Vil fremtidens geologer kunne se, at der skete noget dramatisk på Jorden fra 1950?

I slutningen af den geologiske epoke Palæocæn blev der skruet kraftigt op for temperaturen på kloden. For 56 millioner år siden steg CO₂-niveauet, og temperaturen steg således med mellem 5 og 8 grader.

Regnskyl, tørke og havforsuring fulgte. Store mængder mikroorganismer døde ud, mens pattedyr på land gennemgik en rivende udvikling. Det fortæller geolog Reidar Müller i en ny bog, ‘Ild og is’, der handler om klimaets historie,.

Den kraftige opvarmning og forandringer i naturen for 56 millioner år siden har sat sine spor. I dag kan geologerne studere hændelsen i klippelag mange steder rundt omkring i verden.

Hændelsen, som kaldes PETM (Paleocæn-Eocæn Thermal Maximum), markerer overgangen fra en epoke i Jordens geologiske tidsalder til den næste – fra Paleocæn til Eocæn.

Det er en af de mest berømte overgange mellem to epoker. Nu spørger forskere sig selv, om vi er vidne til en ny overgang.

Den epoke, der strækker sig fra sidste istid, for 11.700 år siden, og frem til i dag, kaldes Holocæn. Men er menneskets fodaftryk på kloden nu blevet så stort, at det for evigt vil sætte spor i klodens naturlige arkiver?

Har vi set overgangen til en ny æra, én som skal kaldes Antropocæn – menneskets tidsalder?

Til afstemning

Siden 2009 har en arbejdsgruppe arbejdet med dette spørgsmål. De anbefaler at introducere Antropocæn og fokusere på 1950’erne som starttidspunkt.

Nu er de landet på 12 steder i verden, der kan bruges til at definere begyndelsen af Antropocæn. Her finder de detaljerede spor af menneskelig påvirkning i moser, på havbunden, i indsøer eller koralrev.

Gruppens resultater bliver præsenteret i en ny artikel i tidsskriftet Science.

I slutningen af 2022 skal der stemmes om kandidaterne, så én står tilbage. Der skal efterfølgende stemmes om forslaget i forskellige udvalg.

Forslaget kan blive forkastet undervejs, eller det kan nå til tops og blive præsenteret for International Union of Geological Sciences med henblik på eventuel ratificering.

Hvis det sker, vil en ny epoke i Jordens historie blive indført: Vi vil ikke længere leve i Holocæn, men i Antropocæn.

Stoppede præsentation

Udtrykket Antropocæn blev kendt i år 2000, selvom det er blevet nævnt tidligere.

Paul Crutzen sad til et videnskabeligt møde i Mexico. Han havde tidligere vundet Nobelprisen i kemi for at være én af de forskere, der beviste, at ozonlaget blev tyndet ud ved polerne som følge af den industrielle gasudledning, fremgår det af en artikel i The Guardian.

Ved mødet i Mexico præsenterede forskerne resultater, der fortalte om forandringer på kloden i stor skala. Paul Crutzen var ifølge artiklen i The Guardian synligt oprørt.

Under et oplæg om Holocæn fik han nok. Efter at have hørt ordet ’holocæn’ et vist antal gange, stoppede han præsentationen og bad folk holde op med at sige ordet.

»Vi er ikke i Holocæn længere,« udbrød han eftersigende.

Et andet koncept blev lagt på bordet: Antropocæn. Anthropos betyder menneske.

Slå til

To år senere publicerede Paul Crutzen en artikel i Nature, hvor han påpeger menneskets accelererede indvirkning på Jorden og sætter det i perspektiv med begrebet Antropocæn.

»Medmindre der er en global katastrofe – et meteoritnedslag, en verdenskrig eller en pandemi – vil menneskeheden have afgørende effekt på miljøet i mange årtusinder,« skrev han.

Udtrykket slog an blandt andre grupper end geologer og blev taget i brug inden for forskellige forskningsområder og i populærkulturen.

I 2009 blev der desuden nedsat en arbejdsgruppe, der skulle undersøge det geologiske grundlag for at skabe en ny æra.

»Hører hjemme et sted«

Reidar Müller, som er geolog og forfatter, er tilknyttet Universitetet i Oslo. Han mener, at udtrykket Antropocæn hører hjemme et sted.

»Jeg synes, det er interessant, at vi forsøger at sætte navn på en periode i Jordens historie, hvor en art påvirker miljøet i så stor grad, som vi gør,« siger Reidar Müller og fortsætter:

»Spørgsmålet er, om det er en så signifikant geologisk hændelse, at vi kan opkalde en epoke efter den.«

Henrik Hovland Svensen, som er geolog og lektor ved Universitetet i Oslo, synes, at begrebet både er nyttigt og interessant.

»Jeg tror, det ville have været nyttigt, fordi jeg selv arbejder med sedimenter og ser værdien af at kunne definere starten på en ny epoke,« siger Henrik Hovland Svensen.

»Så er det interessant, fordi det har bragt mange følgebegreber og interessante diskussioner med sig,« tilføjer lektoren.

Diskussioner om vippepunkter, planetariske tolerancegrænser, den sjette masseudryddelse og mere hører til under Antropocæn-paraplyen.

Det er ikke blot et forslag, der omhandler geologiske fagudtryk; det har også en politisk dimension.

»Det er klart, der var nok en politisk motivation blandt dem, der foreslog det i første omgang. Man ville forsøge at sætte et mærkat på, at vi er skyld i meget store ændringer, og at vi måske burde gøre noget ved det,« siger Henrik Hovland Svensen.

Gødning og olie

Men denne gang er det ikke vulkanismens hærgen eller en meteorit, der får skylden for at starte en ny epoke.

Hvilken slags forandringer kan tænkes at sætte spor og markere en ny tidsalder?

Jo, eksempelvis at vi har ændret det geokemiske kredsløb af kvælstof og fosfor, forklarer Reidar Müller:

»Vi bruger enorme mængder nitrogen og fosfor, som vi pumper ud i økosystemet via kunstgødning.«

CO₂-indholdet i atmosfæren er som bekendt steget hurtigt og er formentlig det højeste, det har været i mindst tre millioner år. Temperaturen er også steget hurtigt med lidt over én grad globalt.

Enorme mængder olie, gas og kul er brændt op på få år.

Mængden er illustreret i Reidar Müllers seneste bog: Hver dag brænder vi 95 millioner tønder olie. Der er så mange, at de kan stå på række og nå én gang rundt om ækvator.

Olien var engang planter og alger, der trak CO₂ ud af luften og blev begravet. Dette kulstof føres nu tilbage til systemet.

Hønseknogler

Desuden har mennesket omformet landskabet.

Floder og søer opdæmmes og reguleres, grus, sten, metaller og kul udvindes fra jorden.

Store arealer er blevet omdannet til græsgange og marker. Byer og bygninger er opført. Skove er blevet fældet og området brugt til noget andet.

»Vi har fjernet skov svarende til et område på størrelse med Nordamerika siden civilisationens begyndelse, og vi fortsætter med at brede os,« konstaterer Reidar Müller.

Samtidig er der blevet rigtig mange af visse typer dyr og færre af andre.

Vores husdyr udgør 60 procent af den samlede vægt af pattedyr, mens samtlige vilde pattedyr kun udgør fire procent.

Høns er nu det mest talrige hvirveldyr på land. Jan Zalasiewicz, der tidligere har ledet den antropocæne arbejdsgruppe, mener, at hønseknogler vil blive en af vor tids fossile markører.

Andre ændringer er, at arter har spredt sig med mennesker til nye områder, og at biodiversiteten er truet.

»Hvis det fortsætter som nu, hvis det ikke lykkes os at stoppe den sjette udryddelse, der tales om, vil vi helt sikkert se i fremtiden, at artsdiversiteten er faldet. Man vil også se, at nogle arter er blevet meget dominerende, som for eksempel høns,« siger Reidar Müller.

\ Læs mere

Den sjette masseuddøen: Jordens liv forsvinder lidt efter lidt

Samtidig kan mennesket ikke måle sig med visse andre kræfter, der har sat deres præg på Jorden i forhistorien, påpeger Reidar Müller.

»Tag den sidste istid, som nåede sit maksimum for 20.000 år siden. Gletscherne flyttede enorme mængder sten og grus. Isen har skabt fjorde og dale. I forhold til den store iskappes kraft påvirker vi ikke landskabet så meget endnu,« siger Reidar Müller.

Uenighed om starttidspunktet

Forskerne i arbejdsgruppen mener, at den nye epoke bør starte i 1950. Det falder sammen med det, der er blevet kaldt ’den store acceleration’.

Fra 1950 og frem peger pilene opad på mange områder: Antallet af mennesker, produktion af varer, energiforbrug, rejser, vandforbrug, gødskning, tab af regnskov og så videre.

Ikke alle er enige om, at 1950 er det bedste tidspunkt. Mennesket har påvirket kloden i flere tusind år. Jægere og samlere var med til at udrydde store dyr længe før civilisationerne opstod.

»Som geolog, der er optaget af den dybe tid, synes jeg, det er spændende at trække grænsen til Antropocæn lidt tilbage i tiden. Som for eksempel tilbage til landbrugsrevolutionen, hvor store arealer blev opdyrket eller omlagt til græsgange,« siger Reidar Müller.

En del forskere hævder, at det allerede for flere tusinde år siden førte til en lille stigning i både metan og CO₂ i atmosfæren, siger Reidar Müller.

»Et af de største naturindgreb i norsk natur er afbrændingen af skoven langs kysten fra Lista i syd til Lofoten i nord for at omdanne den til græsgange. Det er enorme naturindgreb, der skete for flere tusinde år siden.«

Har taget prøver

Andre har foreslået at sætte starttidspunktet ved den industrielle revolution.

»Der er mange forskellige måder at se det på. Men det skal kunne måles,« siger Henrik Hovland Svensen.

Den industrielle revolution startede ikke på samme tid alle steder og vil ikke være lige så let at måle i Jordens arkiver. Derfor gik man bort fra dette tidspunkt, og arbejdsgruppen landede på 1950.

I den nye artikel i Science beskrives tolv steder, der er blevet foreslået for at definere starten på Antropocæn.

»Artiklen er en slags statusrapport og en fin gennemgang af problematikken,« siger Henrik Hovland Svensen.

På de 12 lokationer er der taget prøver, mest kerneprøver: Lange rør stukket ned i havbunden eller i jorden.

Mikroplast og plutonium

Et af de steder, forskerne har udpeget, er Beppu Bay, en bugt i Japan, der indeholder flere typer markører, som kan bruges til at bestemme starten på Antropocæn.

I bugtens dyb er der stille og iltfattigt vand. Her har lag på lag af materiale med tiden hobet sig op på bunden med tiden, hvor det har ligget relativt uforstyrret.

I en kerneprøve på omkring en meter kan forskerne se tilbage på de sidste 1.300 år.

Fra 1965 dukker særlige kulstofpartikler op, der stammer fra forbrænding af olie og kul. Det er en markør for menneskelig aktivitet, som nu kan findes på alle kontinenter, inklusive Antarktis, ifølge arbejdsgruppens hjemmeside.

I prøven ser forskerne også DDT, et insekticid, miljøgiften PCB og en kraftig stigning i mikroplastik siden 1960’erne.

\ Læs mere

Forsker: PCB kan udrydde spækhuggeren i Europa

Forskerne ser også en ændring blandt mikroorganismerne i miljøet og typen af pollen, der endte på bunden. Det skyldes mere tilførsel af næringsstoffer og ændret arealanvendelse i området.

I prøven er der også stigninger i plutonium, der stammer fra radioaktivt nedfald fra atomprøvesprængninger i 1950’erne og 1960’erne.

Guldsøm

De andre lokationer indeholder de samme eller andre markører.

Forskerne leder efter et sted at stikke et ‘guldsøm’.

Flere steder er der slået et fysisk guldfarvet søm i for at markere skellet mellem to tidsperioder i klippelagene. Men det behøver ikke at være et fysisk søm.

»Man skal finde en type lokation, der har de bedste egenskaber. Der må ikke være for tynde lag, der må ikke mangle sedimenter, så vi er sikre på, at dette geologiske arkiv er komplet,« siger Henrik Hovland Svensen.

Globale signaler

Forskerne leder efter signaler, der kan sige noget om befolkningstilvækst, klima og industrialisering, siger Henrik Hovland Svensen.

Tager man for eksempel en kerne fra bunden af en sø, ønsker man ikke bare afdække, hvad der foregik på nabogården – så leder man efter globale signaler.

Blandt det, forskerne nævner, er plastikforurening, spor af fremmede arter og kemiske spor, som en ændring i forholdet mellem isotoper af nitrogen og karbon.

»Når man forbrænder olie og gas, frigives mere af en type kulstof, en kulstofisotop, ud i atmosfæren. Der bliver mere kulstof 12 i forhold til kulstof 13,« siger Henrik Hovland Svensen.

Hvad vil fremtidens geologer finde?

Vil en geolog finde spor fra vor tid hundrede tusinde eller en million år ud i fremtiden?

»Det vil jeg absolut tro. Men det kommer an på, hvad man vil måle, og hvordan det hænger sammen med starten på Antropocæn,« siger Henrik Hovland Svensen.

»Et konkret eksempel er fjordene i Norge, hvor der har været meget industri, og hvor meget tungmetaller, der er blevet skyllet ud og lagret. Det adskiller sig meget fra det, der har været tidligere for millioner af år siden, med for eksempel meget blykobber, nikkel og zink.«

»Det kunne man se som en meget tydelig anomali, eller et skel, som ville vare ret lang tid geologisk set.«

Bly fra dengang, man begyndte at bruge bly i maling på både i slutningen af 1800-tallet, vil man også kunne se, siger Henrik Hovland Svensen.

\ Læs mere

Vil geologerne finde spor efter COVID-19 i den fjerne fremtid?

Rester af byer

Det er ikke sikkert, at du finder så mange spor fra vores tid overalt. Men hvor der har været store byer, vil sporene nok være tydelige.

»Hvis eller når den næste istid kommer, så vil alt, hvad vi har skabt i Norge, al den menneskelige infrastruktur, ende i Skagerak som en slags grovkornet sedimentær bjergart af bygninger, beton, metal og asfalt,« siger Reidar Müller.

Så vil man muligvis også finde de tidligere nævnte markører, spor af radioaktivt nedfald, ændret geokemi, ændret artssammensætning og så videre.

Modargumenter

Det er ikke alle, som mener, at vi skal indføre en ny epoke.

»Modargumenterne kan måske deles i to,« siger Henrik Hovland Svensen.

»Der er dem, der er skeptiske over for mere fokus på klimaforandringer og miljøproblemer, og som måske ikke synes, det er et stort problem.«

En anden type indvending er, at det skal være praktisk muligt at måle Antropocæn, på samme måde som man måler overgange mellem andre epoker.

»Hvis man ikke kan måle det, så kan man heller ikke bruge det, og så er det ikke særlig nyttigt. Det er en relevant indvending. Det er præcis, hvad arbejdsgruppen gør, de forsøger at gøre idéen og konceptet til et brugbart geologisk værktøj.«

\ Læs mere

Klima-professor: For at gøre det, der kræves, har vi måske brug for at blive skræmt lidt

Vente i 1.000 år?

En af kritikerne er generalsekretæren for International Union of Geological Sciences (IUGS), Stanley Finney, ifølge en artikel fra 2019 i The Guardian.

Stanley Finney mener, at det er spekulativt at antage, at menneskelig påvirkning en dag vil kunne læses i sten.

Andre modargumenter er, at vi står midt i det: Der skal lidt afstand til, før man overhovedet kan beslutte, hvornår en ny epoke begynder.

Et af medlemmerne af arbejdsgruppen har tidligere foreslået, at spørgsmålet skal stilles i bero i for eksempel 1.000 år, skrev Nature i 2015.

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.

\ Læs mere

Menneskeskabte materialer vejer nu mere end al levende natur

\ Læs mere

Menneskeracen skaber ny geologisk tidsalder

\ Læs mere

Hvordan ville verden være uden mennesker?