Biltrafikken er en stor belastning af miljøet.
Bilernes udstødning forurener atmosfæren med gasser, der får de globale temperaturer til at stige, og som gør luften farlig at indånde. Men det er desværre ikke alt.
Forskerne har studeret et andet problem; et problem, der forbinder vores ture i bilen med de allermest fjerntliggende områder i verdenshavene.
Et nyt studie afslører, at mikroplastik fra bildæk og bremsesystemer er en signifikant kilde til marin plastikforurening – og i lang større udstrækning end hidtil troet.
Sundhedsfarlige for dyr
Hvert år bliver 100.000 ton mikroplast fra bildæk transporteret gennem luften ud i oceanerne. Yderligere 40.000 ton stammer fra bremserne.
For at sætte det lidt i perspektiv; hvis et kasseret bildæk i gennemsnit vejer 9 kilo, svarer den samlede mængde mikroplast, der når ud i havet, til knap 11 millioner bildæk.
Mikroplast er plastpartikler, som er mindre end cirka 5 millimeter i diameter.
De er sundhedsfarlige for de dyr, som er eksponeret for dem. Mikroplastikkens forskellige former og densitet betyder, at de spreder sig i forskellige habitater, og at forskellige dyrearter risikerer at spise dem.
I gæller eller fordøjelseskanal
I havet kan mikroplasten samle sig i havdyrenes gæller eller fordøjelseskanal. Laboratorieundersøgelser af fisk og bløddyr har vist, at det kan påvirke dyrenes vækst, respiration og evne til at indtage føde.
Men mikroplasten skader ikke kun dyrene i oceanerne. Vi ved, at den stadig større mængde mikroplast i jorden rundt omkring i verden har mindsket succesraten af ormenes reproduktion og afgrødernes vækst.
Som følge af mikroplastens omfattende effekt på Jordens økosystemer, er det afgørende, at vi forstår, hvor plastpartiklerne kommer fra, samt hvordan de bevæger sig fra det ene miljø til det andet.
Plastpartiklernes bevægelsesmønstre i vandvejene er veludforsket, og nu belyser ny forskning en hidtil overset transportvej for mikroplastens rejse til verdenshavene – nemlig atmosfæren.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Mikroplast fra vejene bliver transporteret af vinden
Cirka 50 procent af et bildæk består af en blanding af naturgummi og syntetisk polymer.
Vi er vant til at se polystyren som en mere syntetisk polymer og gummi som mere naturligt.
Men gummiet i bildæk indeholder menneskeskabte elastomerer, der, når de nedbrydes i mindre fragmenter, falder inden for definitionen af mikroplast.
Bildæk er ikke uopslidelige – de bliver nedbrudt gennem slitage og friktion til fint støv eller små partikler, der bliver hvirvlet op i luften.
Kan ende tusindvis af kilometer væk
Bremsesystemerne, blandt andet bremseklodserne og bremsebelægningen, bliver også nedbrudt til partikler, som består af forskellige materialer, heriblandt plast.
Tilsammen udgør partiklerne fra dæk- og bremseslid forureningskilder, der bliver kaldt vejmikroplast.
Asien producerer mere mikroplast fra både dækslid og bremseslid end alle andre kontinenter.
Nordamerika og Europa, hvor der er mange køretøjer på vejene, producerer også en signifikant mængde partikler fra bremseslid.
Men der bliver ikke blot produceret enorme mængder vejmikroplast hvert eneste år; partiklerne er også exceptionelt gode til at bevæge sig igennem luften i lang tid, og derfor kan de ende tusindvis af kilometer væk.
Mikroplast-hotspots
For at forstå, hvor langt partiklerne kan bevæge sig i atmosfæren, beregnede forskerne deres typiske levetid ud fra deres størrelse.
De fandt, at mindre partikler fra bildæk kan blive transporteret længere væk, mens de mindste partikler i gennemsnit forbliver i luften i 18 til 37 dage.
Større partikler når ikke så langt væk, men skaber i stedet mikroplast-hotspots i nærheden af vejene, hvor nedbrydningen af dækkene finder sted.
Mindre partikler kan blive hvirvlet over store afstande og ende næsten hvor som helst i verden, hvor cirka 43 procent af deres samlede masse ender på land og 57 procent i havene.
Mikroplast accelererer opvarmningen
Mikroplast fra vejene fra dæk og bremser kan ende fjerntliggende steder, hvor der hverken er veje eller biler, som eksempelvis den nordlige polarcirkel.
Her udgør forureningskilderne en endnu større trussel, fordi partiklerne fra dæk og bremser er mørke og absorberer lys, hvilket potentielt kan øge hastigheden på opvarmningen og afsmeltningen i området.
Mængden af partikler fra bilerne er måske endda endnu større end rapporteret i det nylige studie.
Tog ikke højde for mikroplast fra andre typer køretøjer
Forskerteamet tog nemlig ikke højde for emissionen af mikroplast fra andre køretøjer som traktorer eller maskiner brugt i byggebranchen.
Selvom der er færre af dem end biler, transporterer de tungere læs, hvilket muligvis fyrer op under dæk- og bremseslid og dermed også emissionen af mikroplast.
Vores samfund er dybt afhængige af biler og transport samt syntetisk gummi til produktionen af dæk. Derfor vil lige denne mikroplastforureningskilde formentlig blive meget svær at få bugt med.
Claire Gwinnett hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Læs mere
