Kig op i maj: Lyse nætter og myten om Månens bagside

Maj er måneden, hvor foråret for alvor tager over: »Kom maj, du søde milde«, som det hedder i den gamle sang.

Det gælder også stjernehimlen. Nætterne bliver milde, korte, tusmørket trækker ud, og allerede omkring månedens begyndelse oplever vi de såkaldte lyse nætter i Danmark.

Det betyder, at natten ændrer karakter: De helt svage objekter bliver svære at se, men til gengæld byder maj, når vejret tillader det, på klare stjerner, planeter – og selvfølgelig på Jordens trofaste følgesvend, Månen.

Og netop dét at Månen fylder en god del, både på himlen og lige nu også i medierne, er en god anledning til at rydde op i nogle sejlivede misforståelser om vores nærmeste nabo i rummet – ligesom vi også lige runder en forvirring der ofte opstår om stjernetegn.

Lyse nætter og lange aftener

Fra omkring den 5. maj kommer Solen ikke længere ned under horisonten end cirka 18 grader i løbet af de danske nætter.

Det skyldes, at lidt af sollyset reflekteres i partikler i atmosfæren, så vi ikke længere opnår fuldt astronomisk mørke. Det sker først, når vi kommer et stykke hen i august.

For astronomer er de lyse nætter en praktisk udfordring, fordi svage stjerner, galakser og tåger drukner i den lyse baggrund.

Men maj-himlen har sine egne kvaliteter: Ud over en behageligere temperatur, varer skumringen længe, farverne i horisonten er mere afdæmpede, og vi, der observerer stjernehimlen, flytter fokus til planeterne, Månen og de klareste stjerner.

Den 5. maj er det Danmarks befrielsesdag, hvor mange mennesker stadig tænder levende lys i vinduerne – og netop samme nat er Månen længst fra Jorden i sin bane.

Det elektriske lys konkurrerer ganske vist ikke direkte med stjernerne, men symbolikken er slående: Lys i mørket, både historisk og astronomisk.

Stjernebilleder og dyrekredsen

Selvom maj ikke er kendt for sin spektakulære stjernehimmel, rummer den flere markante stjerner, hvis man altså lige ved, hvor man skal kigge hen.

Højt på himlen finder vi blandt andet stjernebillederne Store Bjørn, Lille Bjørn og Dragen, men vinterens dominerende stjernebilleder er ved at forsvinde.

Orion står kun kort tid over horisonten efter solnedgang. Tyren og Tvillingerne følger efter. Det årlige farvel til vinterhimlen er et tydeligt tegn på, at Jorden har bevæget sig videre i sin 1 milliard kilometer lange bane om Solen.

I begyndelsen af maj står Solen mellem Vædderen og stjernebilledet Cetus (Hvalfisken). Den bevæger sig gradvist ind i stjernebilledet Tyren og passerer Plejaderne mellem den 20. og 24. maj. Solen bliver i Tyren et godt stykke ind i juni.

Det giver ofte anledning til forvirring, da de astrologiske horoskoper siger, at Solen går ind i Tvillingerne den 22. Maj. Det skyldes, at astrologiens stjernetegn ikke længere svarer til de astronomiske stjernebilleder.

Årsagen er Jordens præcession, altså vores planets langsomme akseforskydning, der over årtusinderne forskubber himlen i forhold til stjernerne. Det er derfor, at man i horoskoper i blade og aviser giver oplysning om, at månedens stjernetegn er Tvillingerne, og altså ikke Tyren, som jo reelt set er majs soltegn.

Derudover bevæger Solen sig faktisk gennem 13 stjernebilleder i løbet af året og ikke 12. Det ekstra stjernebillede er Slangebæreren (Ophiuchus), der befinder sig mellem Skorpionen og Skytten.

Dette stjernebillede indgår ikke i astrologien – og kaldes derfor ikke for et stjernetegn, og den optræder ikke i horoskoper.

Men den er et officielt stjernebillede inden for astronomien, hvor de 88 moderne stjernebilleder blev fastlagt af Den Internationale Astronomiske Union i 1928.

Stjernerne er selvfølgelig ligeglade og mod nord er Cassiopeia fortsat synlig hele natten. Tycho Brahe opdagede her i det W-formede stjernebillede sin nye stjerne i 1572, der rettelig viste sig at være en supernova-eksplosion.

Som stjernebillede går Cassiopeia aldrig ned set fra Danmark og fungerer året rundt som et nyttigt pejlemærke på himlen.

Månebegivenheder og Artemis-missionen

Maj byder på adskillige markante Månebegivenheder.

Månens bane omkring Jorden er ikke en perfekt cirkel, men en ellipse. Det betyder, at afstanden til Månen varierer, og det har betydning for både dens tilsyneladende størrelse og for tidevandet.

Månen er længst væk fra Jorden den 5. maj, hvor de lyse nætter begynder, og den er tættest på Jorden den 17. maj.

I banen omkring Jorden kommer Månen i løbet af måneden til at stå fuldt belyst af Solen, som fuldmåne, men omvendt også til at stå i en retning, hvor Solens lys ikke kan nå den side, der vender mod os – det kalder vi til gengæld nymåne.

Der er fuldmåne den 1. maj og nymåne den 16. maj.

Ind imellem, faktisk to gange hver 18. måned, står Månen i en så gunstig position, at den helt eller delvist dækker for Solen, set fra flere steder på jordoverfladen.

Det giver en solformørkelse, men her skal vi helt hen i august, før vi kan opleve en delvis solformørkelse, der kan ses i store dele af Rigsfællesskabet.

Myten om Månens bagside

For tiden fylder Månen også i nyhedsstrømmen, efter at astronauter med rumskibet Artemis 2 gennemførte en succesrig omflyvning af vores nærmeste nabo i april.

Desværre sniger der sig ofte misforståelser om Månen ind i nyhedsbilledet. En af de mest udbredte er idéen om Månens såkaldte bagside som et ukendt eller mystisk område. Nogle gange hører man udtryk som ‘Månens mørke side’.

Månens bagside henligger dog ikke i konstant mørke, som nogen fejlagtigt forestiller sig, men er lige så badet i lys, som den er i mørke, for eksempel under en solformørkelse.

I virkeligheden er der tale om Månens ‘fjerne side’, der blot ikke er synlig fra Jorden, fordi Månen er fastlåst i bunden rotation. Det skyldes tidevandseffekter, der over millioner af år har trukket al rotationsenergi ud af Månen, så den altid vender samme siden mod Jorden.

Månens fjerne side er blevet kortlagt i detaljer af rumsonder lige siden 1959, og den er hverken mere mørk eller farlig end den side, der vender mod os.

Den er blot ikke synlig for os mennesker – medmindre vi rejser dertil, præcis som Artemis 2 og andre månemissioner har gjort. Maj en god måned til at studere Månen. Især omkring dagens første og sidste kvarter giver skrå sollys lange skygger i kraterlandskaberne, som fremhæver Månens topografi – også i små teleskoper.

Meteorsværme i maj

Maj er relativt stille, når det gælder meteorsværme. Men Eta Aquariderne topper i begyndelsen af måneden: Desværre ligger retningen, sværmen kommer fra, i Vandmanden, som står ret lavt på himlen i øst-sydøst.

Eta Aquariderne stammer fra støv efterladt af Halleys komet, der har en bane, som krydser Jordens bane to gange om året, henholdsvis i maj og oktober.

I Danmark kan man dog tidligt om morgenen, før solopgang, få øje på enkelte hurtige og lysstærke meteorer under gode forhold.

Maksimum finder sted den 6. maj, hvor man måske kan være heldig at se et par håndfulde stjerneskud i timen, men selv få stjerneskud kan være en oplevelse i maj, hvor kontrasten mellem tusmørke og meteor er særlig markant.

Kometer i maj

I maj får Solen besøg af to klare periodiske kometer: 3P/Lovas den 3. maj og 168P/Hergenrother den 18. maj. De har deres tætteste passager af Solen disse datoer, og lyser derfor op, hvilket kan observeres under gunstige forhold.

Kometen 3P/Lovas, der også kaldes Komet Lovas 1, blev opdaget i 1980 af den ungarske astronom Miklós Lovas. Dens bane er ikke så langstrakt som for eksempel Halleys komet, da den kun kommer ud i en afstand af godt syv astronomiske enheder fra Solen, altså syv gange Jordens afstand.

Det betyder, at den kun lige kommer ud på den anden side af Jupiters bane, og at dens periode ‘kun’ er lidt over ni år. Sidst, den besøgte os, var altså i 2017.

Kometen 168P/Hergenrother er endnu nyere og blev opdaget i 1998 af amerikaneren Carl Hergerother. Her er der også tale om en komet med en ganske kort periode (på kun knap syv år).

Ligesom Komet Lovas 1 kommer den også kun lige ud på den anden side af Jupiters bane.

Planeterne i maj

Planetgeometrien i maj betyder, at de fleste planeter ‘står op’ ved solopgang og nogle ‘går i seng’ før Solen. Kun få er velegnede til observation i denne tid og selve natten er meget kort.

De indre planeter, Merkur, Mars og Venus er primært morgenplaneter, der står op omkring solopgang og derfor kræver frit udsyn mod øst.

Men man skal time det meget præcist, hvis man kan nå at se dem, før Solen ødelægger showet. Sent om natten kan man være heldig at se Venus, men Mars går ned før Solen, så den kan man skyde en hvid pind efter.

Ydre planeter, Uranus og Saturn, er også oppe mere eller mindre samtidig med Solen, det meste af måneden: Selvom Jupiter først står op om formiddagen, så kan man se den efter solnedgang, sent på natten – hvis ellers forholdene og udstyret er i orden.

Maj er ikke måneden med de mest dramatiske himmelbegivenheder, men den er rig på overgange. Fra mørke til lys. Fra vinterhimmel til sommerhimmel. Fra gamle forestillinger om Månen til nye planer om at vende tilbage til den.

Derfor er maj stadig en god måned at kigge op. Ikke nødvendigvis for at se mest muligt – men for at forstå, hvordan himlen ændrer sig, i takt med at året går.