Opgøret med landsforrædere efter krigen ændrede vores straffesystem

Hvad stiller man op med landsforrædere, der har samarbejdet med den besættelsesmagt, som har pint og plaget et samfund, når krigen er slut?

Det spørgsmål blev diskuteret vidt og bredt i månederne efter Danmarks befrielse den 5. maj 1945. Mange var enige om, at de cirka 40.000 landsforrædere skulle straffes hårdt, men hvordan og hvor længe det skulle foregå, var der uenighed om.

Først var stemningen præget af hævntørst. Som månederne gik, begyndte nogle jurister og politikere dog at påpege, at det nok ville være en god idé at tænke på ‘resocialisering’ af de udstødte.

Når straffen var afsonet, skulle de dømte landsforrædere løslades og finde sig til rette i samfundet igen.

For at gøre dem til gode borgere i efterkrigstidens Danmark, besindede man sig, og tog initiativ til at ændre afsoningen i danske fængsler.

På den måde kom opgøret med landsforræderne til at skabe en modernisering af det danske straffesystem.

Nazister og kollaboratører havde svigtet landet

Efter danske standarder var det såkaldte straffelovstillæg af 1. juni 1945 historisk strengt.

Lovtillægget straffede handlinger, der var begået under besættelsen for at fremme tyske interesser eller på anden måde kunne anses for landsskadelige.

Det gav minimum fire års fængsel i særlige anstalter og med tab af almene rettigheder, såsom stemmeret, valgbarhed til offentligt embede eller ret til at arbejde som læge, præst osv.

For de alvorligste forbrydelser blev dødsstraffen genindført. Men loven havde intet at sige om de dømtes resocialisering.

Det havde den gældende straffelov heller ikke, som blev indført i 1933. Men den rummede alligevel nye strømninger. For eksempel moderne anstaltsformer og individorienteret afsoning, der var rettet mod fangens reintegration i samfundet.

12 år og en besættelse senere hed det i bemærkningerne til loven: »Det opdragende over for Forbryderen maa […] i Almindelighed træde tilbage.«

Det var et bevidst tilbageskridt på grund af den opkogte stemning og den politisk labile situation i maj-juni 1945. Ingen talte i de måneder højt om, at de var bekymrede for, hvad samfundet skulle stille op med de tusinder, som nu ville blive idømt lange fængselsstraffe.

I stedet indrammer begrebet ‘landssviger’ den herskende dagsorden: Nazister og kollaboratører havde svigtet nationen i den sværeste stund. De havde forladt flokken og var løbet med fjenden. Nu var ingen interesseret i at lukke dem ind i folden igen.

Alligevel kom fangernes resocialisering på dagsordenen så tidligt som i efteråret 1945. Snart gjorde moderne principper sig gældende.

Og med oprettelsen af en statslig kriminalforsorg i 1946 kan retsopgøret pludselig ses som et vigtigt skridt i et stort nybrud i fangebehandling i Danmark.

Forsorgskontoret skulle overvåge og hjælpe landsforræderdømte – det var første gang staten direkte påtog sig et ansvar for prøveløsladte fra fængslerne.

Det er ikke nok at straffe

Debatten om retsopgøret efter Anden Verdenskrig var intens – både i Danmark og resten af Europa. Kritikerne diskuterede blandt andet, om lovene var retfærdige, om straffene var for hårde eller for milde, og om de rigtige personer blev straffet.

Kriminologen Karl O. Christiansen pegede allerede i august 1945 på, at Danmark stod med et resocialiseringsproblem. I to kronikker kritiserede han, at dømte landssvigere ikke kunne prøveløslades.

Han advarede om, at de ville blive mere bitre og ekstreme, hvis de blev sendt ud i et liv som udstødte uden støtte til at blive en del af et demokratisk samfund. Derfor efterlyste han en indsats fra blandt andet kriminologer, fængselsfolk og pædagoger.

Christiansens synspunkter mødte hård modstand fra folk, der mente, at hårde straffe var nødvendige for at afskrække kriminalitet og undgå selvtægt. De afviste idéen om, at landssvigere kunne forbedres gennem resocialisering.

Også inden for Frihedsrådet opstod der tvivl om den hårde linje. Mogens Fog, der var medlem af Danmarks Kommunistiske Parti og minister for særlige anliggender, argumenterede i september 1945 for, at straf alene ikke var nok.

Han mente, at mange af de dømte på sigt ville vende tilbage til samfundet, og at man derfor burde forsøge at gøre dem til ansvarlige borgere igen. Hvis ikke, risikerede man at skabe en gruppe af mennesker, der følte sig permanent udenfor og i opposition til demokratiet: en ‘pariakaste’ (en udstødt gruppe).

For Fog handlede resocialisering først og fremmest om samfundets bedste. Han troede på, at mange kunne hjælpes tilbage til et normalt liv – men mente samtidig, at det daværende fængselssystem ikke var i stand til at løfte den opgave.

Et socialt problem

Mange så de dømte landssvigere som dårligt oplyste og socialt udsatte mennesker med en overfladisk nazistisk overbevisning.

Derfor blev de opfattet som et socialt problem snarere end et politisk. Det blev en vigtig tanke bag resocialisering. Mogens Fog delte i 1945 de dømte i tre grupper:

1. En lille gruppe voldelige forbrydere, som blev anset for fortabte.

2. En større gruppe psykisk afvigende eller socialt belastede, som kunne have brug for behandling.

3. Og en stor gruppe, der var blevet påvirket af dårlige vilkår og derfor burde hjælpes tilbage til samfundet.

Efterhånden voksede den sidste gruppe, fordi færre blev set som uforbederlige.

Teologen Hal Koch kritiserede også retsopgøret og mente, at ansvaret blev lagt på svage grupper som ‘tyskerpiger’ og lavtuddannede ‘hipomænd’, mens politikerne, der havde ført samarbejdspolitikken med tyskerne, selv gik fri.

Flere var enige om, at samfundet selv havde skabt problemet. Erfaringer fra 1930’erne viste, at sociale problemer kan udvikle sig til politiske trusler.

Derfor advarede man om, at udstødelse af tusindvis af dømte og deres familier kunne skubbe dem i en antidemokratisk retning.

Alligevel førte især Socialdemokratiet i første omgang en hård linje efter krigen og spillede ikke en stor rolle i resocialisering eller benådninger. Det gjorde de først efter valget i 1947.

Arbejde skulle genintegrere landsforrædere

Indtil da udsprang initiativerne fra andre steder i det politiske landskab, såsom Frit Danmark-miljøet.

Her blomstrede et menneskesyn, hvor staten via økonomiske, sociale og kulturelle forbedringer kunne forvandle forbrydere til samfundsnyttige individer.

Mogens Fog og andre jurister, fængselsfolk, psykologer med flere mente, at fængselssystemet udsatte fangerne for forældede syn på afsoning. De så sig selv som progressive.

De ville genoptage 1930’ernes reformvenlige udvikling og fandt inspiration til at håndtere landsforrædere i den svenske behandling af almindelige kriminelle indsatte.

Men danske myndigheder og beslutningstagere skelede også til resocialiseringen i Norge. Her fokuserede man på at få straffede landssvigere tilbage på arbejdsmarkedet.

Arbejde skaber nyttige borgere

I det hele taget blev arbejde anset for at være et vigtigt redskab i den danske debat om resocialisering. Det kan man se i Justitsminister Aage Elmquist udtalelse fra 27. maj 1946:

»Vi maa ikke gøre dem til en Pariakaste. Vi behøver ikke omfavne dem og tage dem ind til os og vise dem Hjertelighed og betragte dem som lige saa gode Borgere som andre, men vi maa ikke udelukke dem fra Arbejde. Vi maa alle gøre vort til, at de kan genoptages i Samfundet som nyttige Borgere.«

Hermed erklærede landets justitsminister uden omsvøb, at dømte landsforrædere var en slags andenrangsborgere. Men han – og mange andre – ønskede trods alt, at de blev genindlemmet i samfundet.

På daværende tidspunkt var der arbejdskraftmangel i landbruget og interesse for flere hænder fra arbejdsgiverforeningerne. Det medvirkede givetvis til, at Elmquist og resten af venstreregeringen både satte fokus på resocialisering og fart i benådningerne i 1947.

I foråret 1948 blev det yderligere accelereret af den nye socialdemokratiske regering med Niels Busch-Jensen som justitsminister. Behovet for arbejdskraft var med til at sluse de dømte tilbage i samfundet og eliminere truslen om en ‘pariakaste’.

Resocialisering blev en fremtidsmarkør

At fængselsopholdet skulle ruste fangen til tilværelsen i friheden, var lysår fra ånden i straffelovstillægget fra 1. juni 1945. Det samme var tiltagene om, at selve frihedsberøvelsen nu blev opfattet som straf nok i sig selv, og at landsforrædere og almindelige kriminelle fanger blev ligestillet.

I et forbavsende højt tempo var tankegangen fra sommeren 1945 helt ændret. Fra at sende landsforrædere i fængsel og smide nøglerne væk, arbejdede myndigheder og politikere nu for at få dem tilbage i samfundet.

Landsforræderne var ikke tilgivet, de var knap nok ligeværdige borgere. Men frygten for at de ville udvikle sig til en vred og politisk farlig minoritet, medførte et regulært paradigmeskifte.

Ændringerne havde simpelthen medført en modernisering af principperne for afsoning fra 1932 for alle indsatte. Nu kom det resocialiserende endnu mere i fokus i dagligdagen i straffeanstalterne.

Fangerne kunne nu ikke bare få en kalender og købe tobak, men oplevede også andre forbedringer, vigtigst af alt arbejdstræning og muligheden for prøveløsladelse.

Skiftet var ikke altid lige helhjertet eller vellykket. Men det rokker ikke ved, at resocialisering kom ind i billedet fra efteråret 1945 som en slags fremtidsmarkør.