Ny population af isbjørne opdaget i Sydøstgrønland - og de trives uden havis

En hidtil ukendt population af isbjørne er opdaget i det sydøstlige Grønland, hvor de lever og jager markant anderledes end andre isbjørnepopulationer.

Det gør, at de klarer sig godt, for de er ikke afhængige af havis, som der jo er mindre og mindre af på grund af klimaforandringer, som de fleste isbjørne ellers er.

»Vores studie fremlægger beviser for tidligere udokumenterede og meget isolerede populationer af isbjørne på Grønlands sydøstkyst. De lever under unikke forhold - og overlever på en særlig måde,« siger Kristin Laidre, seniorforsker ved University of Washington og Grønlands Naturinstitut, til Videnskab.dk.

Hun har sammen med blandt andet en række danske forskere stået bag studiet, der netop er publiceret i det anerkendte tidsskrift Science.

Opdagelsen er resultatet af et stort forskningsarbejde, som er gjort under særdeles vanskelige forhold, lyder det fra en isbjørneforsker, som ikke har været involveret i det nye studie.

»Gennem analyse af 37 års data fra Arktis indsamlet af hundredvis af teknikere og biologer, ofte i fare for deres eget liv, er en ny og karakteristisk isbjørnebestand – den 20. – blevet identificeret i det sydøstlige Grønland,« skriver biologen Elizabeth Peacock fra Emory University i en såkaldt perspektivartikel, som også er udgivet i Science.

Den nye population, der er fundet, lever i det sydøstlige Grønland, syd for polarcirklen. I fjorde, hvor der ikke er havis i mere end otte måneder om året.

»De bruger havisen, når den er der, i omkring 100 dage, tre måneder om året. Men det er for kort tid til at leve kun af havisen, så de her bjørne supplerer deres tid på havisen med ferskvand, hvor de flyder på fjordene,« fortæller Kristin Laidre.

De fleste isbjørne går mange, mange kilometer om dagen over havisen for at finde mad. De lever på en måde, så de er afhængige af havisen.

»Men de her nye isbjørne, vi har fundet i Sydøstgrønland, bevæger sig kun få kilometer om dagen, omkring 10 kilometer hver fjerde dag. De lever i fjorden eller bevæger sig op ad fjeldet. De er meget lokale,« siger Fernando Ugarte, der er afdelingschef i Grønlands Naturinstitut og medforfatter på studiet, og fortsætter:

»I stedet for at faste, for det kan de ikke otte måneder om året, hvor der ikke er havis, er de i stand til at jage sæler, der hviler på isen. Så de er anderledes.«

Og det er noget, der vækker opsigt i hele verden, fortæller han til Videnskab.dk.

»Alle er interesserede i isbjørne,« siger Fernando Ugarte, der sammen med Kristin Laidre har haft travlt med at tale i telefon med journalister om deres nye studie.

Prøver fra helikopter-vinduet

Arktis bliver varmere og varmere. Temperaturerne stiger dobbelt så hurtigt som på resten af planeten. Og isbjørne er nogle af dem, der er allermest sårbare over for de stigende temperaturer, fordi de er afhængige af havis for at jage sæler.

Forskergruppen, som Kristin Laidre har ledet, opdagede en usædvanlig adfærd i den her population af isbjørne, de netop har fundet:

De bruger frisk is ved de marine terminale gletsjerfronter som en platform til at jage sæler året rundt.

»Vi har længe vidst fra de indfødtes viden, at isbjørne kunne forekomme overalt på kysten i Østgrønland. Men at de lever så isoleret fra andre populationer, at de er de mest genetisk anderledes isbjørne i verden, vidste vi ikke,« siger Kristin Laidre.

I tæt samarbejde med sine grønlandske kolleger - fra Grønlands Naturinstitut - har hun og de andre forskere indsamlet prøver fra en helikopter over den grønlandske østkyst.

De har fanget isbjørne ved at bedøve dem direkte fra helikopteren for at indsamle prøver fra hår og hud. De har også sat sporingsenheder på dem og taget vævsprøver for at undersøge deres genetik.

»Alt det har vi gjort fra helikopteren. Der er ingen anden måde at gøre det på i så fjernt et område i Grønland,« siger Kristin Laidre.

Hvor andre isbjørnepopulationer bliver nødt til at bevæge sig ind på land eller migrere med den vigende havis ind i mindre produktive polarområder i den isfri sæson, tyder det på, at denne isbjørnepopulation kan tilpasse sig et ellers barskt sted.

»Studiet viser, at habitatet for sydøstgrønlandske bjørne allerede er et klimarefugium, hvilket tyder på, at denne adfærdsegenskab har tjent som en buffer mod lokal udryddelse,« vurderer Elizabeth Peacock i perspektivartiklen.

En dansk forsker finder kombinationen af både genetisk og satellit-data særligt interessant.

»Forskerne har brugt genetisk data og GPS-data for at finde ud af, hvordan populationen opfører sig - og især at den er ret isoleret fra andre populationer. Det er relativt sjældent, at man har begge typer data, og at man kan karakterisere en population så godt, både genetisk og fysisk. Det er kernen i historien,« siger Rasmus Heller, lektor i evolutionær genetik ved Københavns Universitet.

Han har ikke været en del af studiet, men han har læst studiet igennem for Videnskab.dk. Han forsker ikke selv i isbjørne, men i moskusokser - også i Sydøstgrønland.

»Jeg har arbejdet med genetik i moskusokser og fundet noget lignende: at den genetiske diversitet er lavere, jo længere syd på østkysten i Grønland, du kommer. Det er interessant, at det samme mønster går igen på tværs af forskellige arter. Moskusokser lever også meget isoleret på østkysten, som forfatterne også her har fundet frem til. Så det ser ud til, at der er fællestræk for forskelige arter,« siger Rasmus Heller.

Og det har noget med landskabet at gøre. For det er landskabet - mere end det er afstanden - der afgør, hvor dyrene kan migrere hen.

»Det fortæller os, at i Grønland er det ikke den geografiske afstand - der afgør, hvor meget gen-flow der er mellem populationer. Alt muligt i det fysiske landskab - for eksempel fjorde, store bjergkæder, indlandsisen - er vigtigere end bare afstanden i en lige linje - for det kan være en barriere, der kan spærre for, at individer kan migrere. Topografien er mere afgørende end afstand i virkeligheden,« siger Rasmus Heller.

Grønland er ikke en redningsflåde

Men selvom studiet giver et håbefuldt indblik i isbjørnes modstandsdygtighed over for de stigende temperaturer, må vi ikke læne os tilbage, skynder Fernando Ugarte sig at tilføje.

»Vi er bange for, at vi bliver misforstået; at det får folk til at tro, at isbjørne vil klare sig godt i fremtiden. Det er ikke tilfældet. Der er specifikke forhold, hvor de klarer sig bedre,« siger han og tilføjer:

»Vores studie viser, at den her bestand af isbjørne kan klare sig i lidt varmere forhold, end vi troede indtil nu. Men det er desværre ikke alle isbjørne, der kan det.«

Det understreger Kristin Laidre også:

»Det er et vigtigt budskab, vi forsøger at kommunikere: Vores studie ændrer ikke på tabet af arktisk havis, og at vi som konsekvens ser isbjørnebestande i nedgang. De her isbjørne lever under unikke og usædvanlige forhold, og det redder ikke isbjørne rundt omkring i Arktis. Folk må ikke tro, at alle isbjørne vil flytte til dette område,« siger hun og tilføjer:

»Grønland er ikke en redningsflåde.«

Opdatering 17. juni 2022 kl. 11.54: Rasmus Hellers kommentarer er tilføjet.