Psykolog: Skolebørn forstyrrer ikke – de forsøger at få venner

Det er morgen i 3.a, og dansklærer Line er lige begyndt at fortælle, hvad en fagbog kan handle om; »for eksempel aber«, siger hun. Eleverne er urolige.

Nogle kigger blankt på Line, andre småsnakker med hinanden, nogle fumler med noget papir eller sidder og tripper.

Midt i kaosset begynder Benjamin at tage hænderne i armhulerne og bevæge sig som en abe, mens han kigger hen mod sin klassekammerat Lars.

»Du trænger vist til at løbe en tur i gården«, siger lærer Line og sender ham ud. Det er langt fra første gang, det sker for Benjamin (navnene er opdigtede).

I medierne kan hans forældre læse om, hvordan hans dårlige opførsel skyldes dårlig eller utilstrækkelig opdragelse. Nu tidligere undervisningsminister Mathias Tesfaye (S) kalder det for ’PDO’: »pisse dårlig opdragelse«.

I forskningen bliver dårlig opførsel ofte fremstillet som et resultat af elevens manglende konsekvensberegning eller sociale kompetencer. Med andre ord som om problemet ligger hos eleven selv.

Når Benjamin fjoller, er det altså, fordi han ikke kan regne ud, at Line vil skælde ham ud over det. Eller fordi han ikke forstår, at det er uacceptabel adfærd i en undervisningskontekst.

Børn forstyrrer for at få venner at lege med

Min ph.d.-afhandling peger på, at den opfattelse er mangelfuld og unuanceret.

Gennem talrige observationer i en 2.-3. klasse gennem 1,5 år viste det sig, at det som lærerne kalder ’dårlig opførsel’ eller ’forstyrrelser’ egentlig ofte bestod i børnenes forsøg på at løse interne konflikter eller at finde nogle at lege med i næste frikvarter.

Den dårlige opførsel opstod altså ud fra problemer i klassefællesskabet.

For eksempel kunne jeg observere, at Benjamin orienterer sig efter sin klassekammerat Lars i frikvartererne, tit er lidt udenfor – og han siger også selv i et interview med mig, at han forsøger at være sjov.

Så når Benjamin ’fjoller’ i timen, er det et forsøg på at imponere Lars, som han har været lidt på kant med.

Hans ’dårlige opførsel’ handler i den optik ikke om at forstyrre undervisningen, men er derimod et resultat af frygten for at stå alene på legepladsen i næste frikvarter.

Når vi kalder det ’dårlig opførsel’, har vi derfor allerede misforstået ham.

Det fund bliver blandt andet bakket op af forskning, der peger på, at børns deltagelse i undervisningen må ses i sammenhæng med de kontekster, de deltager i i løbet af deres hverdag. Samtidig læner fundet sig også op ad moderne mobbeforskning, som viser, hvordan eksklusionsdynamikker kan være magtfulde i forhold til børns deltagelse i undervisningen.

Eksklusion skaber uro og forstærker utrygheden

Når vi forstår mere om, hvordan uroen opstår, kan vi også bedre vurdere, om det hjælper at smide børn ud af klasselokalet.

Når Line sender Benjamin ud i skolegården i et forsøg på at skabe ro i klassen, afskærer hun i den tid, han er væk, Benjamin fra at kunne skabe en kontakt med Lars.

Det betyder, at han risikerer at stå uden nogen at lege med i frikvarteret. På den måde vil han måske i næste time være endnu mere opsat på at være sjov og imponere Lars.

Det betyder altså i sidste ende, at Lines eksklusion af ham kan føre til mere uro og ikke mere ro, som hun håber på.

Uro hænger sammen med et utrygt klassefællesskab

I Benjamins klasse har der i det hele taget udviklet sig mange konflikter og utryghed blandt eleverne. Det betyder, at mange af eleverne har det ligesom Benjamin, og at der er meget uro i undervisningen.

Når lærerne sætter ind med eksklusioner som svar, virker det måske på kort sigt.

Men på langt sigt bidrager eksklusionerne til en utryghed, fordi man som elev aldrig kan vide, om man er inde eller ude.

Det samme gælder, når elever sendes hjem – enten midlertidigt eller permanent.

Individuelle læringsmål spænder ben

Så hvad kan vi gøre anderledes?

En oplagt mulighed for at understøtte elever som Benjamin er ved at planlægge undervisningen sådan, at den er med til at understøtte venskaber blandt eleverne – for eksempel ved at lave gruppearbejde.

Opgaven består i at forene det sociale og det faglige i aktiviteter, hvor elever som Benjamin kan pleje deres venskaber gennem det faglige indhold. Og det er lærerne udmærket klar over.

Men når lærerne er pressede, fordi eleverne råber og skriger, skærer de ofte ind til benet og tyer derfor alligevel til undervisningsformer, hvor eleverne arbejder hver for sig.

I mine observationer i fem forskellige klasser og interviews med forskellige lærere virker det, som om lærerne betragter den undervisningsform som den mest sikre og kontrollerbare.

Måske fordi politiske reformers fokus på individuelle læringsmål og individuel testning, eksempelvis PISA, er med til at lægge et overdrevent fokus på elevernes individuelle læring.

Men hvis vi skal komme uroen til livs, peger min forskning på, at vi skal give lærerne mulighed for at fokusere mere på eksempelvis gruppearbejde frem for individuelle elevers læringsmål.