De store oplysningstænkere var dybt religiøse

Oplysningen er alle steder. Hvis der ikke ligger en morgenavis på ens spisebord, har man måske deltaget i et arrangement på det lokale bibliotek eller fulgt et kursus på Folkeuniversitetet.

Bare i Aarhus, hvor jeg bor, er der oplysning overalt med forlag, foredrag og museer.

Mange større festivaler har også oplysning i centrum såsom Historiske Dage og Bloom i København, Sprogense i Bogense, Folkemødet på Bornholm og Kulturmødet på Mors.

For ikke at tale om højskoler og efterskoler, der er blevet selve indbegrebet af oplysning i Danmark.

Vi er på en måde omsluttet af oplysningen hele tiden, og vi bliver alle formet af den. Alligevel har vi ikke en særlig klar idé om, hvad den egentlig er.

Nye tidsskrifter, bøger og selskaber

Når vi i dag diskuterer vores egen tids oplysning, er ordet ’oplyst’ er det måske ikke det første ord, der falder os ind.

Da chefredaktør for Zetland, Lea Korsgaard, i en lille bog fra 2017 skulle karakterisere vores samtid, kaldte hun den ligefrem for løgnens tidsalder.

Derfor kan det virke lidt mærkværdigt, at mennesker i 1700-tallet var så optimistiske, at de talte om deres egen tid som oplysningens tidsalder. Men de havde en god grund.

De allerførste oplysningstænkere levede nemlig i en periode, hvor ikke bare verden, men også vores måde at forstå den på, ændrede sig så radikalt, at det krævede et nyt begreb.

Først og fremmest kom den nye verden til udtryk i en ny offentlig kultur. Med et væld af nye aviser, tidsskrifter, bøger og selskaber sprudlede oplysningen frem og skabte den offentlighed, vi kender i dag.

Flere store institutioner, som vi stadig forbinder med oplysningsarbejdet, blev netop grundlagt i 1700-tallet.

Det gælder for eksempel Berlingske, den ældste avis i Danmark, som den tyskfødte bogtrykker Ernst Henrich Berling udgav første gang i 1749.

Og landets største forlag Gyldendal, som Søren Gyldendal grundlagde i 1770.

Et nyt verdensbillede

Når folk dengang begyndte at tale om samtiden som oplysningens tidsalder, hang det altså sammen med de mange skelsættende begivenheder.

Læsere af Kiøbenhavnske Danske Post-Tidender, som Berlingske hed dengang, kunne for eksempel undre sig over, at Amerikas Forenede Stater erklærede sig uafhængige af den engelske konge i 1776.

Senere kunne de forfærdes over franskmændenes revolution i 1789, hvor Ludvig 16. og hans kone Marie-Antoinette efter nogle år endte med at få kappet hovederne af på Place de la Révolution i Paris.

Ud over de store politiske omvæltninger kunne folk i tidsskrifter og bøger læse om astronomernes argumenter for et nyt verdensbillede med Solen i centrum frem for Jorden.

De kunne også diskutere alt lige fra englænderen Isaac Newtons fysiske love til skotten Adam Smiths økonomiske teorier.

De tidlige oplysningstænkere var dybt religiøse

Hvis vi skal forstå det tidlige oplysningsprojekt, handler det, som den tyske filosof Immanuel Kant beskriver, om at mennesket bliver i stand til at deltage i denne nye offentlighed ved at tænke frit og kritisk med sin forstand.

Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed. Immanuel Kant

Der er dog mindst to steder, hvor mange i dag slet ikke ville kunne genkende nutidige idéer om oplysning i den tidlige udgave.

De fleste tænkere dengang var nemlig dybt religiøse. N.F.S. Grundtvig var i 1800-tallet højlydt fortaler for oplysning, og han så ingen modsætning mellem sit eget oplysningsprojekt og det kristne budskab.

Sådan var det netop for langt de fleste tidlige oplysningstænkere. Projektet var således ikke antireligiøst.

Oplysningen stemte derimod fuldt overens med Bibelens budskab, hvor Jesus ifølge Johannesevangeliet ’oplyser’ mennesket, ligesom Gud viser sig gennem lys i form af ild for profeter som Abraham og Moses i Det Gamle Testamente.

At træde ud af mørket og vende sig mod lyset var allerede beskrevet i Biblen, før eksempelvis Grundtvig gjorde det til en del af sit billedsprog, netop fordi han så oplysningens lys og forkyndelsens lys som det samme.

Oplysning var ikke lig med demokrati

Religion er den ene ting, vi i dag normalt ikke forbinder med oplysning. Til gengæld forbinder vi ofte oplysning med demokrati.

Et oplyst samfund må være et demokratisk samfund, men sådan var det langtfra i starten.

De fleste oplysningstænkere i 1700-tallet opfattede det som en selvfølge, at oplysning kunne og skulle udfolde sig inden for enevældige styreformer.

Her er monarken både den øverste udøvende, dømmende og lovgivende magt, sådan som det var tilfældet i Danmark, fra Frederik 3. indførte enevælden ved et statskup i 1660, til Grundloven i 1849.

Den dansk-norske komediedigter Ludvig Holberg skrev mange af sine skuespil, såsom Erasmus Montanus, under enevælden.

Med sit forfatterskab var han med til at forme oplysningen i Danmark og de mange mindre kendte oplysningstænkere, der kom efter ham. Men Holberg var på ingen måde demokrat.

Holbergs skuespil Jeppe på bjerget handler blandt andet om, hvordan en fordrukken bonde bliver bildt ind, at han er baron, og blot forvandler sig til en fordrukken og tyrannisk baron.

Der er intet demokrati, ingen ligeværdighed, intet forsøg på at lade den svage bonde omvælte et forskruet magthierarki.

Snarere viser den fordrukne Jeppe, at det ikke går at overlade magten til personer, der ikke har karakter til at bære ansvaret.

Det er en grundlæggende udemokratisk pointe, der går igen i hele Holbergs forfatterskab. Oplysning kan altså betyde vidt forskellige ting.

Oplysning handler om bestemte idéer og værdier

Når vi skal forsøge at forstå, hvad oplysning er, må vi derfor skelne på en anden måde.

Der er forskel på oplysning som det at sprede information på den ene side og oplysning som et projekt med nogle bestemte idéer og værdier på den anden.

Når min fagforening for eksempel oplyser mig om mine arbejdsvilkår, har det som udgangspunkt ikke noget med oplysning som projekt at gøre.

Heller ikke, hvis IKEA via et lille papirhæfte oplyser mig om, hvordan jeg samler mit nye skab.

Trods det store væld af tilgængelig information i google-søgninger og ChatGPT-prompts har det som udgangspunkt intet med oplysning som projekt at gøre, for der knytter sig ingen bestemte idéer eller værdier til det.

Også selv om oplysningsprojektet selvfølgelig godt kan handle om at sprede information.

Men for Grundtvig handler oplysning eksempelvis om at gøre mennesket opmærksom på sin egen nationale historie og blive dannet som kristent menneske i det samfund og den tid, det er en del af.

For Holberg handler det om at opføre sig moralsk ordentligt og tænke kritisk for derved ikke at opføre sig indbildsk og naragtigt.

For andre handler det om at skabe en bedre og mere retfærdig verden.

Et uafsluttet projekt

Der er altså mange bud på, hvad oplysning er.

Fælles for dem er, at det som oftest ikke beskriver en egentlig tilstand, vi har opnået, men derimod et konstant og uafsluttet projekt både for samfundet og den enkelte.

Den nyligt afdøde tyske idehistoriker Jürgen Habermas er netop blevet kendt for at tale om oplysningen som det endnu ufuldendte moderne projekt, og siden Kants lille skrift mange år tidligere har mange set oplysningen som noget i konstant proces.

Allerede Kant pointerede nemlig, at vi ikke lever i en oplyst tidsalder, men i en oplysningens tidsalder.

Selv om jeg kan føle mig som en oplyst borger i et demokratisk samfund, er vi stadig blot i starten af oplysningsprojektet.

I det store billede er vi, som den britiske historiker Roy Porter skriver, alle stadig blot børn af oplysningen, og man kunne tilføje, at vi stadig er i gang med at finde ud af, hvordan et oplyst samfund egentlig ser ud.