»Hundene i Tjernobyl adskiller sig i dag genetisk fra andre hunde, ... takket være mange års eksponering for ioniserende stråling, viser studie.«
Det er blot én af mange lignende overskrifter, der dukkede op som reaktion på et videnskabeligt studie, som blev offentliggjort for nogle år siden.
De fortæller en opsigtsvækkende historie om stråling, mutationer og overlevelse mod alle odds.
Men den bagvedliggende forskning viste faktisk ikke, at de genetiske forskelle skyldtes stråling.
Forestillingen om 'Tjernobyls radioaktive hunde' kan bedre forstås som en moderne videnskabelig myte.
Vores appetit på skrækhistorier om muterede dyr er faktisk med til at skygge for virkeligheden: Det mest opsigtsvækkende og fascinerende ved dyrene i området er ikke tilstedeværelsen af radioaktivitet, men fraværet af mennesker.
Misinformation og overdrivelser
40 år efter eksplosionen i Tjernobyl fortsætter diskussionen om, hvordan ulykken påvirkede mennesker og økosystemer.
Jeg har studeret katastrofens miljøpåvirkninger, siden jeg begyndte på min ph.d. i 1990 om radioaktivt nedfald i Lake District i Storbritannien. Siden da har forskere lært meget, og tusindvis af studier er blevet udgivet.
Men både de etablerede og de sociale medier er stadig fulde af misinformation og overdrivelser om ulykkens konsekvenser. Forskere giver ofte medierne skylden, men måske bør vi også rette noget af kritikken mod os selv.
Radioaktive hunde er en god historie
Tjernobyl-katastrofen ramte lige ned i vores vedvarende fascination af radioaktivitet og mutationer, og gennem tiden er der blevet fremsat alle mulige påstande om skadede vilde dyr og muterede dyr i eksklusionszonen.
Men klar videnskabelig dokumentation for væsentlige langsigtede strålingseffekter er overraskende svær at finde.
Forskningen i Tjernobyls herreløse hunde, der blev offentliggjort i det højt ansete tidsskrift Science Advances i 2023, er blot ét af mange eksempler. Ved hvilket som helst checkpoint i zonen kan man se mindst et par hunde hænge og vente på madrester fra vagter eller besøgende.
Studiet fandt genetiske forskelle mellem hunde, der lever ved kraftværket, og hunde, der lever længere væk.
Forfatterne skriver ikke selv direkte, at de forskelle, de finder, skyldes radioaktivitet. Men for den almindelige læser er det svært ikke at drage den konklusion ud fra artiklen og den tilhørende pressemeddelelse.
Pressemeddelelsen overdrev koblingen med radioaktivitet.
Den antydede, at hundene »kan adskille sig genetisk fra andre hunde som følge af varierende niveauer af strålingseksponering«.
I pressemeddelsen kunne man læse, at hundene er udsat for et »kraftigt og vedvarende miljømæssigt pres«. Det er påstande, som ikke er understøttet af dokumentation.
Selv erfarne videnskabsjournalister ville have svært ved ikke at lade sig rive med af den vinkling.
Som forsker med årtiers erfaring med radioaktivitet og Tjernobyl tog det mig lang tid at læse og forstå alle de relevante artikler og nå frem til, at det på ingen måde var underbygget af evidens.
Hvad forskningen faktisk viste
De genetiske forskelle er reelle.
Men i betragtning af de relativt lave strålingsdoser i det meste af zonen er mere plausible forklaringer forskelle i de oprindelige hunderacer samt faktorer som levested, ernæring og sygdom.
Der er kun tre populationer at undersøge, så det er meget vanskeligt at adskille en eventuel effekt af radioaktivitet fra disse andre vigtige faktorer.
Alligevel blev historien i mediedækningen til en fortælling om radioaktivitet, der driver hurtige evolutionære forandringer på blot få generationer.
Denne fortolkning er ikke understøttet af den tilgængelige dokumentation.
Som den store videnskabsformidler Carl Sagan formulerede det: »Ekstraordinære resultater kræver ekstraordinær evidens«.
Et tidligere studie viste da også, at kun 4 ud af 198 undersøgte hunde i Tjernobyl havde forureningsniveauer, der var højere end dem, man har set hos får, vildsvin og rensdyr i dele af Vesteuropa i årene efter ulykken.
Der er flere radioaktive 'hotspots' i zonen, men hundene holder sig typisk tæt på de mennesker, der arbejder ved reaktoranlægget eller bor i byen.
Resten af zonen fungerer i dag reelt som et naturreservat, hvor ulve og andre store rovdyr færdes frit.
I mediernes fremstilling er strålingsdoser, der ligger langt under de fastsatte grænseværdier for skader på dyrepopulationer, årsag til et så stærkt naturligt selektionspres, at der er ved at udvikle sig strålingsresistente racer.
Men forskningen bag historien giver ikke klar dokumentation – ekstraordinær eller på anden vis – for den påstand.
Vildledende historier har konsekvenser i den virkelige verden
Tjernobyl er stadig et globalt symbolsk landskab, der præger debatten om risici ved atomkraft, naturens modstandskraft og endda fremtidens energipolitik.
Alligevel bliver forskningen derfra igen og igen sløret af historier, der fremhæver dramatiske, men svagt underbyggede påstande.
Den mere interessante sandhed er, at økosystemerne i eksklusionszonen er komplekse, overraskende robuste og i højere grad formet af fraværet af mennesker end af langvarig eksponering for radioaktiv forurening.
Ulykken havde uden tvivl dybtgående konsekvenser for mennesker, blandt andet i form af en stigning i tilfælde af kræft i skjoldbruskkirtlen, selvom langsigtede helbredseffekter af stråling ofte har været vanskelige at påvise statistisk.
En større FN-støttet rapport konkluderede 20 år efter ulykken, at de største folkesundhedsmæssige konsekvenser var socioøkonomiske problemer og mentale helbredsproblemer.
Selv i dag lever mange mennesker i det nordlige Ukraine og det sydlige Belarus med meget lave strålingsniveauer, men de tror fortsat, at de udgør en alvorlig fare.
Historier om radioaktive hunde spiller direkte ind i denne frygt. Som forskere skylder vi offentligheden at formidle vores forskning mere ansvarligt.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
