En kartoffel ser umiddelbart ikke ud af meget.
Men gennem tusinder af år kan den lille jordede knold have været med til at skubbe til menneskets evolution i Andesbjergene.
Det skriver ScienceAlert på baggrund af et nyt studie, der er udgivet i tidsskriftet Nature Communications.
Forskerne har undersøgt DNA fra 3.723 mennesker fra 85 befolkningsgrupper verden over. Her fandt de, at quechua-folk med oprindelse i det peruvianske højland har særligt mange kopier af et gen, der hjælper kroppen med at fordøje stivelsesrig mad.
Forklaringen kan ligge i et gen, der hedder AMY1, og som stort set alle mennesker har. Genet hjælper kroppen med at lave amylase, et enzym i spyttet, der begynder at nedbryde stivelse allerede i munden, altså helt i starten af fordøjelsen.
- Enzymer er stoffer, der hjælper kroppens kemiske processer i gang.
- Amylase begynder at nedbryde stivelse allerede i munden.
- Stivelse er en type kulhydrat, som blandt andet findes i kartofler, ris, brød og pasta.
Ifølge forskerne havde mennesker på verdensplan typisk syv kopier af AMY1-genet i studiet. Hos de undersøgte quechua-personer fra Peru var tallet 10.
Det passer med kartoflens historie i Andesbjergene, hvor mennesker begyndte at dyrke kartofler for omkring 10.000 til 6.000 år siden. Ved hjælp af genetiske dateringsmetoder og modeller fandt forskerne, at antallet af AMY1-kopier begyndte at stige omkring samme periode.
Forskerne mener, at de ekstra genkopier kan have givet en lille fordel. Hvis kroppen lettere kan nedbryde stivelse, kan det have været nyttigt i et område, hvor kartofler har fyldt meget i kosten.
Ifølge forskerne, kan mennesker med flere AMY1-kopier have haft lidt større chance for at overleve eller få børn. Forskellen var lille i hver generation, men over tusinder af år kan den have gjort de mange genkopier mere almindelige.
Forskerne sammenlignede også med befolkningsgrupper med maya-afstamning fra Mellemamerika. De har også en lang landbrugshistorie, men ikke samme lange historie med kartoffeldyrkning og de havde heller ikke samme høje antal AMY1-kopier.
Det styrker ifølge forskerne mistanken om, at de mange genkopier hos quechua-folkene hænger sammen med deres lange historie med kartofler.

































