Engang kunne vi gå til England: Nu afslører DNA nyt om det tabte, forhistoriske land

Da den seneste istid kulminerede for omkring 20.000 år siden, var enorme mængder vand bundet i de iskapper, der dækkede de nordligste egne.

Samtidig blev landområderne foran gletsjerkanten presset op, og derfor lå store dele af det, der i dag er Nordsøen, dengang tørt.

Man kunne gå fra Storbritannien til både Nederlandene, Danmark og Tyskland.

Det forsvundne landområde, som kaldes Doggerland, har fået navn efter Dogger Banke, som er en lavvandet fiskebanke i Nordsøen.

Da istiden slap sit greb, bestod landskabet af floder, dale og skove. Meget tyder på, at det var et frodigt område med plads til både mennesker og dyr.

For omkring 7.000 år siden blev de sidste rester af Doggerland opslugt af havet.

Fiskere har af og til fået gamle knogler fra Doggerland med op i deres net.

Men arkæologiske fund fra området er sjældne. Derfor gemmer havbunden i Nordsøen sandsynligvis stadig på mange af historierne om det tabte land.

Nu har forskere boret i havbunden og taget en række prøver med op. Prøverne fortæller om de dyr, træer og planter, der fandtes i Doggerland.

Tidligere end ventet

»Ved at analysere sedaDNA (sedimentær forhistorisk DNA, red.) fra det sydlige Doggerland i en skala, der ikke tidligere er set, har vi rekonstrueret miljøet i dette tabte landskab fra slutningen af den seneste istid og frem til Nordsøen trængte ind,« fortæller Robin Allaby, professor ved University of Warwick, i en pressemeddelelse.

»Overraskende nok fandt vi træer flere tusinde år tidligere, end forventet – og tegn på, at Nordsøen fik sin endelige form senere, end vi hidtil har troet.«

Forskerne har lavet DNA-analyser af 41 kerneprøver. De blev taget langs Southern River, der engang var en 30 kilometer lang flod i Doggerland.

Du kan se floden som en lille rød streg på kortet nedenfor.

Eg, elletræ og vildsvin

Forskerne opdagede, at træarter, som i dag trives i tempererede områder, allerede for 16.000 år siden havde bredt sig i Doggerland, efter istiden toppede.

Forskerne fandt DNA fra eg, hassel, elm og elletræ. De kunne også se, at vildsvin levede i denne skov.

Selvom man på det britiske fastland har fundet pollen fra disse træarter, som er 15.000 år gammelt, er det først for omkring 10.000 år siden, at de optræder i større mængder.

Det peger altså på, at det sydlige Doggerland tidligt blev koloniseret af træer.

Mange dyrearter

Forskerne kan se, at træer af slægten lind kom til området for omkring 13.000 år siden. Det er 2.000 år før lind spredte sig på det britiske fastland.

De fandt også DNA fra flere dyr, blandt andet bjørn, urokse, vandfugle, europæisk sumpskildpadde, ulv og gnavere.

Forskerne skriver, at området for 10.000 år siden var præget af planter i pileslægten, moseområder og græssletter med træer.

De har også fundet DNA fra fyr og birk ud over de træslægter, der allerede er nævnt. Mange dyr levede også i området på dette tidspunkt, blandt andet hjorte, vildsvin og spurvefugle.

Forskerne blev overraskede, da de fandt DNA fra Pterocarya, en træslægt i valnøddefamilien, som man troede forsvandt fra Nordeuropa for 400.000 år siden.

Efterhånden blev havplanter dominerende, hvilket viser, at området var ved at blive oversvømmet. Den endelige oversvømmelse skete måske så sent som for 6.000 år siden.

Beboeligt for mennesker

Studiet peger på, at dele af Doggerland tidligt efter den seneste istids kulmination var egnede til menneskelig bosættelse.

Den hurtige spredning af træer tyder også på, at områder i Doggerland kan have fungeret som refugier under istiden. Det vil sige isolerede områder, hvor planter overlevede og senere kunne sprede sig fra.

Sanne Boessenkool er professor ved Institut for Biovidenskab på Universitetet i Oslo og forsker i evolution og fortidig biologi ved hjælp af gammelt DNA.

Hun finder det nye studie interessant.

»Det viser, hvor spændende sedaDNA er, og hvor meget ny viden metoden kan give os, også i områder, hvor det er svært at foretage arkæologiske udgravninger.«

»De kommer med nye resultater, blandt andet at der var træer i Doggerland tidligere, end vi hidtil har vidst. De finder dyr og planter, som viser, at dette er et område, hvor mennesker kan have boet og fundet føde.«

Imponerende omfang

Sanne Boessenkool synes især, at det metodiske arbejde, forskerne har udført, er interessant.

»Det gælder måden, de sammenholder sedimentologi, sedimentanalyse og DNA på og bruger det til at vurdere, hvilke DNA-spor de kan stole på.«

Forskerne skelnede mellem sikre og usikre kilder ud fra, hvor grove sedimenterne var.

Grove sedimenter med grus og sten tyder på kraftig vandstrøm og kan betyde, at DNA’et er blevet transporteret langt med vandet. Fine sedimenter med silt og ler tyder derimod på roligt vand og DNA med lokal oprindelse.

Sanne Boessenkool siger, at der tidligere kun er lavet ganske få undersøgelser af sediment-DNA fra Doggerland.

»Det meste af det, vi ved, stammer fra tilfældige fund af knogler.«

Samtidig er sedimentanalyse af gammelt DNA fra havmiljøer i sig selv et ret nyt forskningsfelt, som især har taget fart i de senere år.

Forskerne bag det nye studie har gennemført en omfattende undersøgelse og taget en lang række prøver fra et afgrænset område, siger Sanne Boessenkool, som slutter:

»Studiets omfang er ganske imponerende.«

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.