‘Verdens lunger’ er en myte: Skovbrandene i Amazonas er ødelæggende, men de udtømmer ikke Jorden for ilt

Skovbrandene i Amazonas har i den seneste tid fanget verdens opmærksomhed.

Den brasilianske præsident, Jair Bolsonaro, der blev indsat i 2019, forpligtede sig under sin valgkamp til at begrænse miljøbeskyttelsen i Amazonas og i stedet opprioritere udviklingen af landbrug i området, og det ser ud til, at han holder ord.

Den genopblussende afskovning i Amazonas, der ellers var aftaget med 80 procent, siden den toppede i 2004, er alarmerende af flere årsager.

Tropiske skove huser mange plante- og dyrearter, der ikke findes andre steder. Skovene er vigtige tilflugtssteder for de indfødte, og træerne og andet organisk materiale lagrer enorme mængder af kulstof, der ellers ville bidrage til klimakrisen.

Nogle medier har også advaret mod, at skovbrandene i Amazonas vil udtømme den ilt i atmosfæren, som vi indånder. Den franske præsident, Emmanuel Macron, skrev på Twitter 22. august, at »Amazonas regnskov – lungerne, der producerer 20 procent af planetens ilt – er i brand.«

Men den gentagne påstand om at Amazonas regnskov producerer 20 procent af alt ilt på planeten, beror på en misforståelse. Faktisk stammer næsten al Jordens åndbare ilt fra havene, og der er nok af den til at holde i millioner af år.

Der er mange årsager til at være forarget over dette års skovbrande i Amazonas, men udtømningen af Jordens ilt-lager er altså ikke én af dem.

LÆS OGSÅ: 5 ting, du bør vide om brandene i Amazonas

Ilt fra planter

Som klimatolog har jeg i mit arbejde stort fokus på udvekslingen af forskellige gasarter mellem Jordens overflade og atmosfæren.

Mange elementer, herunder ilt, er i konstant cyklus mellem landbaserede økosystemer, havene og atmosfæren på måder, der kan måles og sættes tal på.

Næsten al den frie ilt i luften er produceret af planter gennem fotosyntesen. Omkring en tredjedel af fotosyntesen på land sker i de tropiske skove, hvoraf den største findes i Amazonområdet.

Men al den ilt, der produceres af fotosyntesen hvert år, bliver stort set slugt af levende organismer og brande.

Træer kaster konstant døde grene, kviste, rødder og andet affald af sig, der giver næring til et rigt økosystem af organismer, som hovedsageligt består af insekter og mikrober.

Mikroberne sluger så godt som al ilt i denne proces.

Planterne i skovene producerer masser af ilt, og skovens mikrober sluger enorme mængder ilt. Derfor er nettoproduktionen af ilt fra skovene – og alle landplanter som sådan – meget tæt på nul.

LÆS OGSÅ: Mennesker har påvirket Amazonas i flere tusinde år

Produktion af ilt i havene

For at ilt kan ophobes i luften, skal dele af det organiske materiale, som planter producerer gennem fotosyntesen, fjernes fra cirkulationen, før det kan bruges.

Det sker typisk, når materialet hurtigt falder til bunds på steder, hvor der ingen ilt er – oftest i mudderområder i det dybe hav i farvande, der allerede er udtømt for ilt.

I den type havområder er der høje niveauer af næringsstoffer, der gøder store algeblomstringer. Døde alger og andre efterladenskaber synker her ned i de mørke havdybder, hvor mikrober nærer sig af dem.

Som deres modstykker på land, bruger mikroberne her også ilt for at gøre dette, hvilket udtømmer ilten fra vandet omkring dem.

Under de dybder, hvor mikroberne har drænet vandet for ilt, synker det overskydende organiske materiale mod havbunden, hvor det nedgraves.

Ilten, som algerne producerer i havoverfladen, mens de vokser, forbliver i luften, fordi det ikke forbruges af nedbrydende organismer. Det nedgravede plantemateriale på bunden af havet er kilden til olie og gas.

LÆS OGSÅ: Hvorfor udfører mennesker ikke fotosyntese?

På land nedgraves færre mængder af plantematerialet under iltfrie forhold, oftest i tørvemoser, hvor grundvandsspejlet forhindrer den mikrobielle nedbrydning. Det udgør kilden til kul.

Kun en lille del – måske 0,0001 procent – af den globale fotosyntese bliver omdirigeret ved disse nedgravninger og bidrager på den måde til ilten i atmosfæren.

Men over millioner af år vil den resterende ilt, der skabes af denne lille ubalance mellem vækst og nedbrydning, akkumulere en form for reservoir af åndbar ilt, som al dyreliv kan nære sig af.

Det har i millioner af år skabt de omkring 21 procent af ilt, som atmosfæren består af.

Dele af denne ilt vender tilbage til planetens overflade gennem kemiske reaktioner med metal, sulfur og andre komponenter fra Jordens skorpe.

Når jern eksempelvis eksponeres for luft i nærvær af vand, sker der en reaktion med ilten i luften, som skaber jernoxid, hvilket nok er bedre kendt som rust. Denne proces kaldes for oxidation, og den hjælper til med at regulere iltniveauer i atmosfæren.

LÆS OGSÅ: Vild video: Se NASA’s smukke visualisering af atmosfæren

Hold ikke vejret

Selvom planters fotosyntese i sidste ende er ansvarlig for åndbar ilt, er det kun en forsvindende lille del af planternes vækst, der faktisk bidrager til at lagre ilt i luften.

Selv hvis al organisk materiale på Jorden blev brændt af på et splitsekund, ville mindre end en procent af verdens ilt blive brugt.

I sidste ende truer den brasilianske u-vending i forhold til beskyttelsen af Amazonas ikke ilten i atmosfæren.

Selv en endnu større stigning af skovbrande vil kun skabe forandringer af iltniveauet i atmosfæren, som ville være svære at måle.

Der er nok ilt i luften til at holde i millioner af år, og mængden er i højere grad bestemt af geologi, end hvad der gøres med Jordens landarealer.

Det faktum, at den tiltagende afskovning truer nogle af de vigtigste landskaber for biodiversiteten og kulstoflagring på Jorden, bør dog være grund nok til at være imod den.

LÆS OGSÅ: Satellitfoto tydeliggør: Amazonas-skovbrande udleder enorme mængder af giftig kulilte i atmosfæren

LÆS OGSÅ: Voldsomme skovbrande i Amazonas kan spottes fra rummet: Se udviklingen her

Scott Denning hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Frederik Guy Hoff Sonne.