Overrasket forsker: Pindsvin kan høre nogle helt andre lyde end os

Pindsvin er blandt de mest genkendelige og folkekære vilde pattedyr i Danmark. De bor i vores haver, grynter i skumringen og ruller sig sammen, hvis vi kommer for tæt på.

Men pindsvinet er i voldsom tilbagegang. Ikke stille, ikke gradvist – men dramatisk.

I store dele af Europa forsvinder bestanden i et tempo, der burde få alarmklokkerne til at ringe langt højere, end de gør. Det europæiske pindsvin er i dag klassificeret som ’næsten truet’ på IUCNs Rødliste for Europa.

Jeg har påtaget mig den mission at forstå hvorfor og gennem min forskning at beskrive, hvad vi konkret kan gøre for at stoppe denne udvikling.

I samarbejde med forskerkolleger har jeg gjort en ganske overraskende opdagelse om pindsvinets hørelse, som netop er blevet offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Biology Letters.

Men først skal vi en tur ud blandt bilerne på vejene.

Et væsen, der ofte ender som hjulsplat på vejene

Trafikken er nemlig en af de største enkeltstående dødsårsager. Det estimeres, at op mod hvert tredje pindsvin mister livet på vejene hvert år.

Pindsvinet er ikke bygget til et moderne samfund. Det har en strategi, der virker glimrende mod naturlige fjender, der ser bevægelse i mørket.

Først stivner pindsvinet, og derefter beslutter det sig for enten at løbe væk, eller rulle sig sammen. Over for biler er den strategi fatal. Evolutionen er ikke fulgt med.

For et dyr, der ofte stivner i stedet for at flygte, er veje en næsten uoverstigelig barriere. Samtidig fragmenterer de landskabet, så pindsvin får sværere ved at finde føde, mager og nye levesteder.

Når vi så ovenikøbet lægger haverne om til fliser, klipper græsset kort og bruger robotplæneklippere, bliver det tydeligt, at det ikke er pindsvinene, der har ændret sig – det er os.

Et af de spørgsmål, jeg har vendt og drejet igen og igen, er: Kan vi gøre noget ved de massive trafikdrab på pindsvin?

Jeg begyndte derfor at spekulere over, om der fandtes en løsning, ingen havde set. Kunne man advare pindsvin om farer, før det var for sent? Kunne man holde dem væk fra bilerne uden at genere mennesker?

For at kunne svare på det spørgsmål måtte jeg starte helt forfra. Jeg var nødt til at undersøge noget, der overraskende nok aldrig før var gjort med moderne metoder: pindsvinets hørelse.

Som pindsvineforsker havde jeg slet ingen erfaring eller ekspertise i den slags.

Jeg samlede derfor et stærkt forskerhold af specialister i scanninger, dyreforsøg, bedøvelse af pindsvin, adfærds- og bevaringsbiologi, og ikke mindst, studiet af dyrs hørelse (se hele holdet i boksen under artiklen).

Sammen beskrev vi pindsvinets øre-anatomi og målte pindsvinets hørelse for første gang – med state-of-the-art metoder og udstyr.

Et øre indrettet til det ekstreme

Ved hjælp af højopløselige mikro-CT-scanninger af et pindsvin, der døde på en vildtplejestation, kunne vi opbygge tredimensionelle modeller af pindsvinets mellemøre og indre øre.

Her fandt vi noget opsigtsvækkende: Meget små og tætte mellemøreknogler og en relativt stiv ledforbindelse mellem trommehinden og hammeren – den første af ørets tre knogler.

Også stigbøjlen var usædvanligt lille og let. En mindre og lettere stigbøjle kan vibrere hurtigere og dermed overføre højfrekvente lydbølger bedre.

Sneglen i det indre øre viste sig at være kort og kompakt. Alt sammen pegede i samme retning: Pindsvinets øre er bygget til at håndtere vibrationer, der svinger ekstremt hurtigt, altså ultralyd.

Ultralyd er defineret som lyd over 20 kHz, altså over den frekvens, som mennesker kan høre.

Anatomien alene kunne dog ikke give os det endelige svar. Vi måtte teste hørelsen direkte (se også en video om processen her).

Pindsvin og ultralyd

For at finde ud af om pindsvin rent faktisk kan høre ultralyd, var vi nødt til at måle pindsvins hørelse for første gang med moderne metoder. Vi målte hørelsen hos 20 europæiske pindsvin ved hjælp af metoden Auditory Brainstem Response (ABR).

Dyrene kom fra danske pindsvineplejestationer, hvor de havde været indlagt, og var alle vurderet raske og klar til genudsætning.

Under kortvarig bedøvelse placerede vi små nåle-elektroder på pindsvinene og målte hjernens elektriske respons, mens vi afspillede korte og forskellige lydimpulser i varierende frekvenser.

Vi fik dem altså til at sove lystigt, spillede lyde for dem og målte hjerneaktiviteten imens. Hvis der var særlig aktivitet i hjernen, viste forsøget, at de kunne høre lydene.

Resultaterne var klare: Pindsvinene reagerede på lyde fra omkring 4 kHz og helt op til mindst 85 kHz. Den største følsomhed lå omkring 40 kHz – langt inde i ultralydsområdet.

Pindsvin kan derfor høre lyde, som hverken vi, vores hunde eller vores katte opfatter.

En skjult lydverden

I bøgerne om pindsvin står der, at de ikke laver særligt mange forskellige lyde. Det giver måske mening, fordi det er en art, der lever alene.

Men vores opdagelse af deres evner til at høre, åbner også for endnu en mulig forklaring: At pindsvin også kommunikerer i ultralyd.

Måske findes der et helt landskab af pindsvinelyde, som vi endnu ikke har opdaget, fordi vi simpelthen ikke selv kan høre dem. Det er vi naturligvis allerede i gang med at undersøge, så de resultater vender jeg forhåbentligt tilbage med.

Vi ved ikke, hvorfor pindsvin har udviklet evnen til at høre ultralyd.

Ultralyd kan spille en vigtig rolle for retningshørelse – evnen til at afgøre, hvor en lyd kommer fra. Det kan også være nyttigt under fødesøgning, hvis byttedyr som insekter udsender højfrekvente lyde.

Men uanset hvorfor pindsvin hører ultralyd, står én ting klart: Denne viden giver os nye muligheder.

Fra grundforskning til konkrete løsninger

Fordi pindsvin kan høre højfrekvent ultralyd, åbner det for muligheden for at udvikle lydafskrækkere, som er målrettet pindsvin – men som hverken mennesker eller vores kæledyr kan høre.

Det var lige nøjagtigt det resultat, jeg havde håbet på! Jeg kan afsløre, at jeg flere gange har hoppet af glæde over det.

I teorien kan lydafskrækkere advare pindsvin i god tid, før en bil nærmer sig, eller holde dem væk fra potentielt farlige maskiner som robotplæneklippere og kanttrimmere.

Og hvis vi kan målrette lydafskrækkerne, så de ikke generer mennesker, hunde eller katte, er der en langt større chance for, at folk gider at bruge dem.

Der er stadig mange spørgsmål, der skal besvares:

Hvordan reagerer pindsvin på lydene? Hvilke lyde kan afskrække dem? Vænner de sig til dem og ender med at ignorere dem? Og hvor langt rækker en sådan en højfrekvent ultralyd i et virkeligt landskab?

Risikerer vi, at pindsvinene aldrig tør krydse vejene, og dermed bliver endnu mere indavlede, hvis alle biler i fremtiden har en indbygget lydafskrækker?

Og tør pindsvinene overhovedet færdes i vores haver, hvis robotplæneklipperne har lydafskrækkere, der larmer, når de klipper græs?

Der er noget vej endnu, men det fantastiske er, at vores resultater viser, at det overhovedet kan lade sig gøre at tænke i denne type løsninger.

Forskning i øjenhøjde: I ringer bare!

Noget af det, jeg holder allermest af ved mit arbejde, er koblingen mellem grundforskning og løsning af virkelige problemer. Pindsvin lever i en verden, hvor størstedelen af de farer, de møder, er menneskeskabte.

Hvis vi kan bruge viden til at gøre deres liv bare en smule mere sikkert og redde nogle pindsvin, vil det uden tvivl gavne overlevelsen for den dalende bestand.

Tidligere har jeg i samarbejde med industrien forsket i robotplæneklippere for at skabe pindsvinevenlige robotplæneklippere. Gennem forskningen designede vi sikkerhedstests og 3D-printede crash tests dummies af pindsvin, der kan bruges som redskaber for producenterne til at udvikle sikre robotplæneklippere i fremtiden.

Nu er næste skridt at få bilindustrien i tale, så den kan hjælpe med at finansiere den videre forskning i lydafskrækkere målrettet pindsvin, der forhåbentlig, i fremtiden, vil være fast inventar i enhver bil.

Se Sophie Lund Rasmussen forklare om den nye forskning: