Iszlybjørnen er kommet til Canada for at blive

Hils på 'iszlybjørnen'. En iszly er en hybrid mellem den store, gråbrune, nordamerikanske grizzlybjørn og den hvide isbjørn, som lever på isen i de nordlige polarområder.

Siden jægere for første gang skød en iszly i 2006, er de bemærkelsesværdige bjørne med det ejendommelige udseende dukket op flere steder i Canadas arktiske region.

Derefter fulgte yderligere otte observationer, og DNA-test afslørede, at der var tale om en grizzly-isbjørne-hybrid. I øjeblikket afventer man resultatet af en DNA-analyse fra den niende observation, før man kan bekræfte, at det også i dette tilfælde drejer sig om en hybrid-bjørn.

Med deres cremefarvede til helt lysebrune pels, kløer, der ikke kan trækkes ind, isbjørnens spidse snude og grizzlyens brede muskuløse skuldre ligner bjørnene både deres mor og far.

»Vi har længe vidst, at en hybrid mellem isbjørne og grizzlybjørne var en mulighed. Vi ved fra europæiske zoo-studier, at man kan tage en han og en hun fra hver art og hybridisere dem, og at deres afkom er i stand til at få unger,« forklarer Andrew Derocher fra University of Alberta i Canada. Han studerer isbjørnepopulationerne i Canadas arktiske region og i Hudson Bay. Han fortsætter:

»Til dato er alle de bekræftede hybrider i Canada. Men det betyder ikke, at de ikke findes i for eksempel Rusland, hvor arterne kommer meget tæt på hinanden, eller i Alaska, hvor de også overlapper.«

Læs også: Isbjørnen er ikke bare en brun bjørn med hvid pels

Iszlybjørnene er et resultat af klimaforandringerne

Klimaændringerne er til dels ansvarlige for bjørne-hybridens opdukken. Isbjørne, der lever og jager på den stadigt svindende arktiske havis, bliver tvunget på land i løbet af forårets og sommerens parringssæson.

På samme tid kommer grizzly-hannerne ud af deres hi og strejfer ind på isbjørnenes territorier, når de ekspanderer deres levesteder.

Inuit-jægerne har gennem flere årtier observeret grizzlybjørne i de arktiske regioner, men man mener, at antallet er steget for nyligt, hvilket har ført til, at hannerne spreder sig yderligere for at finde en hun.

Og resultatet er, at de to arter mødes og parrer sig, fortæller Derocher.

Genetiske lighedspunkter muliggør krydsningen

Der er ikke noget nyt i krydsningen mellem to tæt beslægtede arter, forklarer Eline Lorenzen, lektor og kurator for pattedyr, ved Københavns Universitet, Statens Naturhistoriske Museum.

Det kræver kun, at to arter eller underarter, der har været adskilt i en periode, kommer i kontakt med hinanden igen.

Så længe de stadig har nok genetiske ligheder, kan de parre sig og producere frugtbare afkom. Og vi behøver ikke at lede længere end vores egen art for at finde et eksempel på fænomenet.

»Neandertalerne i Eurasien og Homo sapiens i Afrika er et godt eksempel. De gik hver deres vej i et par hundrede tusinde år, og

derefter kom de igen i kontakt med hinanden. Nu bærer alle befolkningsgrupper uden for Afrika et genetisk fingeraftryk fra neandertalerne,« fortæller Lorenzen.

Læs også: Forskere finder menneskeligt tipoldebarn af neandertaler

»Så hybridisering og lån af en anden slægts genetiske materiale, der giver mulighed for bedre at tilpasse sig til miljøet, har fundet sted før,« tilføjer hun.

Isbjørne og grizzlybjørne har parret sig før

Studier af bjørne-DNA har afsløret, at krydsninger mellem isbjørne og grizzlybjørne har fundet sted før, fortæller Lorenzen, som tidligere har kortlagt 89 isbjørne-genomer.

Hun opdagede, at isbjørnene og de brune bjørne først delte sig artsmæssigt for mellem 479.000 og 343.000 år siden.

Siden er de to arter stødt på hinanden og har parret sig adskillige gange. Nutidens grå-brune grizzlybjørne bærer stadig genetiske spor af den forhistoriske isbjørne-DNA og vice versa.

»Så der er faktisk slet ikke noget usædvanligt i, at arterne blander sig. Det er derimod usædvanligt, at der er en reel risiko for, at en stor del af den arktiske havis helt vil forsvinde forholdvis hurtigt, så vi kommer nok til at se mange flere eksempler på, at de to arter mødes, end det tidligere har været tilfældet,« udtaler Lorenzen.

Isbjørnenes enestående, genetiske tilpasning vil gå tabt

Nogle af de seneste iszlybjørne-observationer er andengenerations-hybrider med overvejende grizzly-DNA.

»Når jeg siger hybrider, refererer jeg til halvt isbjørn og halvt grizzlybjørn. Men jeg kender til fire individer, som er 3/4 dele grizzly og 1/4 isbjørn. Nu ser vi så den næste generation, som er 3/4 grizzly,« fortæller Derocher.

Grizzly-DNA'ens dominans bekymrer både Derocher og Lorenzen, som foreslår, at isbjørnenes unikke, genetiske egenskaber, der gør dem i stand til at leve på isen og overleve på en meget fedtholdig kost bestående hovedsagligt af sæler, kan gå tabt på grund af den dominerende grizzly-bestand.

»I sidste ende vil den ene art blive helt integreret i den anden, og det er sandsynligvis isbjørnene, der bliver integreret i grizzlybjørnene,« forklarer Lorenzen. Hun tilføjer:

»I takt med at isbjørnene bliver tvunget til at gå på land og parre sig med grizzlybjørne, er de selektive gener, der er relateret til fedtsyrestofskiftet og hjertekar-funktioner - og som muligvis kan forklare isbjørnens evne til at klare en fedtrig kost, mens de på samme tid undgår fedtansamlinger i arterierne og hjertekarsygdomme - ikke længere afgørende. Så de vil sandsynligvis gå tabt. Og hvis det er definitionen af en isbjørn, så går de også tabt.«

Læs også: Kemikalier hjerneskader isbjørnene i Arktis

Ny bjørne-art er ikke lige om hjørnet

Så kan hybriderne og deres afkom ende som en ny bjørneart?

Indtil videre bliver de betragtet som en videnskabelig kuriositet, men de får mere og mere opmærksomhed i takt med, at antallet af dem stiger.

»Det store spørgsmål er nu, hvordan disse hybrider lever,« fortæller Derocher. Og det kan vi i øjeblikket kun gisne om.

»Den første hybrid havde en mere terrestrisk livsstil (levede på landjorden, red.). Men fra så tidligt som 1986 - og på det seneste i 2013 og 2014 - har jeg set grizzly-hanner på havisen meget længere væk fra, hvor man kan forvente at finde dem og langt ind i isbjørnenes territorium, hvilket er højst usædvanligt,« fortæller Derocher.

Men både Lorenzen og Derocher svarer nej til spørgsmålet om, hvorvidt vi kan forvente at se en ny bjørneart i den nærmeste fremtid.

»Det tager noget i retning af et par hundredtusind år, før en ny art opstår. Det kommer ihvertfald ikke til at ske i vores levetid,« slutter Lorenzen med at fastslå.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos ScienceNordic.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark

Andengenerations-isbjørn-grizzly-hybrid skudt på Victoria Island, Canada, og nu udstillet i Ulukhaktok Community Hall, Ulukhaktok, Canada.
(Foto: A.E. Derocher)

Andengenerations-hybriden har grizzlybjørnens runde ansigt og brede ryg og skuldre.
(Foto: A.E. Derocher)

Den samme bjørn i profil afslører isbjørne-forfædrenes lange snude.
(Foto: A.E. Derocher)

Isbjørnene og grizzlybjørnenes skiltes ad for mindre end 500.000 år siden. Men siden er der forekommet krydsninger flere gange, og de har delt DNA, når klimaforandringerne har bragt dem sammen igen.
(Illustration: Liu et al. 2014/Cell)

Der findes 19 zoner, hvor man varetager isbjørnebestandene. I mange findes der ingen data om det aktuelle bestandantal. Andre steder er billedet mere blandet med både tilbagegang og stigning i bestanden. Data er gældende for 2014.
(Illustration: Polar Bear Specialist Group)

1 / 5