Hvad betyder det for verden, når USA ikke længere er den eneste stormagt? Det er den største debat nu indenfor internationale studier ifølge lektor Klaas Dykmann.
Kan vi fortsætte med at handle med Kina og andre autoritære stater?
Og hvad skal Danmarks og EU’s rolle være, hvis USA ikke vil forsvare demokrati, frihandel og menneskerettigheder længere?
Her kan du læse vores samtale om året, der gik, indenfor internationale studier med lektor Klaas Dykmann.
I denne juleserie giver vi dig et skud videnskab til at supplere silden, kravlenisserne og klejnerne.
Vi har spurgt forskere om årets vigtigste fund, debatter og ønsker for 2024.
Klaas Dykmann er lektor i historie og politologi og beskæftiger sig med global og international politik.
Klaas har skrevet artikler om muligheden for en ny kold krig og Trumps konflikt med WHO på Videnskab.dk.
Hele juleserien finder du her.
Oftest synes jeg, at det væsentlige, vi ser, er videreudviklinger af allerede eksisterende debatter.
For eksempel er det interessant, om vi kan konstatere et skifte i den overordnede debat om troen på, at diplomati og forhandlinger er løsningen på internationale kriser, til en mere konfliktfyldt verden med mange forskellige stormagter, der hver står i spidsen for hver deres 'blok'.
Det sker, efter USA’s moment som verdens eneste supermagt ser ud til at være slut. En situation, der afløste Øst-Vest-konfliktens tid med to blokke og to supermagter.
Eller ser vi ny situation med USA og Kina, hvor der er to nye supermagter? Det er selvfølgelig altsammen emner, som kan diskuteres.
Der har også været en del snak om, hvordan international politik er blevet mere kompliceret.
Vi skal i Vesten håndtere flere forskellige konflikter på samme tid, men som måske stadig er forbundet på den ene eller anden måde. Det, synes folk, er anderledes end før, hvor vi bare tog en konflikt ad gangen.
Som historiker kan jeg personligt godt være usikker på, hvorvidt situationen overhovedet er betydeligt mere indviklet end anden del af det tyvende århundrede.
Men der er i hvert fald den store forskel, at medierne, både de sociale og de traditionelle, har bidraget til et voldsomt øget tempo og en geografisk udvidelse, som har ført til et diplomati, der reagerer meget langsommere.
Det øger presset på politikerne og øger selvfølgelig også risikoen for fejl.
Debatten om den såkaldte liberale verdensorden, som er kendetegnet ved demokrati, frihandel og diplomati, er intensiveret siden USA’s tilbagetrækning fra Afghanistan i 2021 og Ruslands invasion af Ukraine.
To begivenheder, der hver især har sat spørgsmålstegn ved USA's evne og vilje til at forsvare den liberale verdensorden.
Og nu taler alle om Taiwan-konflikten eller krigen mellem Israel og Hamas, som bliver udtrykt som nærmest symbolske eller konkrete kamppladser mellem en ny og gammel verdensorden:
En gammel verdensorden med demokrati og diplomati - og en ny verdensorden med krig og autokrati.
Det er lidt svært at pege på en enkelt debat og ét konkret emne. Det kommer an på, hvordan vi prioriterer.
Vi kigger selvfølgelig mest fra et vestligt eller eurocentrisk perspektiv, hvor man kan pege på et par store debatter.
Eksempelvis, om USA vil og kan blive ved med at forsvare den såkaldte liberale verdensorden, om vi stadig kan samarbejde med Kina, og hvilken rolle Europa kan og bør spille i international politik.
Der er også snak om, hvorvidt de ikke-vestlige lande i Afrika, Asien og Latinamerika måske er blevet trætte af vestlig politik og indgår alliancer med et stort fokus på, hvad de kan få ud af det.
Det gør, at de er mere tilbøjelige til at tilslutte sig Kina, Rusland eller andre autoritære stater.
Det har været de dominerende debatter fra et vestligt synspunkt, og de har også tilsammen tilsidesat eller politiseret klimakampen som en global opgave.
Men det er vigtigt at understrege, at for andre verdensregioner var det sikkert ikke de vigtigste. Det kommer nemlig an på, hvorfra vi kigger på de her debatter.
Fra et fagligt perspektiv vil jeg holde øje med, om vi bliver ved med at bruge de samme begreber og teorier.
Altså, eksempelvis om vi vil blive ved med at adskille militær magt fra økonomisk og kulturel magt i vores analyser? Og vil vi stadig blive ved med at tænke i enkelte nationalstater frem for stormagter og lande i deres indflydelsessfærer?
I Danmark og Europa bliver det interessant at se, hvordan EU og de forskellige samfund vil balancere de øgede forsvarsbudgetter, som de har lovet, med nødvendige investeringer i grøn teknologi og mere bæredygtig økonomi.
Og har vi råd til at omstille vores økonomi, så vi er mindre afhængige af Kina og andre ikke-demokratiske magter? Og ser vi frem til en endnu mere utilregnelig situation, hvis Trump flytter tilbage i Det Hvide Hus?
Hvis Trump vinder, vil Rusland så besejre Ukraine, Kina indlemme Taiwan og andre territorier og dermed indlede enden på den orden, som gavnede os i Europa så meget?
Vi skal også holde øje med kunstig intelligens og med, hvordan globale, private virksomheder eller enkeltpersoner såsom Elon Musk vil udøve indflydelse på international politik.
Hvis jeg skal nævne noget, som jeg håber på at se, vil det nok være, at videnskaben kan være fri for politisk pres og dermed kan bidrage til en konstruktiv dialog på tværs af både konstruerede, men også faktuelle grænser.
Så håber jeg også, at vi tænker os mere om, når vi bruger historiske sammenligninger eller udråber de forandringer, vi gennemlever, som historiske.
Der mener jeg, der er brug for mere dybdeborende analyser og en større tidslig afstand.
Jeg arbejder blandt på en artikel om Taiwans rolle i verdenspolitik.
Jeg undersøger, om Taiwans uafhængighed spiller en rolle for Latinamerika, eller om Kinas investeringer i deres økonomi og politiske pres er blevet så stort, at de ikke har økonomisk og politisk mulighed for at tage hensyn til Taiwan.
Klaas Dykmann blev interviewet af Malte Dan Møller Henriksen.
