Kemikalier kan give isbjørne knogleskørhed i penis

Det er bestemt ikke altid lige sjovt at være isbjørn.

Isbjørne lever konstant med truslen om klimaforandringer, og i årtier har kemikalier forgiftet deres miljø og føde.

Nu viser ny dansk forskning oveni købet, at nogle af disse kemikalier kan påvirke isbjørnenes sexliv.

Danske forskere fra Aarhus Universitet, Hvidovre Hospital og Naturhistorisk Museum i København har sammen med udenlandske kollegaer fundet en sammenhæng mellem indholdet af kemikaliet PCB (se faktaboks) i isbjørnenes miljø og penisknoglens knogletæthed.

Det kan ifølge forskerne bag opdagelsen gå ud over isbjørnenes muligheder for at parre sig.

»Det er klart, at hvis penisknoglen bliver så skrøbelig, at den brækker under sex, vil man formentlig ikke se isbjørnene parre sig derefter. Årsagen er ikke så meget smerten ved en brækket penisknogle, men hvis penis bliver for skæv, kan det gøre det umuligt at gennemføre en almindelig parring,« fortæller studiets hovedforfatter, professor Christian Sonne fra Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet.

Men isbjørnen slipper ikke der.

»Vores undersøgelse viser, at specielt de østgrønlandske isbjørne er hårdt ramt. Her er knogletætheden så lav, når man sammenligner med canadiske isbjørnebestande, at isbjørnene er i risiko for at få decideret knogleskørhed i deres penisknogle,« siger Christian Sonne og peger på, at det kan have en negativ indvirkning på bestanden af isbjørne i Østgrønland.

Det nye studie er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Environmental Research.

Også et problem for mennesker

Isbjørnenes store problem er, at de lever i Arktis, hvor koncentrationen af kemikalier er højere, end mange andre steder på Jorden.

»Nordpolen er eksempelvis et af de mest forurenede steder på kloden, til trods for, at det geografisk ligger langt væk fra noget som helst industri,« forklarer Christian Sonne.

Det skyldes, at kemikalier, som eksempelvis PCB, bliver frigivet til atmosfæren på vores breddegrader, hvorefter de bliver fragtet med vinden og havstrømme til Arktis, hvor kemikalierne afsættes i havet og bliver optaget i fødekæden.

Isbjørnene bor dog ikke alene i Arktis. Der bor også mennesker, og inuitterne lever i høj grad af den samme føde som isbjørnene (sæler), og visse steder spiser man også isbjørne.

Derfor er inuitterne ifølge Christian Sonne formentlig lige så påvirkede af kemikalierne som isbjørnene.

»I Grønland spiser man ikke kun får og grise, som man gør på vores breddegrader. Der spiser man blandt andet sæler, hvaler og isbjørne, som i høj grad er endestationen for alle de kemikalier, der kommer ud i havet. Det gør, at isbjørne og mennesker er samme sted i fødekæden og bliver udsat for de samme typer og mængder kemikalier. Dette, samt ændret livsstil og rygning, er muligvis årsagen til, at vi blandt inuitterne ser en stigning i antallet af folk med eksempelvis sukkersyge og kræft,« siger Christian Sonne.

Mennesker mangler penisknogle

Der er dog en helt simpel årsag til, at man alligevel ikke ser skrøbelige penisknogler blandt inuitterne: Mennesker har nemlig slet ikke en penisknogle.

Det har mange andre pattedyr dog, eksempelvis gorillaer, hunde, pindsvin og isbjørne, men det er usikkert, hvorfor nogle pattedyr har denne mærkelige ekstraknogle i penis, og hvad den gør.

Nogle forskere mener, at penisknoglen er evolutionært levn, mens andre mener, at knoglen hjælper til med at sikre erektion og at stimulere hunnen under parring.

Kemikalier giver mindre testikler

Christian Sonne og kollegaer fandt allerede for 10 år siden ud af, at hanisbjørnes kranier og penisknogler ikke har det godt med for mange kemikalier i omgivelserne.

I 2006 viste forskerholdet således, at både penisknoglen og isbjørnenes testikler bliver mindre på grund af for mange kemikalier som PCB i miljøet.

Dyrlæge: Symbol på meget andet

Mads Forst Bertelsen er dyrlæge ved Københavns Zoologiske have og professor ved Københavns Universitet. Han har ikke deltaget i det nye studie, men han har læst det og mener, at det er meget spændende.

»Det er endnu ét i rækken af mange beviser på, at isbjørnene er særdeles udsatte for skadelige kemikalier,« siger Mads Frost Bertelsen.

Dyrlægen mener dog ikke, at noget tyder på, at isbjørne har store problemer med brækkede penisser på nuværende tidspunkt.

»Jeg har ikke hørt om, at brækkede penisser skulle være et problem, som isbjørnene slås med. Derimod ser jeg de lavere knogletæthed i penis som et symbol på den forurening, som isbjørnene er udsat for, og det er i mine øjne den vigtige besked at tage med fra det her studie,« siger Mads Frost Bertelsen.

Penisknogler er en form for jagttrofæ

For at undersøge effekten af PCB på isbjørnens penisknogle, indsamlede Christian Sonne penisknogler fra 279 isbjørne, som var født i Nordøstgrønland eller Canada mellem 1990 og 2000.

Penisknoglerne stammer fra otte forskellige populationer af isbjørne, hvilket gør det danske studie unikt, idet ingen forskere tidligere har kigget på miljøpåvirkning af isbjørne på tværs af så mange forskellige populationer.

Penisknoglerne var dog relativt nemme at få fat på, da både fangere og trofæjægere beholder penisknoglerne som et slags jagttrofæ.

»Fangerne gav os på den måde muligheden for at lave så omfattende et studie for hele bestanden af isbjørne. Det kunne slet ikke lade sig gøre, hvis vi skulle ud og samle eksempelvis prøver fra bestandene ude på isen,« siger Christian Sonne.

Røntgen af penisknogler

Forskerne scannede penisknoglerne med røntgen for at finde ud af knogletætheden i hver knogle.

Herefter sammenlignede de knogletætheden med data for indholdet af PCB i miljøet for hver af de otte populationer.

»Vi kunne se, at isbjørne fra Østgrønland levede med den højeste PCB-belastning og havde penisknogler med den laveste knogletæthed, mens isbjørne fra West Hudson Bay havde den mindste PCB-belastning og den højeste knogletæthed i penisknoglen,« fortæller Christian Sonne.

Christian Sonne forklarer desuden, at de indsamlede penisknogler formentlig repræsenterer sunde og raske isbjørne, og billedet er højst sandsynligt meget værre, end hvad forskerne har fundet.

»Isbjørne med meget skrøbelige penisknogler lider sikkert også af en masse andre sygdomme, så de lever ikke længe og kommer heller ikke i nærheden af mennesker. De dør ude på isen, og vi har derfor ikke adgang til deres penisknogler. Det er derfor kun de mest raske isbjørne, vi har undersøgt penisknogler fra,« siger Christian Sonne.

Sult gør kemikalier farligere

Christian Sonne forudser, at der er flere problemer for isbjørnene fremover.

På nuværende tidspunkt har forskere kun et estimat for, hvor mange isbjørne der er tilbage i verden. Estimatet lyder på omkring 25.000.

Det er dog uvist, hvilke indhug kemikalier og klimaforandringer har gjort i den samlede isbjørnebestand.

Skrækscenariet er, at det både er – og i fremtiden vil være – meget stort.

»Kombinationen af kemikalier og klimaforandringer er en dødbringende cocktail for isbjørnene. Klimaforandringerne går ud over isbjørnes muligheder for at skaffe føde, og når isbjørnene begynder at tære på deres fedtvæv, bliver de ophobede kemikalier i fedtvævet udskilt i blodet, hvor de for alvor kan gøre skade. Det er et meget alvorligt problem,« forklarer Christian Sonne.

Undersøgelserne er medfinansieret af Miljøstyrelsens miljøstøtteordning til Arktis, DANCEA, og data fra undersøgelserne indgår i det arktiske moniteringsprogram, AMAP.