Hvis du er én af de millionvis af vandrere, der hvert år går ud i naturens afkroge, har du sikkert stået i situationen, hvor du skulle 'gøre det', men uden at have et toilet i nærheden.
Det er naturligvis forbundet med lidt besvær for den enkelte. Men hvorfor gøre et stort nummer ud af det, spørger du måske?
Jo, fordi menneskeafføring i naturen er et folkesundhedsproblem.
Patogener i afføringen kan forblive aktive i mere end et år i udendørs miljøer, hvilket betyder, at efterladt afføring kan forårsage alvorlige maveinfektioner og andre sygdomme for fremtidige besøgende.
Afføring kan også ende i vandløb og forringe vandkvaliteten, når sneen smelter og efter regn.
I øvrigt er det også bare ubehageligt – og ret ulækkert – at støde på andres afføring og brugt toiletpapir i naturen.
Vi er henholdsvis en lektor og en ph.d.-studerende, der undersøger, hvordan mennesket påvirker parker og beskyttede naturområder, og vi har tænkt en del over afføring, og hvordan folk kan efterlade færre spor i landskabet.
Vi arbejder med principperne fra Leave No Trace, som er et undervisningsprogram, der hjælper folk med at færdes i naturen med mindst mulige effekter og konsekvenser.
Afføring skaber problemer i naturen
Fra vandreruter i USA og ved Mount Everest til nationalparker i Norge og bjerge i New Zealand har forskere dokumenteret de negative konsekvenser, som menneskelig afføring har i de sårbare naturområder, hvor vi søger friluftsliv og ro.
I Colorado er problemet blevet så stort, at myndighederne har grebet ind. I Eagle-Holy Cross-distriktet i White River National Forest kræver U.S. Forest Service, som forvalter de nationale skove og græsarealer i USA, at besøgende tager deres afføring med sig ud igen.
Sådan håndterer du afføring i naturen
Derrick Taff, som arbejder som videnskabelig rådgiver for Leave No Trace, har i mere end 30 år undervist friluftsfolk i, hvordan man håndterer afføring i naturen på en ansvarlig måde, baseret på forskning.
Den vigtigste tommelfingerregel er at undgå forurening ved ikke at efterlade afføring i naturen.
Toiletter er den mest effektive måde at reducere mængden af menneskelig afføring i vildmarken. Hvis der er et toilet, så brug det, inden du bevæger dig ud på vandreturen.
Vores nuværende forskning i Grand Teton National Park i Wyoming og San Isabel National Forest i Colorado viser, at vandrerne om muligt foretrækker at bruge toiletter ved begyndelsen af turen.
Stor udfordring for myndighederne
Men som enhver, der har opholdt sig i naturen, ved, er der ofte ikke adgang til den slags faciliteter i afsidesliggende områder.
Udgifter til vedligeholdelse og bortskaffelse af affald er en stor udfordring for de myndigheder, der overvejer at opsætte toiletter i vildmarken.
Og selv når der findes toiletter ved begyndelsen af vandreturen, er der en reel risiko for, at man er langt væk, når naturen kalder.
I vores egen forskning, som snart bliver offentliggjort, har vi undersøgt vandrere på Mount Elbert i Colorado. Op til 70 procent af dem, der forrettede deres nødtørft, endte med at gøre det ude i naturen – på trods af at der var toilet ved starten af turen.
Problemet opstår, fordi vandrere ikke er forberedte
En del af problemet skyldes, at folk ikke kender reglerne. I vores studie af vandrere i Grand Teton National Park svarede 66 procent af de adspurgte, at de ikke havde fået information om, hvordan man håndterer menneskeligt affald i parken.
Andre grunde til, at folk ikke følger reglerne, kan være, at de opfatter dem som besværlige eller ikke vigtige.
Forskning viser dog, at tydelig og handlingsorienteret kommunikation – gerne med relevante miljømæssige og etiske argumenter – kan ændre folks adfærd i naturen. Selvom individuelle valg kan virke ubetydelige, har de stor samlet effekt.
Hvordan gør man så, når der ikke er et toilet?
Når der virkelig ikke er adgang til et toilet, anbefaler Leave No Trace to hovedmetoder:
Den første er at grave et lille hul (ofte kaldet 'cat hole'; et 'kattehul'), hvori man besørger, og så dække det til bagefter. Har du svært ved at ramme? Bare rolig – så kan du besørge ved siden af hullet og skovle det ned bagefter.
Brug af kattehuller anbefales i områder, hvor det er muligt at grave cirka en hånds længde ned i jorden, hvor fugtig jord indikerer, at affaldet vil blive nedbrudt, og hvor nedgravningen ikke forstyrrer sårbare naturområder.
Sørg for at være omkring 70 skridt væk fra vandkilder, stier og lejrpladser for at undgå forurening af vand og mindske risikoen for, at andre støder på dit affald.
Du kan som regel efterlade toiletpapir i et kattehul, men tjek lokale regler, og tag det med dig i en forseglet pose, hvis det er påkrævet. Efterlad aldrig vådservietter. De bliver nemlig ikke nedbrudt.
Friluftsvirksomheder producerer nu letvægts-skovle, der er designet til at grave kattehuller i vildmarken.
Men der er også steder, hvor det er svært – eller umuligt – at grave et kattehul, for eksempel på grund af sne, frossen jord, tyndt jordlag eller klippegrund, eller hvor det ikke anbefales at efterlade menneskeligt affald på grund af miljøforhold.
Det gælder typisk højtliggende bjergområder over trægrænsen, alpine miljøer med skrøbelig og langsomt voksende flora samt ørkener og andre tørre områder med lav jordfugtighed.
I sådanne områder er det bedst at tage al afføring og toiletpapir med sig og bortskaffe det korrekt – for eksempel i en skraldespand ved begyndelsen af turen eller derhjemme.
Og før du rynker på næsen, så husk, at hundeejere gør det samme med deres kæledyrs afføring på gåture.
Særlige toiletposer kaldet 'wag bags' – en forkortelse for 'waste aggregation and gelling' – kan bruges til at pakke afføring sikkert ind.
Disse poser indeholder typisk en inderpose og en yderpose samt et tørremiddel, der modvirker lugt og lækage. Vores nuværende forskning – samt et nyligt studie blandt norske vandrere – viser, at folk er villige til at bruge dem.
Vores studie viser, at 30 procent af vandrerne på Mount Elbert brugte en 'wag bag' til at tage affaldet med sig ned, og 87 procent udtrykte villighed til at bruge en på fremtidige ture.
Vores resultater peger på, at folk gerne vil gøre det rigtige, når de får de rette værktøjer og information – og at det er muligt at lære folk, hvordan de kan værne om vores vilde naturområder.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
