Rekordhøje temperaturer og nye grænser for planeten: Året, der gik, i klimaforskningen

Kurverne for de globale temperaturer stiger langsomt. Billedet er nogenlunde sammenhængende og ensartet for de sidste 30 år. Lige indtil vi rammer 2023 - her stikker det helt af.

Og det er en af årets vigtigste klima-begivenheder.

Det fortæller professor Katherine Richardson i denne artikel om året, der gik, indenfor klimaforskningen.

Hvad er det mest spændende eller væsentlige, der er sket indenfor dit forskningsfelt i år?

Jeg tror, det er den fuldstændig uforudsete temperaturstigning i luft og hav. Udviklingen de sidste 30 år har været, at det bliver en lille smule varmere hvert år.

Kigger vi på alle årene samlet, så ligner det spaghettisnore, der bevæger sig langsomt op ad. Men i år stikker det af – 2023 kommer til at slå rekorden både i havet og i luften.

På et mere personligt plan, vil jeg pege på, at mine kollegaer og jeg fik udgivet vores tredje opdatering af 'de planetære grænser' (grænserne for, hvor stor en menneskelig påvirkning der kan tillades, uden at påvirkningen risikerer at forårsage dramatiske ændringer, red.).

Det har taget tre år for opdateringen, og vi var 29 forskellige forskere fra 8 forskellige lande, der har samarbejdet om det.

Opdateringen viser, at vi nu har brudt hele seks ud af ni planetære grænser. Det er dobbelt så mange, som da vi introducerede grænserne i 2009.

Det er ikke kun klimaet, men også mange andre ting, som kan ændre på verdens tilstand. I vores studier har vi vist, at vi slet ikke kan nå vores klimamål, hvis vi ikke sætter nogle grænser – eksempelvis for, hvor meget skov vi kan fælde.

Hvorfor er det så vigtigt?

De rekordhøje temperaturer er det væsentligste, fordi vi ikke forstår det helt. Ingen modeller har forudset, at det skulle være så varmt.

Så det fortæller os, at der er meget omkring Jorden som system, og hvordan vi påvirker det, som vi bare ikke har tjek på endnu.

Derfor skal vi være noget bekymrede, for vi sidder her og siger, at hvis vi bare gør sådan og sådan med vores udledninger, så bliver det kun to grader varmere.

Men så får vi et år som i år, som peger i en anden retning.

Det med de planetære grænser er især interessant, fordi den tidligere opdatering fra 2015 er blevet downloadet 300.000 gange.

Men den nye fra september i år er allerede blevet downloadet 270.000 gange, og tallet vokser bare.

Det fortæller mig, at samfundet generelt begynder at acceptere problemstillingen og forvalte det globale miljø

Hvad har været det største samtaleemne indenfor dit felt i år?

Overordnet må det absolut være temperaturstigningerne. Det kom bag på os, og vi kan ikke helt forstå det.

Jeg kigger på interaktionen mellem biologi og biofysik i havet, og inden for mit felt diskuterer vi også modeller for fremtiden.

Den måde biologiske processer behandles i modeller, er vildt forskellig fra model til model.

De modeller som anvendes af eksempelvis FNs klimapanel er ikke engang enige om, hvorvidt der vil være mere eller mindre fotosyntese i havet som følge af klimaforandringer.

Det er vigtigt fordi fotosyntese er centralt i analyserne af de planetære grænser, det er jo herfra, at hovedparten af livet på Jorden får sin energi (det kan du læse mere om her, red.)

Og så er biodiversitet kommet meget mere i fokus i år.

Der har været en erkendelse af, at biologi og biodiversitet har en væsentlig rolle at spille, det er ikke kun klimaforandringer, vi skal være opmærksom på.

Er der noget specielt indenfor dit felt, som du vil holde særligt øje med i 2024? Hvad kunne du håbe på, at der sker?

Hvis vi tager klima bredt, så synes jeg, at det er vigtigt at holde øje med, hvad der sker med havet, nu vi har haft det ekstra varmt.

Over 90 procent af den ekstra varme ligger tæt på jordens overflade. Hvordan påvirker det havet og livet i havet? Spreder varmen sig eksempelvis nedad?

Der plejer at være en stabil temperatur dybt nede i havet, så selv små ændringer dernede kan have stor betydning for organismerne, der lever der.

De får da et chok, hvis varmen kommer nedad! Det bliver spændende at se.

Og på den lokale bane bliver det rigtig spændende, om vi får noget lovgivning, der gør, at vi får mindsket vores udledning af næringssalte til havene – altså forureningen med kvælstof.

Jeg var med til den første konsensuskonference i 1989 om kvælstofudledning, og vi er ikke kommet videre med problemet siden. Men man kan håbe, at det kommer til at ske i 2024.

Hvad går du selv og arbejder på for tiden?

Lige nu arbejder jeg med et kæmpe, spændende projekt på Island. Det er støttet af Carlsbergfondet og er en gave til Dronning Margrethe og den tidligere islandske præsident Vigdís Finnbogadóttir.

Vi ser på samspillet mellem biologi og klima, og hvordan klimaforandringer i havet har betydning for det islandske samfund.

Konkret tager vi mudder fra bunden af havet og fra 52 søer på Island og analyserer det for dets DNA-indhold.

På den måde kan vi beskrive naturen under forskellige klimaforhold i forskellige perioder siden istiden og få indblik i, hvordan mennesker har påvirket naturen og reageret på klimaforandringer.

Jeg er især interesseret i planteplankton, som kan vise sig at spille en central rolle i havenes CO₂-optag.

En af hypoteserne i projektet er, at hvis stor planteplankton dominerer, så vil havet optage og lagre mere CO₂ fra atmosfæren, end hvis små planteplankton dominerer.

Arbejdshypotesen er, at der var stor planteplankton i kolde perioder og små i varme. Men vil vi finde den samme plankton i de forhistoriske hav- og søbundsprøver, som vi finder i havet nu?

Projektet begyndte i 2020, og de første resultater publiceres i 2024. Vil du læse flere 'året, der gik'-artikler? Så finder du hele juleserien her.

Kathrine Richardson blev interviewet af Lea Pilsborg.