Det lyder måske klamt, men din afføring og urin kan faktisk spille en vigtig rolle for fremtidens produktion af fødevarer.
I stedet for at skylle vores efterladenskaber ud i toilettet, kan vi i stedet bruge dem som gødning til at dyrke afgrøder, viser et nyt studie udgivet i tidsskriftet PNAS.
Men kan vi virkelig lave gødning af vores egen tis og lort, og bruge det til at dyrke tomater, agurker og andre madvarer?
Ja, svarer Uffe Jørgensen, som er professor ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet og har gennemgået det nye studie for Videnskab.dk.
Vi kommer til at mangle næringsstoffer
Lige nu er dansk landbrug afhængig af næringsstoffer som kvælstof, fosfor og kalium til at lave gødning.
Det er ressourcer, som vi i Danmark importerer fra lande som Marokko og Kina, og som, efter vi har brugt dem, bliver smidt ud igen.
Fordi ressourcer som fosfor og kalium er knappe, kommer vi på et tidspunkt til at mangle næringsstofferne, hvis ikke vi finder en løsning, siger professor Uffe Jørgensen.
Derfor er det nye studie, der laver menneskelig afføring og urin om til gødning, også relevant for fremtidens landbrug.
Tis og lort kan dække globale gødningsbehov
I studiet har forskerne brugt biokul, der laves ved en kemisk proces kaldet pyrolyse.
Forskerne analyserede blandt andet, hvordan pyrolyse påvirker afførings indhold af næringsstoffer, væske og forurenende stoffer.
\ Hvordan laver man gødning af afføring og urin?
Pyrolyse er en proces, hvor organisk materiale opvarmes ved høje temperaturer i fravær af ilt. Det omdanner afføringen og urinen til biokul.
Når man bruger pyrolyse, fjerner man det meste af vandet i materialet. Det betyder, at afføringen bliver op til 90 procent lettere og fylder mindre. Det gør det billigere og nemmere at transportere og opbevare.
Under processen bliver vigtige næringsstoffer som fosfor, kalium og mikronæringsstoffer koncentreret i biokullet. Det betyder, at biokullet i sig selv bliver en næringsrig gødning.
Under høje temperaturer kan pyrolyse fjerne næsten alle sygdomsfremkaldende bakterier og virusser samt de fleste kemiske forurenende stoffer.
Kilde: Biochar in the circular bionutrient economy, PNAS, 2025
De peger på, at det færdige resultat - altså det færdige biokul - fungerer som gødning, som er sikkert at bruge i landbruget.
Ifølge forskerne bag studiet kan vi ved at anvende vores eget tis og lort i vores gødning dække:
- op til 17 procent af det årlige globale kvælstofbehov
- op til 22 procent af det årlige globale fosforbehov
- op til 25 procent af det årlige globale kaliumbehov
Menneskelig afføring og urin vil altså kunne dække en væsentlig del af det globale gødningsbehov ifølge forskerne bag.
I Danmark har vi længe tænkt i biokul
Forskernes resultater baserer sig på et såkaldt reviewstudie. Det vil sige, at studiet bygger på bunkevis af eksisterende viden og forskning, som forskerne har samlet og analyseret.
De har kigget på al den indsamlede viden for at finde mønstre, forbindelser og beviser for, hvordan biokul kan laves på menneskelig afføring og urin.
\ Om litteraturgennemgange, systematiske reviews, metastudier
Reviews, metaanalyser, litteraturgennemgange eller systematiske forskningsgennemgange - kært barn har mange navne, men alle sammen betegner de en forskningsmetode, som opnår den mest solide evidens.
I denne type studier gennemgår forskerne nemlig den tidligere forskning i et specifikt forskningsspørgsmål, og på den baggrund samler og opsummerer de den tilgængelige evidens.
Ifølge Tobias Pape Thomsen, som er lektor ved Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet, er studiets måde at tænke på genanvendelse af tis og lort dog ikke meget overraskende.
Ligesom professor Uffe Jørgensen har han gennemgået det nye studie for Videnskab.dk og peger på, at vi i Danmark længe har tænkt i de baner og blandt andet arbejdet med rensning af spildevand.
Han synes, at studiet danner et godt overblik over den eksisterende viden inden for området, og viser eksempler på nogle vigtige potentialer, men han er usikker på den konkrete anvendelighed af resultaterne.
»Forskerne bag studiet forsøger at dække hele verden gennem forskellige cases, og det er meget ambitiøst,« siger han.
»Systemerne er meget forskellige fra land til land, og der er ikke én metode, som vil hjælpe i alle lande.«
Samtidig anerkender han, at det danske landbrug er enormt afhængigt af kvælstof, fosfor og kalium, og at vi ikke har ret mange kilder til det.
»Derfor har vi behov for at genanvende næringsstofferne fra vores afføring og urin, og den her type biokul er et godt bud på en løsning,« siger han.
Det taler ind i en eksisterende debat om den cirkulære bioøkonomi, der handler om, at man prøver at genbruge planter, madrester og andet biologisk affald på en bæredygtig måde, i stedet for bare at smide det ud.
Ifølge Tobias Pape Thomsen er det i den sammenhæng nærliggende at kigge på, hvordan vi kan sikre, at vores afføring og urin ikke går til spilde.
\ Næringsstoffer kan sammensættes som legoklodser
Det er muligt at adskille næringsstofferne i afføringen og derefter kombinere næringsstofferne på ny, som var stofferne legoklodser.
På den måde kan man få gødningen til at passe perfekt til netop den plante og jord, den skal bruges til.
Det kan ifølge Uffe Jørgensen potentielt løse et stort problem. Den naturlige sammensætning af gødningens næringsstoffer matcher nemlig sjældent afgrødernes specifikke behov.
Biokul er ikke den endelige løsning
Biokul lavet af menneskelig afføring og urin er ikke en mirakelkur. Men det kan blive en vigtig del af løsningen, siger Uffe Jørgensen.
»Jeg tror, at der skal andre teknologier ind over også, men biokul er et interessant spor.«
Ifølge ham vil det tage tid, før vi ser biokul fra menneskeaffald brugt bredt som gødning i landbruget. Der er stadig mange praktiske og økonomiske udfordringer, siger han.
For eksempel er det svært at få teknologien til at fungere som en god forretning, og området mangler klare regler og lovgivning.
Men én ting er sikkert: Det er ikke længere bare en skør idé. Når afføring og urin bliver forarbejdet korrekt, bliver rigtig mange farlige stoffer fjernet. Det færdige produkt er renere og nemmere at kontrollere, så det kan bruges på markerne.
»Efter en termisk behandling som pyrolyse ved vi præcis, hvad det indeholder, og derfor kan vi bedre tage stilling til, om vi vil bruge det i landbruget,« siger Tobias Pape Thomsen.
Der er altså ingen grund til bekymring, hvis vi en dag skal til at dyrke afgrøder i vores egne affaldsrester fra gårsdagens aftensmad.
\ Kilder
"Biochar in the circular bionutrient economy", PNAS (2025), DOI: 10.1073/pnas.2503668122
