Jorden er giftig! Hvorfor vejer økonomiske hensyn tungere end et sundt miljø?

I 2023 blev der produceret omkring 2,5 milliarder tons kemikalier på verdensplan, hvoraf en stor del er skadelige for mennesker og dyr.

Ifølge forskere fra Stockholm Universitet har vi udledt så mange syntetiske kemikalier, at vi har overskredet planetens grænser. Det vil sige, at mængden af kemikalier i verden har bragt os i en farlig og usikker situation med enorme konsekvenser for mennesker og miljø.

Når vi udleder så meget, er syntetiske kemikalier at finde overalt. I dag er der ingen mad, vi spiser, intet tøj, vi køber, og ingen luft, vi indånder, som ikke har været i berøring med en eller anden type menneskeskabte fremmedstoffer.

I min forskning om den danske kemikalie-producent Cheminova undersøger jeg forurening gennem sociale, økonomiske og geografiske forhold.

Cheminova står bag en af de største miljøskandaler nogensinde i Danmark.

Det er en historie om, hvordan kemisk forurening dræber dyr og mennesker, mens økosystemer bliver ødelagt. Hvis vi vil undgå, at historien gentager sig, bør vi lære af denne sag.

Forurening handler om grænseværdier

I forsøget på at mindske omfanget af kemisk forurening er der gennemført lovgivning, der sætter grænser for, hvor meget man må udlede.

En overskridelse af en grænseværdi er ensbetydende med forurening. Men grænseværdier er ikke neutrale.

Som der står i miljølovgivningens § 1 er miljøbeskyttelse, herunder grænseværdier, også et spørgsmål om samfundsmæssige og økonomiske forhold.

Hvis reguleringen er for striks, kan det føre til, at virksomheder må lukke eller flytte til et andet sted. Så mister man både skattepenge og arbejdspladser.

Politisk set handler grænseværdier om at finde det punkt, hvor man kan tillade maksimale udledninger, der sikrer mest mulig økonomisk vækst – uden alt for store konsekvenser for naturen.

Cheminova startede forureningen i Måløv

Derfor er forurening ikke udelukkende et spørgsmål om målinger, men også om økonomi. Det betyder, at der er forskel på, hvor meget forurening vi tolererer, og hvor.

Hvis man vil forstå økonomiens relation til forurening, er det oplagt at kigge på sagen om Cheminova, som er én af de største miljøskandaler i dansk historie.

Virksomheden fremstillede blandt andet pesticider til brug i landbruget, og deres fabrik holdt til i Måløv, lidt uden for København.

Pesticid-produktionen førte hurtigt til problemer med naboer og myndigheder på grund af deres giftige og ætsende spildevand. Cheminova hældte giften i Sørup Rende, så fisk og køer, der havde drukket af vandet, døde.

Sørup Rende løber ud i Værebro Å, som bliver til Roskilde Fjord og ender i Isefjord. Her fik Cheminova problemer med fiskere, som mente, at fiskene smagte fælt af kemikalier.

Efter offentligt og politisk politisk pres besluttede Cheminova i 1953 at flytte deres fabrik til Harboøre Tange ved Limfjorden på den jyske vestkyst, som dengang var et relativt fattigt og uudviklet sted.

Vækst, velstand og forurening

Selvom Cheminovas forurening var kendt, mente den lokale sognerådsformand, at det var en god idé at placere fabrikken dér, fordi han var interesseret i at bringe arbejdspladser og skattekroner til egnen.

Hvad der ikke var tolereret tæt på København, blev altså accepteret på den jyske vestkyst på grund af udsigten til velstand.

En lignende ubalance ses også mellem ind- og udland. I dag er Cheminovas pesticider blevet ulovlige at bruge i Danmark og resten af EU på grund af deres giftighed, men uden for EU gælder der andre regler.

Cheminova er en eksportvirksomhed, der har specialiseret sig i at sælge deres produkter til mindre regulerede markeder, hvilket vil sige i det globale syd, der har en mindre striks regulering.

Det skyldes typisk økonomiske hensyn, fordi mange lande, der importerer pesticider, er sårbare over for, at høsten slår fejl.

Hvad der betragtes som giftigt i Europa, er altså acceptabelt i det globale syd. Men selvom Cheminovas pesticider er blevet ulovlige i Danmark, finder de tilbage, når man handler sprøjtede grøntsager.

Forureningen vender tilbage

Tilbage i 1953, da Cheminova ankom til Harboøre Tange, kendte man som nævnt til dens fortid som forurener. Dog fik fabrikken ikke lov til at udlede fast og flydende kemisk affald overalt.

I modsætning til det skrøbelige miljø ved Limfjorden var Vesterhavet et ideelt sted at komme af med de giftige affaldsprodukter.

Først kørte lastbilerne spildevand til Vesterhavet, og senere etablerede Cheminova et spildevandsrør direkte til havet. Det faste affald blev begravet.

Men forurening ligger sjældent stille: Opbevaring, nedgravning og transport betyder samtidig spild, læk og uheld, mens nedsivning, strømningsforhold og storme var med til at flytte, sprede og cirkulere giften.

Det spildevand, som blev udledt i Vesterhavet, blev ført tilbage ind i Limfjorden af havstrømme.

Hvis vandet er forurenet, er fiskene også. Når folk spiser de lokalt fangede fisk, bliver deres kroppe også forgiftede. Således overskred forureningen fabrikkens grænser og spredte sig til hele lokalområdet.

Det begravede affald kom også tilbage: Enten blotlagde storme nedgravede depoter, eller også sivede den kemiske suppe ned til grundvandet.

Man forsøgte at regulere fabrikkens udledninger, men virksomheden udviklede hele tiden nye produkter og udledte derfor også nye typer forurening.

Imens påstod virksomhedens ejere, Aarhus Universitet, at de ikke kendte til fabrikkens ulovlige udledninger af gift.

Der opstod en såkaldt cocktail-effekt, hvor flere typer kemikalier tilsammen skaber et nyt problem.

Cheminova skød skylden på andre

Efter Cheminova anlagde deres fabrik, begyndte hummerne i Limfjorden at forsvinde. Direktøren for det lokale østerskompagni mente også, at østers forsvandt på grund af Cheminova.

Fabrikken mente dog, at det lige så godt kunne være naboen – en fiskemelsfabrik – der forurenede. Det var svært at påvise den præcise sammenhæng mellem årsag og virkning.

Desuden mente Cheminova, at de ikke gjorde noget galt. Når fugle blev syge, og døde fisk skyllede op på stranden, blev det bortforklaret som et uheld, der ikke havde noget at gøre med forurening fra fabrikken.

En yderligere udfordring er, at det kan være svært at påvise, præcis hvor og hvornår forureningen er sket.

I øvrigt er det svært at vide, om det er en isoleret hændelse, og hvem der er udlederen, når virkningen først kan ses noget tid efter, eller kommer til syne et andet sted.

Forureningen påvirker flere generationer

Cheminovas begravede forurening udgør i dag de tre største forurenede områder i Danmark.

Giften fik lov til at ligge under jorden, fordi det blev betragtet som et sikkert sted, og fordi det er billigere end at fjerne det.

Men langvarig eksponering for forurening, endda i små doser, kan akkumulere inde i vores kroppe.

Symptomerne viser sig over tid. Forureningen er ikke længere i den enkelte dosis, men i den langvarige og gradvise eksponering for kemikalierne.

I dag har beboerne på Harboøre Tange en forhøjet hyppighed af kræftformer, som er forbundet med Cheminovas pesticider.

Den begravede gift vil ingen kendes ved. Aarhus Universitet solgte fabrikken for 8,5 milliarder kroner i 2014 og frasagde sig dermed ansvaret. De lokale myndigheder tøver stadig med at handle.

Kemisk forurening har forandret sig

Cheminovas gamle forurening skal ses i lyset af de nye tilfælde af forurening.

Miljøstyrelsen fandt i 2022 en større PFAS-forurening i området omkring Cheminovas fabrik, som ingen kendte til, før man begyndte at undersøge det.

Desuden har DR afdækket, hvordan Miljøministeriet godkendte fabrikkens ulovlige forurening af Nordsøen af hensyn til erhvervslivet, selvom embedsmænd har gjort opmærksom på, at de ifølge reglerne burde gribe ind.

Forureningen er ikke længere den fæle stank fra fabrikken, den sorte røg fra skorstenen eller det gule vand, der fosser ud fra spildevandsrøret.

Den moderne tids forurening er usynlig. Den virker måske harmløs i små mængder, men nu findes den i så store mængder, at Miljøstyrelsen har oprettet en særlig taskforce.

Efter den kemisk forurenede tidsalder

DR’s afsløringer i Cheminova-sagen viser, at forurening sker med myndighedernes accept.

Samtidig er der et lovmæssigt grundlag, der burde forhindre giften, men dispensationer eller økonomiske forhold kommer tit i vejen.

Noget lignende ses i sagerne om RGS Nordic og Accoat.

Vi må derfor spørge os selv om vi vil tolerere de enorme mængder kemikalier, som bliver udledt år efter år? Især når vi tænker på, at der kun er kommet flere kemikalier, hvis konsekvenser vi stadig ikke kender i tilstrækkelig grad.

Tiden er inde til at diskutere, hvor mange hensyn der skal tages til forureneren, og hvor meget vi egentlig har brug for disse kemikalier.