Dansker hos NASA: »Nervepirrende« opsendelse af ny mission

Torsdag morgen stod den danske ingeniør Ulrik Gliese og trippede i VIP-området på Cape Canaveral Space Force Station i Florida, USA.

Herfra blev NASA’s nye storstilede klima- og havmission, kaldet PACE (Plankton, Aerosol, Climate, ocean Ecosystem), skudt af sted ud i rummet klokken 7.33 dansk tid.

Og for den danske NASA-ingeniør var opsendelsen kulminationen på mere end otte års arbejde med ekstremt avanceret teknologi, som »skal gøre os i stand til at se ting, vi aldrig før har set«.

»Det var en meget følelsesladet oplevelse,« siger Ulrik Gliese, som arbejder for den amerikanske rumfartsorganisation NASA og har været blandt de ledende ingeniører på PACE-missionen.

»Man er trist til mode, fordi arbejdet er ved at være forbi, men også jublende glad, for nu kommer satellitten endelig ud i rummet. Og samtidig er man nervøs over alle de ting, som kan gå galt ved en opsendelse.«

»Det var utrolig smukt«

Ved opsendelsen fik den nye PACE-satellit et lift ud i rummet med en raket af typen Falcon 9, som er bygget af det amerikanske firma SpaceX.

»Det var utrolig smukt at se satellitten blive frakoblet fra raketten. Raketten har et lille kamera siddende på sig, så vi kunne følge med på skærmen, da satellitten blev frakoblet og fløj væk,« fortæller Ulrik Gliese.

Efter cirka 10 minutter landede en del af raketten igen på Jorden, så den kan genanvendes. Her oplevede Ulrik GIiese det øresønderrivende drøn – et såkaldt supersonisk brag – som opstår ved landingen.

»Vi havde en super udsigt. Det er jo en ekstra del af oplevelsen, at raketten lander igen. Det er relativt nyt, at man kan gøre det,« siger Ulrik Gliese.

Nervepirrende minutter

Efterfølgende stod Ulrik Gliese og andre ledende forskere bag PACE-missionen og ventede spændt på at få bekræftet, om alt gik efter bogen med den nye klima- og havsatellit.

»Vi stod og ventede på, at solpanelerne skulle folde sig ud. Det er en meget kritisk ting for satellittens overlevelse, så det var nervepirrende minutter, før vi endelig fik bekræftet, at de havde foldet sig ud og satellitten virkede,« fortæller Ulrik Gliese.

Ud over at danske Ulrik Gliese har været blandt de ledende ingeniørkræfter bag missionen hos NASA har den nye PACE-mission også et andet solidt dansk aftryk, idet DTU Space i Lyngby har leveret et vigtigt navigationssystem til missionen – læs mere i denne artikel.

Herudover har en anden dansk ingeniør, Kim Jepsen, også arbejdet for missionen hos NASA, fortæller Ulrik Gliese.

»Ingeniørarbejde er vanvittigt spændende, men mange unge mennesker har svært ved at se det, måske fordi det naturvidenskabelige kan virke kedeligt. Men arbejdet som ingeniør har kæmpestore muligheder og friheder, og man kan være med til at udvikle ting, som aldrig før er lavet,« siger Ulrik Gliese.

Mest avancerede havbiologi-mission

Den nye satellit er et godt eksempel på, at det kræver kreativitet og teknisk snilde at gøre en avanceret rummission mulig. Forskerne ønsker blandt andet at kunne studere noget ekstremt småt – havets alger, også kaldet plankton – langt ude fra rummet.

»På mange måder ved vi mere om Månens overflade, end vi gør om vores egne oceaner,« siger Karen St. Germain, som er direktør ved Earth Science Division i NASA's hovedkvarter til CNN.

»PACE vil være den mest avancerede mission, vi nogensinde har søsat for at studere havbiologi. Det kommer til at lære os om havene på samme måde, som Webb (rumteleskop, red.) lærer os om kosmos.«

Ulrik Gliese har netop været blandt de ledende kræfter bag designet og udarbejdelsen af missionens primære instrument, Ocean Color Instrument (OCI). Som noget helt nyt vil instrumentet være i stand til at bestemme, hvilke algearter der ses i havene.

Studerer mikroskopisk liv fra rummet

Ofte er algerne så mikroskopisk små, at de end ikke kan ses med det blotte øje, når man ser på dem enkeltvist.

»Det lyder selvfølgelig meget mærkeligt at studere alger fra rummet, fordi de er så små, men der er ekstremt mange af dem, og det kan være svært at få et overblik fra skibe,« siger Ulrik Gliese, som mere præcist har været Chief Engineer og Deputy Instrument Manager på Ocean Color Instrumentet.

»Med PACE kommer vi til at kunne se, hvad der sker på hele Jorden, så vi kan holde øje med, hvordan algerne udbreder sig, blomstrer op og dør ud.«

Dermed kan missionen blandt andet også være med til advare, når der sker store opblomstringer af giftige alger, som kan forstyrre fiskeri, badegæster, turisme og lignende, fortæller Ulrik Gliese.

Hvordan bestemmer man algearter fra rummet?

Tidligere rummissioner har været i stand til at se, at der var alger i havet, men ikke hvilke arter der var tale om. For at kunne bestemme algearterne udnytter forskerne, at de bittesmå alger reflekterer Solens lys på forskellig vis.

»Hvis du ser på to forskellige alge-arter fra rummet, ser de måske begge to grønne ud. Men hvis du opløser lysspektrummet, som kommer fra algerne i meget fin skala, så kan du pludselig skelne meget små forskelle i farverne, og ud fra det kan du bestemme arten,« forklarer Ulrik Gliese om instrumentet, som kan identificere mere end 100 forskellige farver – bølgelængder – af lys fra algerne.

Ideen til missionen opstod blandt havbiologer for mere end 20 år siden, idet vi kort fortalt ved meget lidt om algerne og deres betydning for både livet i havene og på landjorden.

Lungerne i havet

Ofte bliver regnskove betegnet som ’Jordens lunger’, fordi de står for en god portion af fotosyntesen på vores klode – og dermed omdanner træerne og planterne altså CO₂ til ilt.

Men det er ikke kun regnskove, som spiller en vigtig rolle som klodens lunger. Faktisk spiller alger – også kaldet plankton – en endnu vigtigere rolle, fortæller hav- og klimaforsker Katherine Richardson.

»Cirka halvdelen af den fotosyntese, som foregår på kloden, finder sted i havet, og hovedparten sker hos plankton,« fortæller Katherine Richardson, som er professor og blandt andet forsker i planteplankton ved Globe Institute på Københavns Universitet.

»Så plankton spiller en enorm vigtig rolle for alt liv på Jorden, og de har slet ikke optjent den respekt, som de fortjener.«

Professor: Missionen bliver ikke vores redning

Hun er glad for, at missionen nu retter fokus på planktons rolle for klimaet og fotosyntesen. Men hun tror alligevel ikke på, at missionen kommer til at udfylde de store huller i vores uvidenhed om algernes og havenes biologi.

»Jeg har umiddelbart svært ved at tro, at missionen bliver vores redning i forhold til at forstå plankton og havets hemmeligheder,« siger Katherine Richardson, som selv har studeret muligheder for at undersøge havbiologi fra rummet.

»Missionen har helt sikkert potentiale og kan stille nogle vigtige forskningsspørgsmål. Men hvis vi virkelig skal til bunds i problemet, bliver vi nødt til at rejse dybere ned i havene, end hvad man kan se fra rummet.«

Hun forklarer, at størstedelen af algernes vigtige arbejde finder sted et godt stykke under overfladen, og dermed kan det blive svært at løse havets gåder uden at kunne kigge længere ned i havet.

»Jeg har endnu aldrig mødt en satellit, som kan fortælle, hvad der sker dybt nede i vandsøjlen, hvor det er rigtig vigtigt,« siger Katherine Richardson.

»Selvfølgelig udgør havoverfladen kontaktfladen mellem havet og atmosfæren, og det er her, der udveksles gasser såsom CO₂. Men hvis man bedre vil kunne forstå plankton og primærproduktionen (omdannelsen af CO₂ mm, red.) i havet, så ved vi i dag, at det kun er en lille brøkdel – omkring en fjerdedel – som finder sted i de øverste 10 meter af havet.«

NASA: Vi vil lære en masse

Dermed har hun større tiltro til, at vi kan blive klogere ved at studere planteplankton fra små robotbåde – såkaldte ’argo floats’ – som kan rejse dybt ned i vandmasserne og kortlægge algernes færd.

Fra NASA's og Ulrik Glieses side er der imidlertid tårnhøje forventninger til den nye rummissions muligheder for at gøre os klogere på vores egen blå planet.

»Observationer og forskning fra PACE vil i høj grad være et fremskridt for vores viden om oceanernes rolle i klimaets cyklus,« siger Karen St. Germain, som er direktør fra Earth Science Division i NASA's hovedkvarter i Washington i en pressemeddelelse.

Ulrik Gliese istemmer:

»Jeg håber, at havbiologerne kommer til at se noget, som de ikke forventede, for vi lærer altid en masse af nye opdagelser,« slutter han.