Straf eller godbid? Din træningsmetode afslører dit syn på hunde

Solen skinner, fuglene kvidrer, og du er ude på en dejlig eftermiddagstur med Fido. Alting ånder fred og ro, lige indtil en velduftende tæve overhaler jer, og Fido pludselig er ved at rive armen af dig i ren og skær iver.

Giver du et kontant ryk i halsbåndet for at stoppe adfærden? Eller forsøger du i stedet at aflede opmærksomheden og belønne med en godbid, når Fido atter er faldet til ro?

Dit valg i dét splitsekund handler ikke kun om, hvad du tror, der er den mest effektive indlæringsmetode.

Et nyt studie udarbejdet af forskere på Københavns Universitet i samarbejde med kolleger fra Edinburgh University peger på, at der er en sammenhæng mellem de træningsmetoder, vi bruger, og vores grundlæggende syn på hundes værdi og rettigheder.

Hvilken etisk kasse passer du i?

Resultaterne bag studiet er klare:

• Hundeejere, der ser dyr som noget, mennesker grundlæggende er hævet over, bruger oftere straf i træningen - for eksempel et ryk i snoren.
• Omvendt bruger hundeejere, der lægger vægt på dyrevelfærd, langt oftere belønning som ros og godbidder.

»Når folk træner hunde, tænker man måske, at det bare handler om effektivitet. Men i virkeligheden afspejler valget også, hvordan vi ser vores forhold til dyr, og vores plads i forhold til dem,« lyder det fra Peter Sandøe, professor på Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab på Københavns Universitet og en af forfatterne på studiet.

Lene Fuglsang-Damgaard, der netop har færdiggjort sit ph.d.-studie i menneske-hund-relationer ved Aarhus Universitet, har læst studiet for Videnskab.dk. Hun er ikke overrasket over sammenhængen.

Ifølge hende handler hundetræning nemlig ikke kun om teknik.

»Som hundetræner skal man huske, at der ligger nogle værdier bag den måde, folk træner deres hund på,« forklarer hun.

Derfor er det heller ikke nok bare at pege på én ‘rigtig’ træningsmetode.

»Man skal også forstå, at ejeren har en holdning, som påvirker, hvorfor de vælger, som de gør.«

Ung med de unge, blød med de ældre

Generelt tyder det dog på, at langt de fleste hundeejere griber i godbidstasken frem for at hæve stemmen.

Undersøgelsen viser, at 97 procent af deltagerne bruger ros, og 86 procent bruger godbidder og legetøj, når de træner med deres hund.

Til sammenligning er det kun 25 procent af de adspurgte, der bruger fysisk straf i deres opdragelse.

Tallene skal dog tages med et vist forbehold. Undersøgelsen bygger på selvrapportering, og det kan betyde, at nogle deltagere fremstiller deres egen adfærd lidt mere positivt, end den i virkeligheden er.

Dykker man ned i tallene, gemmer der sig imidlertid en sjov og overraskende detalje, som Lene Fuglsang-Damgaard bed mærke i.

»Man kan se, at jo ældre man er, jo mere positiv træning bruger man. Det overraskede mig lidt, fordi jeg nok havde troet, at det var de 18-34 årige, der var de lidt mere bløde, og som tog de nye metoder til sig.«

Forskning peger på, at positive, belønningsbaserede metoder først for alvor begyndte at få udbredelse i 1980’erne og 1990’erne, og siden er de gradvist blevet mere udbredte, i takt med at forskningen har peget på fordelene ved belønningsbaseret træning.

Man kunne derfor fristes til at tro, at det var de unge, der var fanebærere for den nye stil.

Lene Fuglsang-Damgaard gætter dog på, at den tendens, det danske studie optegner, skyldes, at yngre hundeejere oftere er mere uerfarne.

Derfor er der større risiko for, at de reagerer spontant med et ryk i linen i pressede situationer, mens erfarne hundeejere har overskuddet til at bevare en roligere, positiv tilgang.

Forskerne ramte en hvepserede

Selvom de fleste bruger positive metoder, er hundetræning et utrolig betændt emne på internettet. Faktisk ramte forskerne direkte ned i en hvepserede, da de delte deres spørgeskema i forskellige Facebook-grupper for hundefolk.

Hele 75 deltagere udvandrede fra undersøgelsen i protest, da de stødte på studiets definition af ‘fysisk straf’, og opfordrede andre til helt at boykotte studiet.

»Folk blev vrede over, at brugen af ryk i snoren blev sat i samme kategori som det at slå, skubbe, ryste hunden eller bruge el-halsbånd. Mange har måske tænkt: 'Jeg rykker i linen ind imellem, men jeg bruger altså ikke el-halsbånd',« påpeger Lene Fuglsang-Damgaard.

Ifølge hende kunne forskerne med fordel have spurgt mere konkret ind til de enkelte metoder i stedet for at samle dem i én kategori.

Den kritik anerkender Peter Sandøe og resten af forskerholdet også selv. I studiet skriver de, at fremtidig forskning bør skelne tydeligere mellem forskellige træningsmetoder, så man undgår at stemple hundeejere unødigt.

Kan vi stole på dataen?

Den store modstand betyder, at man skal have de kritiske videnskabs-briller på, når man læser studiet. Deltagerne er for eksempel ikke nødvendigvis repræsentative for den gennemsnitlige hundeejer.

Ruth Newberry, der forsker i dyreadfærd ved Norges miljø- og biovitenskapelige universitet, peger også på en velkendt svaghed ved spørgeskemaer:

Når folk selv skal beskrive deres adfærd, kan de - helt ubevidst - komme til at fremstille sig selv lidt pænere, end de faktisk er.

»Der er selvfølgelig altid begrænsninger ved studier baseret på selvrapportering,« forklarer hun.

Samtidig advarer forskeren mod at konkludere, at vores indre moral er den eneste grund til, at vi træner hunden på en bestemt måde.

»Det er et studie baseret på korrelationer (sammenfald, red.). Korrelationer er ikke bevis på årsag og virkning. Der kan være andre faktorer, der fører til dette samspil.«

Den pointe er Peter Sandøe helt enig i. Han peger på, at vi også bliver påvirket af det miljø, vi færdes i, og hvad vi har lært hjemmefra:

»Det er jo klart, at tradition, opdragelse og kultur bredt forstået selvfølgelig også spiller en rolle. Kommer man fra en kultur, hvor det er sådan, man gør, så vil man som udgangspunkt jo også være disponeret for at gøre noget bestemt,« lyder det fra professoren.

Fra brugsdyr til familiemedlem

Men kan et amerikansk studie overhovedet gøre os klogere på danske hundeejere? Ja, lyder det fra Lene Fuglsang-Damgaard. Hun forventer overordnet at se det samme mønster herhjemme.

Det skyldes især, at vi over de seneste årtier har ændret vores syn på menneskets bedste ven markant. Hunden er i høj grad rykket fra hundegården og ind i sofaen.

»I dag holdes mange hunde udelukkende som selskabsdyr og ikke, fordi de forventes at udføre et traditionelt arbejde som for eksempel at hyrde får,« forklarer Ruth Newberry.

Den udvikling kan seniorforfatter Peter Sandøe tydeligt genkende:

»Da jeg var barn, fik man jo at vide, at man skulle sætte sig i respekt over for hunden. Der var nogle bestemte forestillinger om, hvordan vi skulle omgås de dyr, og deres plads i universet, som har ændret sig ganske meget siden da,« erindrer han.

Du kan læse mere om hundes voksende plads i vores hjem i Videnskab.dk-artiklen: Færre babyer, flere hunde: Nyt studie peger på, at hunden fylder mere i familien

Den nye viden om, hvorfor vi reagerer forskelligt på hunden, kan måske endda være med til at dæmpe konflikterne nede på træningsbanen eller ude i hundeskoven fremadrettet.

Som Ruth Newberry afslutningsvist pointerer:

»Når vi engagerer os i debatter om træningsmetoder, er det måske lettere for folk at nå til en fælles forståelse, hvis de er bevidste om, at de forskellige synspunkter kan være påvirket af forskelle i etiske perspektiver.«