Gastroenterolog forklarer: Derfor må du ikke holde dig, når du skal lave stort

Hvor ofte bør vi lave stort? Hvis du googler dette spørgsmål, vil du sandsynligvis finde svar, der spænder fra tre gange om dagen til én gang hver tredje dag.

Svaret efterlader plads til betydelig variation. Det sande svar er: Når du trænger.

Regelmæssig udsættelse af trangen til at lave stort samt forhaling af tarmens 'transit-tid' kan være forbundet med en højere risiko for problemer som tarmkræft, divertikulose (små lommer af tarmens slimhinde, der stikker ud gennem tarmvæggen), hæmorider, analrifter og endetarmsfremfald.

Derfor er gastroenterologiens gyldne regel altid at lytte til ‘at blive kaldt til tronen’, når trangen melder sig.

Mad udløser ofte trangen

Tilbage i det tidlige 20. århundrede fastslog fysiologerne, at mad var en kraftig stimulans, som kunne åbne tarmene.

De kaldte det 'gastro-kolik-refleksen', og den er ofte mest potent efter fasteperiode som efter morgenmaden.

Babyer tømmer generelt deres tarm, når behovet melder sig. Men så snart vi selv kan træffe beslutninger – omkring samme alder, som vi begynder at gå – lærer vi at undertrykke denne trang til at tømme tarmen.

Kontrol over tarmene er et vigtigt udviklingstrin, men nogle af os går for langt; vi opdager, at vi nogle gange kan få denne trang til at forsvinde midlertidigt, hvis vi ignorerer den i et stykke tid, for lige nu er ikke et passende tidspunkt.

Men vanemæssigt at undertrykke denne trang kan være forbundet med symptomer, blandt andet:

• Forstoppelse
• Mavesmerter
• Variable og uforudsigelige afføringsvaner
• Oppustethed
• Luft i maven
• Langsommere transit af substans gennem vores tarme

Kend din 'transittid'

Vi er nok alle bevidste om, hvor ofte vi tømmer vores tarme, men ikke mange af os er opmærksomme på hele vores tarms ‘transit-tid’.

Sagt med andre ord, hvor lang tid det tager før maden, vi spiser, kommer ud i den anden ende.

Denne transit-tid er vigtig, fordi problemer med uopsættelighed (en pludselig, hektisk trang til at skulle tømme tarmen), diarré og forstoppelse alle kan være tegn på langsom transit.

Man kan måle transit-tiden på en enkel måde: Spis en håndfuld rå majskerner og hold derefter øje med de gule kerner i afføringen.

Hvor lang tid bør det tage, før de dukker op? Det kan være et sted mellem 8 og 24 timer.

En længere transittid

Der er ingen, som påstår, at vi bør tømme tarmene, hvor og hvornår vi har trang og lyst, men at udsætte det ud af vane betyder, at resterne fra den mad, vi spiser, forbliver i kroppen længere, end den burde.

Transtit-tiden forlænges, og livskvaliteten forringes.

Vi producerer i gennemsnit omkring seks ton afføring i vores levetid, som er sammensat af vand, bakterier, nitrogenholdigt stof, kulhydrater, ufordøjet plantemateriale og lipider (fedtstoffer).

Jo længere denne blanding af ting sidder i os, desto mere er den tilbøjelig til at forgære og blive nedbudt.

Det producerer ikke blot luft i tarmene, men også kemikalier kendt som metabolitter, som derefter er i kontakt med tarmslimhinden og kan blive absorberet.

Forstoppelse og dårlig moral

Teorien om autointoksikation, eller selvforgiftning fra tyktarmen, er ikke ny.

De gamle grækere mente, at affaldsprodukter i tarmen bidrog til en ubalance mellem de fire kropsvæsker (blod, sort galde, gul galde og slim), hvis interne balance man anså som afgørende for et godt helbred.

Kellogg's, som var en del af afholdsbevægelsen i USA i det 19. århundrede, udviklede morgenmadsprodukter til at håndtere både forstoppelse og dårlig moral, som de mente var forbundet.

En længere transittid er blevet forbundet med en højere risiko for alvorlige mave-tarmproblemer, såsom:

• Tyktarmskræft
• Tyktarmspolypper
• Divertikulose
• Galdesten
• Hæmorider

Nylig interesse for mikrobiomet har også koblet dysbiose (ændringer i de bakterier, der lever i vores tarme) med langsom transit.

Så langsom transit kan også associeres med en bredere vifte af sygdomme forbundet med gastrointestinal dysbiose.

En sund vane

Du kan forbedre dine afføringsvaner ved at øge mængden af fibre og væske i kosten, regelmæssig motion og ved at være mere opmærksom på og bevidst om tyktarmens ve og vel.

En del mennesker bruger endda kognitiv adfærdsterapi for at forbedre tarmfunktionen.

Men vigtigst af alt, når tarmene kalder, bør vi lytte.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.