Synnøve og Øyvind driver et regenerativt landbrug – men hvad betyder det?

Hvordan producerer vi mad, når vi bliver stadig flere mennesker på kloden?

Det spørgsmål optager mange – forskere, landmænd og ganske almindelige mennesker.

Vi er ikke ude efter facit på, hvordan fremtidens landbrug skal se ud, men landmændene Synnøve Skogen Håberg og Øyvind Skogen Håberg mener, at der er behov for forandring. Vi skal væk fra både sprøjtemidler og pløjning i stor stil.

Vi har taget turen til Håberg gård, som ligger med storslået udsigt over Heddal i Telemark, Norge. Her producerer man oksekød, fårekød og æg.

Meget af det, der produceres, bliver solgt i den lille tilhørende gårdbutik, og i hvad der kaldes REKO-ringe. REKO-ringene er mødesteder, hvor mindre producenter kan sælge deres produkter til forbrugere uden mellemled.

Synnøve og Øyvind Håberg driver et regenerativt landbrug. De er fortsat i forsøgsfasen, men er slet ikke i tvivl om, at det er vejen frem.

Men hvad betyder ‘regenerativt landbrug’ egentlig? Hvordan adskiller det sig fra et konventionelt landbrug?

I pagt med naturen

»Det handler om at arbejde mere med naturen og jordens ressourcer,« siger Synnøve Håberg.

Regenerativt landbrug, som kan være med eller uden husdyr og græsning, bør bidrage til at forbedre jordkvaliteten og styrke mikrolivet i jorden.

Det skal også være med til at forbedre jordens dræningsevne, så den bliver bedre til at holde på fugtigheden, hvilket betyder, at jorden vil være mere modstandsdygtig overfor store mængder vand eller tørke.

Derudover bidrager regenerative landbrug til kulstoflagringen, ifølge en rapport fra Norsk institut for bioøkonomi (NIBIO).

Bruger ikke sprøjtemidler

Regenerative landbrug bruger ikke sprøjtemidler, og man bruger traktor og plov så lidt som muligt. Og så er det en en økologisk jordbrugsmåde.

Nogle landmænd pløjer mindre, uden at deres landbrug møder de øvrige kriterier for regenerativ drift.

»Landmænd, som driver konventionelle landbrug, men med reduceret jordforarbejdning, henter gerne viden fra økologiske landbrug og gårdejere, som driver, eller forskerne, som udvikler, regenerative landbrug. Men regenerativt jordbrug er per definition uden kunstgødning og sprøjtemidler, fortæller Thomas Cottis.

Han er forsker og lektor ved Høyskolen i Innlandet og aktiv i klimadebatten. Han var med til at udarbejde NIBIO-rapporten og har skrevet en del om netop regenerativt landbrug.

»Pløjning er som et jordskælv«

Brugen af sprøjtemidler bliver hidsigt debatteret, men hvorfor kan man nu heller ikke pløje som før?

I januar forklarer Jørgen Aagaard Axelsen i en artikel hos forskning.no, Videnskab.dk‘s norske søstersite, om problematikken omkring pløjning.

Jørgen Aagaard Axelsen er seniorforsker ved Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet.

»Pløjning er en katastrofe for organismerne, som lever i og på jorden. Når ploven vender jorden, er det som et jordskælv på 12–14 på Richters skala for smådyrene,« siger Jørgen Aagaard Axelsen. Han fortsætter:

»Hele deres habitat bliver vendt op og ned. Det går ud over regnorme, edderkopper, rovbiller, og springhaler. Små arter tåler det bedre end store.«

Pløjefri jordbrug har med andre ord mange fordele, men det betyder ikke, at regenerativt landbrug er en dans på roser.

Dét, koen spiser, havner i os

Synnøve og Øyvind Håberg oplever til tider, at andre landmænd ser lidt skævt til dem.

Men landmændene i Heddal er overbeviste om, at deres valg er vejen frem. For dem handler det om bæredygtighed, dyrevelfærd og god mad.

»Ren mad er grundlaget,« konstaterer Øyvind Håberg.

For det, som findes i græsset, som koen spiser, havner også i dén, som spiser koen. Som landmand føler han et stort ansvar – på flere områder.

Forvaltningen af jorden. Dyrene på gården. For at dem, som spiser maden, som kommer fra gården i Heddal, kan spise den så trygt som muligt.

Et stort ansvar

»Dét, dyrene får i sig, havner til sidst i menneskekroppen. Det er et stort ansvar at sikre, at den mad, vi producerer, er god,« fortsætter han.

Og det handler ikke bare om menneskekroppen. Deres vision er, at dyrene, som skal blive til mad for mennesker, skal leve et godt liv, så længe de lever.

»Vi har gjort alt, vi kan, for at dyrene skal have det godt. Dyrevelfærd er det allervigtigste,« siger Synnøve Håberg.

En vigtig del af dyrevelfærden på gården i Håberg er køer på grønne marker, geder på fjeldet og høner i haven i sommerhalvåret.

Økologiske udfordringer gav nye idéer

På Håberg har de drevet økologisk landbrug de seneste 20 år, og det har haft sine udfordringer.

De lægger ikke skjul på, at de var misfornøjede med resultaterne: De var overbeviste om, at økologi var det rette valg, men høstudbyttet stemte ikke overens med indsatsen. Så Synnøve og Øyvind Håberg måtte omtænke deres planer.

De første par år betød nytænkningen mindre pløjning – det vil sige et skridt på vej mod regenerativ drift. Det udviklede sig, og for tre eller fire år siden begyndte de at bevæge sig i en mere regenerativ retning.

»Når du begynder at drive regenerativt, tager det et par år, før du gør det rigtigt,« siger Øyvind Håberg.

Det handler for eksempel om, at traktoren er blevet brugt til pløjning i 50-60 år, mener Synnøve Håberg. Og så tager det tid for mikrolivet i jorden at etablere sig igen.

Ukrudt er en stor udfordring

Og selvom det lyder naturligt og fint, så fører landbrug uden sprøjtemidler eller kunstgødning visse udfordringer med sig. Ukrudt er én af dem.

Det blev de nødt til at gøre noget ved, og ét år ind måtte de hyre ekstra arbejdskraft for at trække ukrudtet op med roden. De seneste år har de dog formået at holde ukrudtet på et acceptabelt niveau uden ekstra tiltag.

I stedet for kunstgødning bruger de kompost og god, gammeldags komøg, der hvor de ser et behov for næring. På denne måde fornyer man marken, mener Synnøve Håberg.

»Det handler om at bygge ovenpå i stedte for at vende den. Når man pløjer, vender man jordlagene og udleder nitrogenoxid, kuldioxid og metangasser – og udsætter mikroorganismerne for sollys. Livet i jorden har brug for ro og fred i mange år for at etablere et sundt vækstgrundlag for planterne,« forklarer hun.

Nitrogenoxid er giftig for mennesker ved inhalering. Kuldioxid og metan er begge potente drivhusgasser.

Hun sammenligner det med at bygge og rive et hus ned hvert eneste år: Det er jo ikke særligt bæredygtigt. Hvis man i stedet bygger huset, så det varer, får beboerne mere tid til at etablere et trygt og stabilt hjem, hvor de ved, hvor alting er. Samtidig slipper man for at bruge en masse tid og ressourcer på nedrivningen og opbygningen.

Fokus på fremtiden

Når man undgår at pløje, er det med til at skabe mere af den næringsrige humus-jord.

Humus er det, som er tilbage, når planteresterne bliver nedbrudt af forskellige mikroorganismer. Humus, som gør jorden løsere og luftigere, gør det lettere for planterne at sætte rødder samt. Det giver også bedre dræning.

»Det handler lidt om at være forberedt på fremtiden. Hvis jorden dræner godt, hæmmer det jorderosion. Gode rødder og veldrænet jord kan også modstå tørke bedre,« forklarer Synnøve Håberg.

Thomas Cottis er enig i, at regenerativt jordbrug potentielt skaber mere modstandsdygtig jord, men han ser dog også en del problematikker.

»Vi forvalter enge og græsgange godt med regenerative metoder, men jeg vil sige, at vi på nuværende tidspunkt ikke har god nok metodik og vejledning i Norge til planteproduktion som korn, kartofler og grøntsager,« siger Thomas Cottis.

Vejen frem for fremtidens fødevareproduktion?

Men er regenerativt jordbrug vejen frem for fremtidens fødevareproduktion? Er det sådan, vi opnår en bæredygtig produktion?

Det er store spørgsmål, pointerer Thomas Cottis. Han mener, at vi først og fremmest skal gå over til en mere plantebaseret kost.

»Hvis vi – i Norge og resten af verden – reducerer kødforbruget, kan vi drive jordbruget på en langt mere miljø- og klimavenlig måde, fordi vi ved at producere plantemad, som vi kan spise direkte, i stedet for sende den igennem husdyr, øger produktiviteten per areal 10 gange – uanset om det er korn, kartofler, grøntsager eller frugt og bær,« siger Thomas Cottis.

Synnøve Håberg mener derimod, at kødproduktion er en vigtig udnyttelse af ressourcer, der ellers er vanskelige at bruge.

»Norge har store ressourcer, der kun er egnede til kødproduktion, som udnyttelse af fjeldmarker og jord, der ikke er egnet til produktion af mad til mennesker, men kun græs, som drøvtyggere omdanner til kød.«

Er det landmændene, som må satse?

Men hvordan gør vi det? Er det landmændene, som skal gå forrest – og hvordan skal de gøre det?

Synnøve og Øyvind Håberg er klare i spyttet: Politikerne skal først og fremmest have tillid til forandring i landbruget.

Og de mener, at statstilskud er absolut nødvendige for at motivere.

»Det er politikerne, som bestemmer, hvordan vi skal producere mad i fremtiden. Det vil være motiverende, hvis landmændene får tilskud. Men landmænd er vanedyr som alle andre. Det kræver noget at tænke nyt – man er nødt til at prøve og fejle,« påpeger Øyvind, som tror, det kommer til at tage mange årtier, før vi eventuelt ser forandringer mod regenerativ produktion i stor skala.

Thomas Cottis roser landmændene for at prøve og fejle. Det er en del af udviklingen af fremtidens jordbrug, men det vil kræve omfattende samarbejde at udvikle yderligere, mener han.

»Jeg synes, det er meget fint, at nogle landmænd tør forsøge sig med regenerativ jordbrugsmetodik. Men – udviklingen af et regenerativt jordbrugssystem i Norge skal foretages gennem forskning og udviklingsarbejde. Det skal ske gennem samarbejde, gerne med landmændene, men primært med forskere og vejledere i jordbrug,« siger Thomas Cottis. Han fortsætter:

»Norsk landbrugsrådgivning har mange dygtige rådgivere, som er i gang med at indsamle viden, og Høyskolen i Innlandet, hvor jeg arbejder, NIBIO og Norsk Center for økologisk landbrug kan og bør tilføres midler til forskning og udviklingsarbejde i regenerativt jordbrug.«

Engene bliver ikke spist op

Måden, eventuelle dyr på en gård græsser, indgår også i den regenerative metode.

Landbrug med regenerativt jordbrug, som har drøvtyggere, bliver opfordret til at lade dyrene græsse efter en holistisk græsningsplan, står der i NIBIO-rapporten.

Umiddelbart skulle man tro, at det var ganske enkelt: Slip kvæg og får ud på græsgangene, og lad dem så græsse af hjertens lyst sommeren igennem.

Men det er en del mere kompliceret. For hver græsgang har jo ikke ubegrænset græs, så derfor gør landmændene klogt i at tilrette græsningen så effektivt som muligt. For Synnøve og Øyvind Håberg indgår græsningsplanlægningen i den regenerative drift.

»Vores dyr græsser mere frit og let end tidligere,« siger Synnøve Håberg.

Med det mener hun, at græsgangene får flere pauser, og at dyrene ikke æder hele græsgangen op.

Og ved at give dyrene et mindre område med færre grønne godter at mæske sig i, har landmændene desuden erfaret, at dyrene benytter sig bedre af ressourcerne ved at spise alt det, de normalt ikke ville spise, hvis de kunne vælge det grønneste græs.

Ikke i havn

»Men vi er langt fra i havn! Der er stadig lang vej at gå, før denne græsningsmetode fungerer optimalt på vores gård,« fortsætter Synnøve Håberg.

Holistisk græsning medfører nemlig en hel del mere arbejde, fordi man oftere skal flytte rundt på dyrene.

NIBIO-rapporten forklarer, hvordan dyrene bliver koncentreret på et afmålt område ifølge en holistisk græsningsplan. På denne måde kan man styre, hvornår og hvor længe dyrene græsser i området, samt hvor meget af vegetationen bliver spist.

Formålet er, at planterne skal have mulighed for at etablere flere rødder samt at afværge, at planterne kommer til at mangle næring.

»På denne måde sikrer man optimale vækstbetingelser samt øget CO₂-lagring,« hedder det i rapporten.

Det sidste ord i citatet – CO₂-lagring – er efterhånden et velkendt begreb, som både er omdiskuteret og meget aktuelt.

Årsagen er, at CO₂ i atmosfæren får en stor del af skylden for klodens stigende temperaturer.

Men hvad er korrelationen mellem landbrug og CO₂, spørger du måske.

Kan lære af gamle metoder

»Man var nok bedre til at arbejde med naturen før, men på samme tid havde man ikke det helt store høstudbytte. Det handler om ikke at nedbryde jorden. Alt liv er der af en grund,« påpeger Synnøve Håberg.

Synnøve og Øyvind Håberg fortæller, at det er noget af en omstillingsproces at lægge om til regenerativ drift, men når man først har styr på det, har det potentiale for et godt høstudbytte, mener de.

En såmaskine hjælper med at få frøene skånsomt ned i jorden, så de ikke bliver liggende helt på toppen.

Desuden skal man så helt på det rette tidspunkt, for græsset, som står fra før, må ikke skygge for det nye – det giver nemlig dårlig vækst.

Det kan også være en fordel at lytte til meteorologerne, eller selv at lære vejret godt at kende. Det er nemlig vigtigt, at nyslået græs får fugtighed.

Snuser til biokul

De forsøger sig hele tiden med nye ting, følger med i ny forskning på området og er konstant nysgerrige. De er begyndt at snuse lidt til såkaldt biokul, som de mener, kommer til at spille en rolle i fremtiden.

Biokul, eller ‘biochar’ som det kaldes på engelsk, er forkullet restmateriale fra plante- eller dyrebiomasse, som er behandlet med pyrolyse i noget, Synnøve Håberg beskriver som ‘en slags mikrobølgeovn’.

Biokul kan hjælpe jorden med at holde på fugtigheden, øge temperaturen og tilføre næringsstoffer.

»Det går fremad!« siger en optimistisk Øyvind.

De påpeger dog, at de stadig er i forsøgsfasen, men Synnøve og Øyvind Skogen Håberg er blandt dem, som har haft mod, og som er gået forrest og har satset.

Fremtiden vil vise, om flere tør være med – og om alle dem, som ryster på hovedet og ser skævt til dem, vil fortsætte med at gøre det.

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.