Måske fordi der ikke er skorsten, som udspyer røg, forekommer landbrugets bidrag til klimaforandringerne på en eller anden måde fjern.
Men landbruget tegner sig for svimlende 26 procent af drivhusgasudledningen.
Traktorer, der kører på diesel, udleder kuldioxid (CO2) fra udstødningen. Gødningen, der spredes på markerne, producerer dinitrogenoxid (N2O). Og kvæg genererer metan gennem mikroberne i deres tarme.
Selv jordbearbejdning – når landmændene bryder jorden op med plove og andet maskineri – eksponerer kulstoffet i jorden for ilt i luften, så mikrober kan omdanne det til CO2.
Landmændene pløjer almindeligvis inden såning af afgrøder, men hvad hvis de kunne undlade dette trin?
I nyligt publiceret forskning fra landbrug på tværs af Storbritannien opdagede vi, at en alternativ fremgangsmåde kaldet ‘no-till’ (direkte såning) kan reducere afgrødeproduktionens drivhusgasudledning med næsten 1/3 samt øge, hvor meget kulstof jorden kan lagre.
Færre og mindre luftlommer
Den pløjefri metode er en tilgang, hvor der ikke foretages jordbearbejdning mellem høst og såning, så jordbunden ikke bliver forstyrret, og hvor man i stedet placerer frø i borede huller i jorden,
De snorlige rækker af hævet jord på dyrkede marker forekommer måske som en uundgåelig del af landbruget, men pløjefrit landbrug er allerede meget populær i andre dele af verden, især USA.
Der er kun brug for én enkelt maskine til at bore de små såhuller, og den bliver kun kørt over marken én gang.
Sammenlignet med konventionelle metoder, hvor landmændene bruger en masse udstyr til at pløje, harve, så og fastgøre frøet, er den mængde jord, der bliver forstyrret i forbindelse med no-till-metoden meget lille.
Bearbejdning af jorden i konventionelle landbrug skaber store luftlommer, som bliver fyldt op med ilt, hvilket får mikroberne til at omdanne kulstoffet i jorden til CO2.
Sikrer, at kulstoffet bliver i jorden
Vi sammenlignede jorden på landbrug, hvor jorden var bearbejdet, med landbrug, hvor man benytter pløjefri-metoden, ved hjælp af røntgen – den samme teknik, som bliver brugt på hospitalet, når man undersøger, om en knogle er brækket.
Markerne, som ikke blev bearbejdede, havde færre og mindre luftlommer og dannede derfor mindre CO2.
De fleste af luftlommerne blev skabt af regnorme og rødder, som trivedes, fordi jorden ikke længere blev forstyrret af plove og andet maskineri.
Der var stadig tilstrækkeligt porerumfang i jorden, til at jorden kunne blive drænet godt, så rødderne kunne vokse dybere i deres søgen efter vand – endnu en vigtig fordel, da tørkeperioder bliver hyppigere som følge af klimaforandringerne.
Ved at holde overskydende ilt ude af jorden og væk fra mikroberne, sikrer den pløjefri metode, at det kulstof, der opbygges, når planterne dør og bliver nedbrudt, forbliver begravet under jorden.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Uforstyrret jord udleder mindre CO2
De landbrug, vi undersøgte, og som brugte den pløjefri metode, akkumulerede mere kulstof i deres jord over tid, og jo længere jorden var uforstyrret, desto mere kulstof blev lagret.
Det er tydeligt, at uforstyrret jord frigiver mindre CO2 til atmosfæren, men mikroberne i landbrugsjord kan også generere metan og dinitrogenoxid, og disse gasser kan være endnu værre for klimaet.
Methan fanger varme i atmosfæren mere end 20 gange så effektivt som CO2, og dinitrogenoxid er cirka 300 gange så effektiv.
I vores studie kombinerede vi målinger af alle tre drivhusgasser fra traditionelt dyrket jord med marker, der forvaltes ved hjælp af den pløjefri metode.
Vi fandt, at sidstnævnte producerede 30 procent mindre udledning i alt, men den største reduktion var at finde på bedrifter, der havde brugt i metoden længst – omkring 15 år.
Flere fordele forbundet med pløjefrit landbrug
Ikke at skulle bearbejde jorden har andre fordele, især for landmændene, da der er mindre forberedelse.
Det kan dramatisk reducere, hvor meget diesel bedrifterne har brug for at brænde af, da landmændene så har brug for knap så tunge maskiner. Det giver samlet set også færre omkostninger.
På trods af alle fordelene har landmænd i Storbritannien og i hele Europa været langsomme til at tage den pløjefri metode til sig.
En nylig undersøgelse indikerer, at blot 7 procent af agerjord i England i øjeblikket bliver forvaltet på denne måde.
Da vi spurgte landmændene, hævdede mange, at de økonomiske omkostninger ved køb af en maskine til styret såning afskrækkede dem.
Nogle var bekymrede for, at udskiftningen ville føre til mindre udbytte i forhold til deres afprøvede metoder.
Risikerer at producere mindre i starten
Landbrug, der bruger den pløjefri metode, risikerer at producere mindre i starten, hvis frøene har sværere ved at spire i den hårdere, mindre iltede, ikke-bearbejdede jord.
Det kan være et problem i de tidlige år med den pløjefri metode, men evidens indikerer, at regnorme og rødder kan hjælpe med at genoprette en naturlig jordstruktur, der mindsker disse problemer over tid.
Et studie fandt ingen konsistente forskelle i udbyttet, i løbet af de første ti år efter at et landbrug konverterede til at blive pløjefrit.
Et sådant skift er indenfor rækkevidde for landbrugssektoren i Europa, hvor den pløjefri metode stadig ikke har vundet indpas, da teknologien er blevet gennemtestet andre steder.
Hvis regeringerne kan tilskynde landmændene til at gå over til pløjefrit landbrug, vil jorden få mulighed for at genoptage dens naturlige funktion og lagre kulstof i flere årtier.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
