Mikroplast fra Europa ender i Det Arktiske Ocean, viser nyt studie
Det har alvorlige konsekvenser for det arktiske økosystem, påpeger dansk forsker.
mikroplastik i havet

Plast i havet kan gøre skade på fisk, der bliver viklet ind i det, får ødelagt deres gæller, bliver forgiftet eller får fyldt maven op med det. (Foto: Shuttertstock)

Plast i havet kan gøre skade på fisk, der bliver viklet ind i det, får ødelagt deres gæller, bliver forgiftet eller får fyldt maven op med det. (Foto: Shuttertstock)

Der er mikroplastpartikler i hele Det Arktiske Ocean. Men hvad det skyldes, at de netop ender der, og hvor de præcist ophober sig, har været uklart. Indtil nu.

I et nyt studie publiceret i Scientific Reports viser norske forskere, at det er plast fra europæiske floder, der ender i dele af Det Arktiske Ocean, de nordiske have og Baffinbugten.

»Vi ved godt, at plast bliver transporteret med havstrømmene, men det her er et omfattende område, som vi ikke kender særlig godt. Arktis er af gode grunde ikke et sted, der bliver indsamlet så mange prøver,« siger Kristian Syberg, lektor i miljørisiko ved Roskilde Universitet, der har set studiet igennem for Videnskab.dk.

»Studiet er rigtig spændende. Det viser, hvor vigtige havstrømmene er i et område, hvor vi ikke kender plastforurening særlig godt. For det er et barskt område,« tilføjer han.

Sådan gjorde de

Forskerne, der står bag studiet, har kombineret modeller af havstrømme mellem 2007-2017 med simuleringer af flydende mikroplast-bevægelser. 

De simulerede frigivelsen af mikroplast fra 21 store floder på tværs af Nordeuropa og Arktis hver dag over en 10-årig periode og modellerede deres bevægelser over årtier.

Så sammenlignede de resultaterne af deres model med fordelingen af flydende mikroplast på tværs af 121 havvandsprøver, der blev indsamlet fra 17 steder ud for Norges vestkyst mellem maj 2017 og august 2018.

På den måde fandt de ud af, at de fleste simulerede plastpartikler efter at blive frigivet fra floder drev langs to hovedveje:

  1. 65 procent drev langs den norske kyst mod Laptevhavet (mellem Det Arktiske Ocean og det nordlige Rusland), inden de blev transporteret ind i Det Arktiske Ocean, over Nordpolen og derefter ud af Det Arktiske Ocean via Fram Strædet (øst for Grønland). 
  2. 30 procent drev langs den norske kyst, før de bevægede sig sydpå via Fram Strædet og derefter langs Grønlands øst- og sydkyst, før de drev videre sydpå langs Canadas nordøstkyst. 

Efter 20 års simuleringer var forskerne i stand til at identificere de områder, hvor flydende mikroplast ophobede sig. Det gjorde det i de nordiske have, Nansenbassinet i Det Arktiske Ocean, Barentshavet, Laptevhavet og Baffinbugten (mellem Grønland og Canada). 

rhinen ob mikroplastik arktis

Kortet her viser, hvordan udledninger af mikroplast fra den europæiske flod Rhinen (mørkeblå) og den russiske flod Ob (lilla) bliver båret med havstrømme op til Det Arktiske Hav. (Illustration: Huserbråten et al. 2022)

Ikke overraskende

Der er god grund til at tro, at plast fra europæiske floder ender i Arktis, mener Kristian Syberg.

»Det er et godt bud. Det giver mening, for der er mange ting, der koncentreres i Arktis. Så det er ikke overraskende,« siger han, men tilføjer også: 

»Der skal mere data til, før man kan slå to streger under det. Og de data er ikke lette at få fat på.« 

Så selvom studiet ifølge Kristian Syberg »er rigtig godt«, har det også sine begrænsninger. For de havvandsprøver, der indgår i studiet, er taget af overfladevand. Men da en stor del af plastikken synker ned på havbunden, undervurderer prøverne fra overfladen, hvor meget plast der er i havet, bemærker Kristian Syberg.

Det er Jes Vollertsen, professor ved Institut for Byggeri, By og Miljø ved Aalborg Universitet, enig i. Men han mener ikke, at det spiller en stor rolle for forskernes model, om de får målt helt nøjagtigt.

»En model hjælper dig til at forstå en problemstilling. Den er ikke en magisk tryllestav, der giver den ultimative sandhed. Men uden modellen er det svært at gennemskue de komplekse sammenhænge, man undersøger,« siger Jes Vollertsen, der selv leder et lignende forskningsprojekt. 

Læs mere om begrænsningerne ved studiets dataindsamling og modellering i boksen i bunden af artiklen.

Konsekvenser for økosystemerne 

Trods studiets begrænsninger er der ikke nogen tvivl om, at den flydende mikroplast kan have konsekvenser for det arktiske økosystem.  

Studiets analyser af havvandsprøver afslørede, at fordelingen af flydende mikroplast var i overensstemmelse med den, der var forudsagt af forskernes model efter 10 år med simuleret mikroplastfrigivelse og efterfølgende cirkulation gennem de nordiske have, Det Arktiske Ocean og Fram Strædet. 

Det indikerer, at flydende mikroplast kan have cirkuleret i hele Arktis i mindst 10 år.

»Der er ofte en diskussion om, hvor vigtigt plastforurening er, eller om det tager fokus væk fra andre områder såsom kemikalier eller klimaforandringer,« siger Kristian Syberg og tilføjer:

»Men det hele samlet er vigtigt. I Arktis har vi nogle af de allermest pressede økosystemer på grund af klimaforandringerne. Hvis de så også svækkes af, at for eksempel fiskenes maver fyldes op med plast, så kan det tippe over.«

»Det er som et stort glas, der fyldes op med forskellige væsker - måske ikke de samme - men på et tidspunkt flyder bægeret over,« siger Kristian Syberg. 

Plastik er smart, men det er også blevet den store skurk på grund af forurening. Se med i videoen og forstå én gang for alle, hvad problemet med plastik er, og hvordan vi fikser det. (Video: Tjek/Videnskab.dk)

Effekter af plast
  1. Fysiske effekter: Når fisk bliver viklet ind i plast og drukner, når fisk spiser plast, som fylder deres maver op, eller når de får ødelagt gællerne.
  2. Indirekte kemiske effekter: Giftstoffer, der er bundet til plast, transporteres over lange afstande - for eksempel op til Arktis. Det kan medvirke, at plast i maven på fiskene har et andet kemisk miljø end ude i havvandet, som kan betyde, at giftstoffer frigives til dyret. 

Kilde: Kristian Syberg

Bedre håndtering af plast 

Studiet bidrager derfor til diskussionen af, hvordan vi håndterer plast, så det ikke ender i miljøet, hvor det forvolder så meget skade.

»Det er endnu et studie i rækken, der viser, hvor omfattende den globale plastforurening er,« siger han og tilføjer:

»Det er globalt problem. Det er overalt. Fra Marianergraven (verdens dybeste oceangrav, der ligger mellem Asien og Australien, red.) til toppen af Mount Everest og nu i Arktis. Der er ikke nogen steder på Jorden, der ikke er forurenet med plast. I 1950 brugte vi ikke plast overhovedet, så det er gået stærk, at vi har fået spredt det over Jorden.« 

Og så viser studiet - ifølge Kristian Syberg - også, at idéen om at 'støvsuge' havet for plast er næsten umulig. 

»Har vi ikke kontrol over plasten, så kan vi ikke samle det ind. Det er kræfter, vi ikke kan styre, der styrer den distribution. Når det så ender i Arktis, så bliver det aldrig samlet op. Det viser, hvor kompleks problemstillingen er: Når vi først har tabt plast til miljøet, er skaden sket,« siger han. 

»Så vi skal gøre noget ved det, inden det bliver tabt til miljøet.«

Begrænsninger ved forskernes model

Ifølge Kristian Syberg har studiet visse begrænsninger. Det gælder studiets datagrundlag for modellering, nævner han. 

»De data, de har brugt til at verificere med, er indsamlet med overflade-trawls, som, vi ved, undervurderer, hvor meget plast der er i havet. En stor del af den plast, der er tabt til miljøet, kan ikke genfindes på havoverfladen i dag, men er formodentlig endt i sedimentet,« siger Kristian Syberg.

For plasten synker til bunden af havet. Og selvom det måske kan lyde som en god ting, da plast jo så holdes væk fra resten af verden, er det ikke tilfældet. For havbundsmiljøet er ikke afskåret fra resten af havet, og partikler, der ophobes i bunddyr, kan introduceres i fødekæden. Og på bunden af havet sker nedbrydningen af plast desuden langsommere på grund af kulde og manglende sollys. 

»Det er en kompleks proces. Nogle af de mest almindelige polymertyper har en densitet, der er lavere end havvand, så de synker ikke umiddelbart. Når de så alligevel synker ned over tid, har det formodentligt noget at gøre med begroning af alger og andre mikroorganismer, som ændrer densiteten,« siger Kristian Syberg.

»Og den data kan de ikke tage højde for i det her studie, da det bygger på data indsamlet på havoverfladen,« tilføjer han

Jes Vollertsen er enig.

»Det er jo et modelleringsstudie, og som Mats (Huserbråten, hovedforfatteren, red.) skriver, så spiller det nok ikke den store rolle, om de lige netop får målt helt rigtigt  - altså for eksempel om en menneskeskabt fiber er af plastik eller et naturmateriale - da det følger samme transportmønster,« siger han. 

Jes Vollertsen leder et projekt, der undersøger mikroplastbevægelsen fra Syd mod Nord gennem et antal store målekampagner knyttet sammen med modellering. Derfor påpeger han også, at modelleringsstudier beskriver en simplificeret virkelighed. I dette tilfælde; hvor plasten kommer fra, og hvor den ophober sig. Og det er desuden en helt almindelig og veletableret metode i et oceanografi-studie, hvor datamængden er enorm, understreger han.

»Det er jo omstændigt at måle det her. For når du går ud og måler noget i havet, finder du noget i dag, noget andet i morgen. Så de har brugt eksisterende data til at simulere det med. Og det lyder umiddelbart rimeligt, synes jeg.«

»Så det ville jeg nok også have gjort, hvis jeg havde været i deres sko,« siger Jes Vollertsen.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.

Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om, hvorfor denne 'sort hul'-illusion narrer din hjerne.

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med over en halv million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk