveau i flere lande, og alle er entydige: Ishockey giver omtrent tre gange så mange skader som fodbold.«

Jo hurtigere man løber på skøjter, jo flere skader ser man. Derfor giver kortbaneløb (short track) flere skader end de lange distancer.

»Her løber fire deltagere tæt på hinanden, og svingene er skarpe. Problemet er ikke primært faldskader, for løberne er godt polstret og banderne er foret med skumgummi. Men det, man frygter mest, er, at løberne skal blive ramt af hinandens skøjteklinger.«

Fodbold er farligere end alpint skiløb

Overraskende er det, at fodbold giver flere skader end alpint skiløb.

»I de alpine discipliner er det omtrent 0,3 skader per udøver per sæson. Men sammenligner vi på tværs af alle idrætsgrene, giver fodbold flere skader,« fortæller Bahr.

»I fodbold er der omtrent to skader per eliteudøver per sæson, hvis man definerer en skade som en, der gør at udøveren ikke kan træne i mindst en dag efterfølgende.«

»Men når det først går galt i alpint, så sker det i stor hastighed på en ren skøjtebane af en bjergskråning, mens fodbold mere har småsammenstød. Derfor er andelen af alvorlige skader højere i alpint end i fodbold. Alligevel er risikoen for alvorlige skader noget højere i fodbold end i alpint, eftersom totalrisikoen er så meget højere,« siger Bahr.

I fodbold drejer det sig om knæ- og ankelskader, foruden strækskader på bagsiden af låret og lyskestræk. Men ifølge Bahr er det også masser af hovedskader i fodbold.

»Og tager du de forreste korsbånd, kan det tage op til et år, før du er tilbage på en fodboldbane. Du har også øget risiko for at få slidgigt senere i livet,« forklarer Bahr.

\ Læs mere

Otte typiske skader i en fodboldkamp

Omfattende registrering af skader i Vancouver

Under OL i Vancouver i 2012 blev der for første gang registreret skader på tværs af idrætsgrene og discipliner. Her var det Norske Center for idrætsskadeforskning involveret.

»Vi har tidligere været med ved sommer-OL. I Athen i 2004 lavede vi en undersøgelse af alle holdidrætterne efter initiativ fra en forskergruppe i FIFA. I 2008 ved OL i Beijing blev dette fulgt op, og for første gang blev der foretaget en fuldstændig registrering af skader i alle sportsgrene, også alle de individuelle sportsgrene.«

Nu er turen kommet til vinter-OL. Bahr forklarer at omorganiseringen af anti-dopingarbejdet er en medvirkende årsag til, at skader har fået øget fokus i den Internationale Olympiske Komité (IOC).

»Tidligere var IOC og deres medicinske komite primært optaget af anti-dopingarbejdet. Men efter at WADA overtog det internationale ansvar for doping, gav det IOC en mulighed for at satse mere på forebyggelse af skader og andre helbredsproblemer.«

»Nu er kemikerne og laboratoriefolket i høj grad erstattet af forskere og eksperter i skader,« fortæller Bahr.

Forskere fra Center for idrætsskadeforskning på Idrætshøjskolen vil i nær fremtid præsentere en undersøgelse, som dokumenterer skader på tværs af de alpine og de nordiske skidiscipliner. Den vil levere hårde fakta og sætte tal på vinteridrætsskader.

Sundhed og skader

- Hvorfor er der så stor fokus på skader?

»En årsag er nok, at idrætsidealerne er tæt knyttet til sundhed og velvære. Når der sker en alvorlig skade, rokker det ved en grundlæggende forventning om idræt som en sundhedsfremmende aktivitet,« mener Bahr.

»En anden årsag er, at skader er godt TV. To hold kan spille flot fodbold i 90 minutter, men det, som efterfølgende havner på YouTube, er gerne en svinetackling eller en alvorlig skade.«

Forskeren mener, skader bør stå øverst på dagsordenen.

»Vi skal udvikle en idræt, som indebærer mindst mulig risiko for udøverne. Derfor bør trænere, udøvere, idrætsorganisationerne og arrangørerne være optaget af skader - og er det også i stigende grad. Der bruges for eksempel store resurser på at forebygge skader blandt alpine udøvere. Forskning, som også vil komme fritidsskiløbere til gode i næste omgang.«

\ Læs mere

Selv 38-årige kan undgå fodboldskader

Før 6 måneder, nu 6 dage

- Har du selv været skadet?

»Ja, min første seriøse idrætsskade fik jeg, da jeg var 16 år. Jeg faldt på en hullet, dårlig vedligeholdt grusbane. Jeg blev sendt på hospitalet og fik gips på i seks uger. Det tog et halvt år, før jeg var mig selv igen som fodboldspiller,« siger Bahr.

Bahrs historie viser to ting: betydningen af forebyggelse og den idrætsmedicinske udvikling.

»Idrætsmedicin er nået langt, siden jeg var 16 år. For 35 år siden tog det 6 måneder at komme tilbage; med de behandlinger, der bruges i dag, ville det tage 6 dage.«

»Desuden kunne den skade, jeg fik dengang, let have været undgået, hvis vedligeholdelsen havde været bedre. Dette ville aldrig være sket på en moderne kunstgræsbane. Nu må vi sætte et lige så stort fokus på forebyggelse af skader som på behandlingen af dem.«

- Til slut: hvilken vinteridræt er den mest sikre?

»Curling ser sikkert ud! Men man kan jo nok falde på isen og pådrage sig en hjernerystelse også i den sport,« slutter Roald Bahr.

© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov

\ Læs mere

Hvorfor dyrker man altid sport mod urets retning?

\ Læs mere

Hvad skal man gøre, når man har fået hjernerystelse?