Rumfarten er ved at dele sig i to områder: Det nære rum omkring Jorden og så resten af Solsystemet.
Det nære rum begynder allerede 100 km oppe, og det strækker sig ud til Månen. Det er her, de mange tusinde satellitter findes, og det er her, fremtidens politiske, økonomiske og militære konflikter vil finde sted. Det emne har vi behandlet i artiklen: ‘Skal rummet opfattes som Jordens 8. kontinent?’
I denne artikel og en kommende vil vi se på, hvilke muligheder vi har for både at udforske og anvende resten af Solsystemet, først og fremmest Mars.
Denne artikel handler om fremtidens rumrejser, og den næste om planeterne og muligheden for at bygge baser.
\ Miniserie: Fremtidens rumfart i Solsystemet
Denne artikel er den første af to i en miniserie om, hvad fremtiden bringer indenfor rumfarten i vores solsystem.
I artiklerne forudsætter vi, at fremtidens samfund ønsker at afsætte de nødvendige midler til at sende mennesker langt ud i Solsystemet.
Dette er bestemt en mulighed. Tre faktorer kan dog føre til en fremtid, hvor Solsystemet ikke kommer til at blive en del af vores historie i det 21. århundrede og måske også længere frem:
- Det vil koste en masse penge, og det mest sandsynlige er, at en bemandet udforskning ikke vil give et hurtigt politisk, økonomisk eller militært udbytte. Man må jo huske, at drivkraften bag Apollo ikke var videnskab, men ren politik i den kolde krig.
- Klimaændringerne kan få fremtidens samfund til at koncentrere sig mere om Jorden og mindre om fjerne kloder
- Stadigt mere autonome robotter udstyret med AI kan overtage mange opgaver med at udforske rummet til en meget lavere pris, end hvis man sender astronauter.
Men vi bevarer optimismen og dykker i denne serie ned i, hvilke udfordringer det giver at sende mennesker ud på lange rejser i Solsystemet samt slå os ned på fremmede planeter.
Kom med på en ‘rundtur’ på rumskibet
At sende et bemandet rumskib til Mars eller længere ud i Solsystemet kan sammenlignes med at bygge en rumstation i bane om Jorden og så sende den afsted på en flere år lang rejse, hvor astronauterne hverken kan vende om eller på nogen måde få hjælp her fra Jorden.
Det er den meget lange rejsetid, der begrunder, at rumskibet nærmest skal sammenlignes med en rumstation – måske ikke helt så stor som den 450 ton tunge rumstation ISS, men dog en pænt stor station. For når man skal opholde sig i rumskibet i årevis, skal astronauterne have god plads:
- Det er nødvendigt, at hver astronaut har egen kabine for dog at have lidt privatliv.
- Der skal være plads til at træne, for at modvirke hvordan vægtløsheden svækker knogler og muskler.
- Der skal være et fælles spiserum og laboratorier.
- Desuden bliver det nødvendigt med et særlig strålingsbeskyttet rum, hvor man kan gemme sig, når udbrud på Solen fylder rummet med dødbringende stråling.
- Og hvis man alligevel bliver syg af stråling eller andet så skal der også være plads til et meget lille hospital med 1-2 senge.
- Hertil kommer plads til et meget omfattende lager af reservedele, for det er helt sikkert, at på en 2-3 år lange rejse, så vil noget gå i stykker, og den nærmeste butik er jo nogle millioner km borte.
Så velkommen ombord på rumskibet!
Rejsens fem største udfordringer
Man kommer sikkert ombord, mens fartøjet endnu kredser om Jorden. Og mens man venter på at blive sendt afsted, kan man jo læse om de fem store udfordringer rejsen byder på:
- Når Jorden kun er en lille blå prik
- Når man ikke kan slippe væk
- Det rene rumskib
- Stråling
- Tyngdekraft
I det følgende dykker vi ned i de fem udfordringer og bemærker, at de to første er psykologiske – noget, vi jo normalt ikke tænker på i forbindelse med rumflyvning. Hvis man vil gå i dybden med udfordringerne ved rumrejser, anbefaler vi NASAs oversigt.
1) Når Jorden kun er en lille blå prik
Allerede efter de første par uger begynder Jorden at ligne en lille, blå stjerne, én blandt mange andre på rummets sorte himmel.
På rumstationen ISS kunne man opleve Jorden med dens skyer, have, skove og ørkener som en oase i rummets store mørke, og det har haft en stor betydning for astronauterne. Men den oplevelse må man undvære på en Marsrejse.
Det bliver også umuligt at føre en samtale med Jorden, fordi der går for lang tid mellem spørgsmål og svar, og det understreger, at nu er man for alvor på vej bort. Der er ingen vej tilbage, fordi rumskibet ikke har nok brændstof til at vende om.
Rumskib og besætning er nu helt overladte til sig selv. Man kan kun håbe på, at de medbragte reservedele kan klare alle uforudsete situationer.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I mere end 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
Rumskibet medfører naturligvis også medicin, men der var også medicin på ISS i januar 2026, og alligevel måtte man bringe en besætning tidligere tilbage til Jorden på grund af en medicinsk nødsituation. Man kan ikke gardere sig mod alt.
At gennemføre en sådan rejse kræver altså psykisk meget stabile astronauter og en stor evne til at kunne samarbejde. Psykologerne få noget af et job med at udvælge besætningen.
2) Når man ikke kan slippe væk
Det kan være en stor belastning at skulle være sammen med de samme mennesker døgnet rundt i 2-3 år uden at kunne slippe væk.
Alene af den grund er det nødvendigt, at rumskibet er stort som en lille rumstation med flere moduler – man skal meget gerne bare en gang imellem kunne være sig selv.
De private kabiner skal være så store, at man kan sætte sit personlige præg – det er ikke nok, at der bare er plads til en sovepose og en computer. En anden mulighed er at have et lille drivhus, hvor man dyrker planter, hvilket har en god virkning på psyken.
Det vil måske også være en god ide ved hjælp af virtual reality at kunne forvandle rumskibets indre, så man pludselig oplever at sejle i et skib, befinde sig midt i en skov eller besøge pyramiderne.
Det psykiske helbred er i hvert helt afgørende for at kunne gennemføre rejsen.
3) Det rene rumskib
Er der noget, som er vigtigt, er det at holde rumskibet rent, og det gælder især for toiletterne.
Det er bestemt ikke let at gå på toilettet, når man er vægtløs – en lille fejl, og ens efterladenskaber driver rundt. Så mottoet på ISS har i mange år været renlighed frem for alt.
Men det kan måske overdrives, for nye undersøgelser har vist, at ISS næsten er for ren, og at det også giver problemer. Undersøgelsen er omtalt i denne artikel på The Conversation, og konklusionen er, at der simpelthen er for få bakterier – bogstavelig talt kun de bakterier, astronauterne selv medfører.
I et sådant miljø kan immunsystemet have svært ved at fungere normalt. Det kunne være med til at forklare, hvorfor astronauter ofte lider af immunrelaterede problemer som svampeinfektioner, forkølelsessår og uforklarlige hudlidelser, mens de er i kredsløb.
Her er virkelig noget, der skal forskes i, før vi drager ud på årelange rumrejser.
4) Stråling
Når man rejser ud i rummet, er man udenfor Jordens beskyttende magnetfelt, og det betyder ingen beskyttelse mod den kosmiske stråling eller voldsomme soludbrud.
Disse udbrud kan være så voldsomme, at astronauternes liv er i fare, hvis ikke man kan gemme sig i et særligt strålingsbeskyttet rum.
Faktisk var der inden opsendelsen af Artemis 2 i april 2026 forslag om at udsætte misisonen i mindst et halvt år på grund af faren for voldsomme soludbrud.
Soludbrud er da bestemt heller ikke noget, man bare kan tage let på. I august 1972 var der en så voldsom solstorm, at den ville have dræbt datidens astronauter, hvis de på daværende tidspunkt havde været ombord på et Apollo-rumskib til Månen.
NASA var simpelthen bare heldige, for Apollo 16 var vendt hjem fra Månen i april, og Apollo 17 blev først opsendt i december.
På en årelang rejse må man bare finde sig i det. Og selv når der ikke er udbrud, vil man døgnet rundt blive mindet om den kosmiske stråling, der direkte kan ses som små lysglimt i øjet.
Hvert glimt skyldes en atomar partikel, som har dræbt en masse celler, hvilket astronauterne naturligvis ved.
Der er overhovedet ingen tvivl om, at en rejse til Mars fører til en forøget kræftrisiko – så det er foreslået kun at sende lidt ældre astronauter af sted, da kræften først viser sig måske flere år senere…
5) Tyngdekraft
Under rejsen er astronauterne vægtløse, og det betyder, at deres knogler og muskler svækkes.
Blodet fordeler sig desuden på en anden måde, så der kommer mere blod til hoved og overkrop – og noget tyder på, at det kan give problemer med synet. Det kan man modvirke med 2 timers fysisk træning pr dag – men uden bad bagefter.
Ved ankomsten til Mars, skal man jo så lande, og det betyder igen at vænne sig til tyngdekraft.
Her på Jorden gøres det ved langsom genoptræning under lægeovervågning, men det er der ikke mulighed for på Mars. Man skal i gang hurtigt, og nok er tyngdekraften på Mars kun 1/3 af tyngdekraften her på Jorden, men til gengæld skal man gå rundt i en tung rumdragt med en tung rygsæk med iltbeholdere. Det vil helt sikkert være anstrengende.
Der forskes allerede nu i, hvordan man skal klare denne overgang, men let bliver det ikke, især for de første, der ankommer.
Først på et meget senere tidspunkt, hvor der måske er bygget en base, kan man tilbyde nyankomne astronauter en mere langsom genoptræning.
I næste artikel om planeterne ser vi på muligheden for at bygge baser på Mars og måske bo der. Det er en udfordring, som er lige så stor som det at gennemføre rejsen. Du kan abonnere på Videnskab.dk’s gratis nyhedsbrev om rummet, hvis du vil have artiklen direkte i din indbakke.
