Hvad er de 'planetære grænser', og hvilken betydning har de for os?

Så vidt vi ved, er der kun én planet i vores solsystem og galakse, som er vært for liv, og det er hér, vi bor.

I 800 millioner år var Jorden gold og død, men så begyndte livet at finde sig til rette - i mere end tre milliarder år har forskellige livsformer været med til at forme deres eget miljø.

Jordens energibalance (almindeligvis kendt som klimaet) og dens interaktioner med billionvis af arter er den mest afgørende faktor for vores miljømæssige forhold.

Som du ved, er én art – vores - exceptionel god til at ændre på det omkringliggende miljø, så det passer os. Problemet er, at vi nu er blevet for gode til det.

Vi fælder skove, jævner bjerge for at nå frem til malmforekomster, tæmmer græsarealer, overfisker havene, skaber og leder nye kemikalier ud i miljøet og pumper enorme mængder kvælstof fra gødning ud i økosystemet.

Alt det - og meget mere - underminerer det skjulte system, der understøtter livet, og som vi ikke kan være foruden.

Hvad er de planetære grænser?

For knap 15 år siden hjalp denne artikels hovedforfatter med at skabe et begreb, der kaldes de 'planetære grænser'. Meningen var at belyse, hvilken skade vi havde gjort.

Vi fandt frem til ni processer, der er afgørende for jordsystemet. Tre af processerne er baseret på, hvad vi tager fra systemet:

• Tab af biodiversitet
• Ferskvand
• Arealanvendelse

De resterende seks kommer fra det affald, vi deponerer i miljøet:

• Drivhusgasser (som forårsager klimaforandringer og havforsuring)
• Ozon-nedbrydende kemikalier
• Nye enheder (plastik, beton, syntetiske kemikalier og genetisk modificerede organismer, som skylder os deres eksistens)
• Aerosoler
• Overbelastning i form af kvælstoffer (reaktivt nitrogen og fosfor fra gødning)

Hvis vi holder vores aktiviteter på et sikkert niveau, kan selve livskraften og klodens egne processer godt tackle det.

Men i seks ud af ni vitale livsunderstøttende systemer har vi overskredet den sikre zone. Og vi er nu i zonen, hvor vi – såvel som alle andre arter – er i fare.

En nylig udvikling

I år 1900 var der omkring 1,6 milliarder mennesker på kloden – og de var næsten alle sammen fattige.

I dag er der 8 milliarder af os, og en del af os er rige. Vi bruger næsten allesammen fossile brændstoffer, plastik, kemikalier og produkter fra såkaldt intensivt landbrug.

Det er let bare at leve videre og kun lejlighedsvis se et glimt af virkeligheden:

Måske er du fløjet over områder med palmeolieplantager, hvor der engang var regnskov. Måske har du set blågrøn algeopblomstring eller massiv fiskedød. Måske har du på en vandretur undret dig over, hvor alle dyrene eller insekterne er blevet af.

Men når vi zoomer ud og ser på summen af vores påvirkning, står det klart. Kort sagt: Vi tærer på vores egne livsunderstøttende systemer. Og det er sket for ganske nylig. Hvis vi fortsætter, risikerer vi at udløse en dramatisk og potentielt irreversibel ændring af vores levevilkår.

Som alle andre levende organismer overlever vi ved at bruge Jordens ressourcer. Vi troede engang, at disse ressourcer var ubegrænsede, men nu ved vi, at der er grænser, vi ikke kan overskride.

Lad os tage ferskvand som et eksempel - det er afgørende for livet på land. Hvis vi pumper for meget vand fra floder, søer og grundvandsmagasiner over i landbrug, industri eller byer, risikerer vi at ramme en uoverskridelig grænse.

Og det scenarie er ikke hypotetisk – steder som Indien og Californien er tæt på denne grænse.

Hvordan beregnes de planetære grænser?

Man skal huske på, at hele den menneskelige civilisation – opblomstringen af kultur, religion, landbrug og byer – er sket i løbet af de seneste 10-12.000 år. I de omkring 190.000 år før det var vi nomadiske jæger-samlere.

Så hvad var det, der ændrede sig?

Klimaet, først og fremmest.

Klimaet udviklede sig gunstigt. Væk var de tilbagevendende istider, og mange eksperter mener, at der er en sammenhæng mellem et stabilt klima og civilisationens fremgang, selvom det er svært at slå fast med sikkerhed.

Hvad vi ved er, at vi mennesker kan trives under disse forhold. Vi ved ikke med sikkerhed, om vores civilisation, som vi kender den, kan trives, hvis forholdene er anderledes.

Det ville være tåbeligt at risikere at skubbe til bristepunktet.

Det er derfor, vi og mange andre uafhængige forskere har arbejdet så hårdt, som vi har, for at udvikle rammerne for planetære grænser og holde dem opdateret, i takt med at resultaterne af ny forskning dukker op.

Hvordan ved vi, at vi har overskredet grænserne?

Jordens miljøforhold har ændret sig mange gange i løbet af klodens lange historie. Klimaet er et godt eksempel.

Vi ved, at Jorden har set ganske anderledes ud i perioder, hvor temperaturen har været højere eller lavere; engang voksede der palmer i Antarktis. Det er netop disse svingninger fra drivhus til istid, der gør os i stand til at vurdere, hvor grænsen ligger, og hvor vores aktiviteter kan forstyrre processerne.

Men det er grænser, ikke tærskler - forstået på den måde, at når vi krydser en grænse, så udløser det ikke en øjeblikkelig katastrofe.

Det er fuldt ud muligt at justere på vores aktiviteter, så vi igen er tilbage på den sikre side af grænsen. Det gjorde vi allerede i 1990'erne, hvor et internationalt samarbejde hurtigt udfasede ozonlagsnedbrydende kemikalier og satte en stopper for, at det farlige ozonhul blev stadigt større.

Det går ikke særlig godt

Så hvordan går det egentlig?

Ikke særlig godt.

I en nylig opfølgning på, hvor vi står i forhold til de planetære grænser, konkluderede forskerholdet bag, at vi nu har overskredet den sikre zone og bevæget os ind i farligt territorium i seks af de ni processer.

Vi er stadig i den grønne zone i forhold til ozonlagsnedbrydende kemikalier. Forsuring af havene er stadig - med nød og næppe - i de grønne zone, og det samme gælder aerosolforurening og støv.

Men med hensyn til klimaforandringer, skovrydning, tab af biodiversitet, syntetiske kemikalier som plastik, ferskvandforbrug og kvælstof-/fosforbrug har vi for længst overskredet den sikre zone.

Seks ud af ni planetære grænser er nu i den røde zone. Vi holder gang i festen så længe som muligt, men det kan ikke fortsætte i det uendelige.

På et eller andet tidspunkt skal regningen betales.

Jo hurtigere vi iværksætter for de øvrige grænser, hvad vi gjorde for ozonnedbrydende kemikalier, desto bedre vil det være for os alle.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.