Mikroplast fra Europa ender i Det Arktiske Ocean, viser nyt studie

Der er mikroplastpartikler i hele Det Arktiske Ocean. Men hvad det skyldes, at de netop ender der, og hvor de præcist ophober sig, har været uklart. Indtil nu.

I et nyt studie publiceret i Scientific Reports viser norske forskere, at det er plast fra europæiske floder, der ender i dele af Det Arktiske Ocean, de nordiske have og Baffinbugten.

»Vi ved godt, at plast bliver transporteret med havstrømmene, men det her er et omfattende område, som vi ikke kender særlig godt. Arktis er af gode grunde ikke et sted, der bliver indsamlet så mange prøver,« siger Kristian Syberg, lektor i miljørisiko ved Roskilde Universitet, der har set studiet igennem for Videnskab.dk.

»Studiet er rigtig spændende. Det viser, hvor vigtige havstrømmene er i et område, hvor vi ikke kender plastforurening særlig godt. For det er et barskt område,« tilføjer han.

Sådan gjorde de

Forskerne, der står bag studiet, har kombineret modeller af havstrømme mellem 2007-2017 med simuleringer af flydende mikroplast-bevægelser.

De simulerede frigivelsen af mikroplast fra 21 store floder på tværs af Nordeuropa og Arktis hver dag over en 10-årig periode og modellerede deres bevægelser over årtier.

Så sammenlignede de resultaterne af deres model med fordelingen af flydende mikroplast på tværs af 121 havvandsprøver, der blev indsamlet fra 17 steder ud for Norges vestkyst mellem maj 2017 og august 2018.

På den måde fandt de ud af, at de fleste simulerede plastpartikler efter at blive frigivet fra floder drev langs to hovedveje:

1. 65 procent drev langs den norske kyst mod Laptevhavet (mellem Det Arktiske Ocean og det nordlige Rusland), inden de blev transporteret ind i Det Arktiske Ocean, over Nordpolen og derefter ud af Det Arktiske Ocean via Fram Strædet (øst for Grønland).
2. 30 procent drev langs den norske kyst, før de bevægede sig sydpå via Fram Strædet og derefter langs Grønlands øst- og sydkyst, før de drev videre sydpå langs Canadas nordøstkyst.

Efter 20 års simuleringer var forskerne i stand til at identificere de områder, hvor flydende mikroplast ophobede sig. Det gjorde det i de nordiske have, Nansenbassinet i Det Arktiske Ocean, Barentshavet, Laptevhavet og Baffinbugten (mellem Grønland og Canada).

\ Læs mere

Mikroplastik fundet i både Arktis, Alperne og Rocky Mountains

Ikke overraskende

Der er god grund til at tro, at plast fra europæiske floder ender i Arktis, mener Kristian Syberg.

»Det er et godt bud. Det giver mening, for der er mange ting, der koncentreres i Arktis. Så det er ikke overraskende,« siger han, men tilføjer også:

»Der skal mere data til, før man kan slå to streger under det. Og de data er ikke lette at få fat på.«

Så selvom studiet ifølge Kristian Syberg »er rigtig godt«, har det også sine begrænsninger. For de havvandsprøver, der indgår i studiet, er taget af overfladevand. Men da en stor del af plastikken synker ned på havbunden, undervurderer prøverne fra overfladen, hvor meget plast der er i havet, bemærker Kristian Syberg.

\ Læs mere

Plastik i havet ender på bunden af Arktis

Det er Jes Vollertsen, professor ved Institut for Byggeri, By og Miljø ved Aalborg Universitet, enig i. Men han mener ikke, at det spiller en stor rolle for forskernes model, om de får målt helt nøjagtigt.

»En model hjælper dig til at forstå en problemstilling. Den er ikke en magisk tryllestav, der giver den ultimative sandhed. Men uden modellen er det svært at gennemskue de komplekse sammenhænge, man undersøger,« siger Jes Vollertsen, der selv leder et lignende forskningsprojekt.

Læs mere om begrænsningerne ved studiets dataindsamling og modellering i boksen i bunden af artiklen.

Konsekvenser for økosystemerne

Trods studiets begrænsninger er der ikke nogen tvivl om, at den flydende mikroplast kan have konsekvenser for det arktiske økosystem.

Studiets analyser af havvandsprøver afslørede, at fordelingen af flydende mikroplast var i overensstemmelse med den, der var forudsagt af forskernes model efter 10 år med simuleret mikroplastfrigivelse og efterfølgende cirkulation gennem de nordiske have, Det Arktiske Ocean og Fram Strædet.

Det indikerer, at flydende mikroplast kan have cirkuleret i hele Arktis i mindst 10 år.

»Der er ofte en diskussion om, hvor vigtigt plastforurening er, eller om det tager fokus væk fra andre områder såsom kemikalier eller klimaforandringer,« siger Kristian Syberg og tilføjer:

»Men det hele samlet er vigtigt. I Arktis har vi nogle af de allermest pressede økosystemer på grund af klimaforandringerne. Hvis de så også svækkes af, at for eksempel fiskenes maver fyldes op med plast, så kan det tippe over.«

»Det er som et stort glas, der fyldes op med forskellige væsker - måske ikke de samme - men på et tidspunkt flyder bægeret over,« siger Kristian Syberg.

Bedre håndtering af plast

Studiet bidrager derfor til diskussionen af, hvordan vi håndterer plast, så det ikke ender i miljøet, hvor det forvolder så meget skade.

»Det er endnu et studie i rækken, der viser, hvor omfattende den globale plastforurening er,« siger han og tilføjer:

»Det er globalt problem. Det er overalt. Fra Marianergraven (verdens dybeste oceangrav, der ligger mellem Asien og Australien, red.) til toppen af Mount Everest og nu i Arktis. Der er ikke nogen steder på Jorden, der ikke er forurenet med plast. I 1950 brugte vi ikke plast overhovedet, så det er gået stærk, at vi har fået spredt det over Jorden.«

Og så viser studiet - ifølge Kristian Syberg - også, at idéen om at 'støvsuge' havet for plast er næsten umulig.

»Har vi ikke kontrol over plasten, så kan vi ikke samle det ind. Det er kræfter, vi ikke kan styre, der styrer den distribution. Når det så ender i Arktis, så bliver det aldrig samlet op. Det viser, hvor kompleks problemstillingen er: Når vi først har tabt plast til miljøet, er skaden sket,« siger han.

»Så vi skal gøre noget ved det, inden det bliver tabt til miljøet.«