Det siges, at den romerske feltherre og statsmand Julius Cæsar opbevarede et lager af planten i statskassen.
Den antikke forfatter Plinius den Ældre skriver, at kejser Nero ejede det sidste eksemplar af den.
Og det er endda blevet foreslået, at udbredt udenomsægteskabelig sex i den romerske elite fik efterspørgslen til langt at overstige udbuddet, så planten til sidst forsvandt helt.
Hvad var det? Det var Silphium:
En uddød plante, der engang voksede vildt i det nuværende Libyen.
Planten blev brugt som prævention og til abort, som medicin, krydderi, parfume og til at fremme husdyrenes sundhed og vækst.
Urtens særlige egenskaber gjorde den til én af de mest eftertragtede og værdifulde handelsvarer i den græsk-romerske oldtid.
Men en dag uddøde den.
30 centimeter høj 'elskovsplante'
I dag bliver silphium ofte beskrevet som et afrodisiakum, eller elskovsmiddel, selvom det faktisk ikke bliver bekræftet i antikke kilder.
Nogle af de tidligste afbildninger af planten viser dens hjerteformede frøkapsel, og det kan være her, forbindelsen til kærlighed og sex er opstået.
Afbildninger på mønter og små figurer har fået moderne botanikere til at foreslå, at silphium var i familie med nutidens vilde kæmpefennikel i slægten Ferula.
Den er dog ikke beslægtet med de nordamerikanske planter i slægten Silphium, som Silphium laciniatum (kompasplante) og Silphium integrifolium (også kendt som rosin-urt), som begge er hjemmehørende i Nordamerika.
Silphium er blevet afbildet ved siden af gazeller - en anden vare fra Libyen - og her ser det ud til, at plantens stængler typisk var omkring 30 centimeter høje.
Kraftfuld harpiks
Fra plantens stængler og rødder udvandt man en harpiks, som blev opbevaret i mel.
Det gjorde det muligt at transportere den fra Libyen til fjernere egne.
Romerne kaldte harpiksen laser eller laserpicium. Den fineste laserpicium blev udvundet af roden, mens en ringere kvalitet også kunne komme fra stænglen.
Men silphium var kendt længe før romerne. Også grækerne brugte planten, og i visse regionale økonomier var den så vigtig, at den ofte blev afbildet på mønter.
Tag med på en tidsrejse til Romerriget, hvor vi smager på oldtidens opskrifter:
Grækerne ser dog ikke ud til selv at have høstet silphium.
De fik den som tribut (skat, der betaltes til herskeren i et område, red.) fra libyske stammer, der levede i områderne, hvor planten voksede, og som kendte høst- og tilberedningsteknikkerne.
De græske bystater i regionen udnyttede denne lokale viden og gjorde silphium til en handelsvare.
Dette mønster, hvor oprindelige folks viden udvindes og omsættes til profit af andre, kendes også fra den moderne globaliserede økonomi.
Mad som medicin
Silphium blev ofte nævnt i antikke medicinske skrifter og blev ofte indtaget gennem maden.
I oldtiden var skellet mellem mad og medicin ikke så tydeligt, som det er i dag. Helbredende ingredienser blev ofte tilsat enkle retter som linsegrød.
I den græsk-romerske medicin blev silphium betragtet som en 'luftig' fødevare, der kunne rense kroppen for blokeringer, som man mente skabte sygdom.
'Luftige' fødevarer blev også anset for at kunne forhindre undfangelse og fremkalde abort, afhængigt af hvornår de blev indtaget.
Soranus fra Efesos' værk om gynækologi i fire bind, skrevet omkring det 1.-2. århundrede efter vor tidsregning, beskriver, hvordan forskellige stærkt smagende urter og krydderier – blandt andet silphium – kan blandes med vin eller enkle fødevarer og bruges som oral prævention.
Soranus bemærker, at denne form for prævention ofte gav maveproblemer.
Soranus foreslog også forebyggende stikpiller og andre midler, blandt andet at smøre livmoderhalsen med gammel olivenolie, honning, harpiks, balsam, blyhvidt, myrteolie, fugtet alun, galbanumharpiks (intens grøn, aromatisk harpiks udvundet fra skærmblomstrede planter fra Mellemøsten, som kommer fra en slægtning til silphium og blev brugt i parfume) samt en tot fin uld.
Det var ikke lægemidler i moderne forstand, men stoffer og materialer, som kunne mindske sandsynligheden for undfangelse ved at virke antibiotisk eller sæddræbende eller ved at danne en fysisk barriere.
Det er naturligvis problematisk at bruge litteratur skrevet af mænd som kilde til kvinders medicinske viden.
Det er meget sandsynligt, at viden om graviditet, prævention og abortfremkaldende midler blev overleveret mellem kvinder, og at meget af den viden aldrig fandt vej til de antikke medicinske tekster, der er bevaret.
Vi har ingen dokumentation for, hvor effektiv silphium faktisk var som præventions- eller abortmiddel, for planten findes ikke længere og kan derfor ikke testes.
Stadig et mysterie
Silphium lod sig ikke dyrke af mennesker, og derfor var der kun en begrænset mængde af planten.
Dens økonomiske værdi – og statens kontrol med den – ser ud til at have været et stridspunkt blandt lokale befolkninger. I romersk tid findes der beretninger om hærværk og om lokale bønder, der lod deres husdyr græsse på planterne.
Klimaforandringer og ørkendannelse langs Afrikas nordkyst kan have bidraget til plantens uddøen.
Romerne mente, at silphium var uddød i det 1. århundrede efter vor tidsregning, men planten kan have været brugt lokalt helt frem til det 5. århundrede.
Der har været flere forsøg på at finde overlevende bestande af silphium i nutiden, men forskere er ikke enige om én bestemt plante, der kan være dens efterkommer.
Silphium var muligvis en hybridplante, der formerede sig ukønnet, hvilket ville have gjort den svær at dyrke og sårbar over for forandringer.
Overlevet frem til i dag?
I 2021 blev en ny art af kæmpefennikel, Ferula drudeana, identificeret omkring tidligere græske bosættelser i Anatolien, det nuværende Tyrkiet.
Den ligner de antikke afbildninger af silphium.
Det kan derfor tænkes, at frø fra Libyen nåede til Tyrkiet og har overlevet frem til i dag.
Men før der findes frø fra antikkens silphium i sikkert daterede arkæologiske lag, kan hypotesen ikke testes.
Der findes mange arter af kæmpefennikel i Middelhavsområdet og de omkringliggende regioner.
Men fordi mange medier fejlagtigt har omtalt planten som et afrodisiakum eller elskovsmiddel (især som middel mod erektil dysfunktion) er der nu voksende bekymring for overhøstning af nulevende arter.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
