Vi udleder så meget CO2 i atmosfæren globalt, at det er helt umuligt at nå målet i Paris-aftalen om at holde den globale temperaturstigning et godt stykke under 2 grader.
Det viser et nyt studie, der netop er udgivet i tidsskriftet Nature Climate Change.
Selvom 64 lande faktisk er lykkedes med i gennemsnit at reducere deres årlige udledninger med omtrent 0,16 milliarder ton CO2 per år i perioden 2016-2019, er det milevildt fra målet, fastslår studiet.
I virkeligheden svarer det fald kun til omtrent 10 procent af, hvad det er nødvendigt at reducere hvert år, forklarer Sebastian Mernild, klimaforsker og prorektor på Syddansk Universitet (SDU).
»Vi ved, at vi skal helt op og skære udledningerne på globalt plan med godt 1-2 milliarder ton CO2 hvert år for at være på linje med Paris-aftalen. Så de her tal viser jo tydeligt, at vi ikke er i nærheden af at nå det, og der skal fart på omstillingen,« siger Sebastian Mernild til Videnskab.dk.
Et fald på to milliarder ton CO2 svarer cirka til det fald, som vi har set under corona-pandemien, hvor himlen har været blottet for fly, bilerne er blevet parkeret i garagen, og butikker har stået øde hen.
Et år gør ingen forskel
På verdensplan blev der hældt omtrent 34 milliarder ton CO2 ud i atmosfæren hvert år i perioden 2016-2019, viser studiet.
5-7 procent - eller 2 milliarder ton - af det tal skal høvles af, før vi holder os inden for Paris-aftalen, fortæller Peter Langen fra Aarhus Universitet.
»Her er det vigtigt at huske på, at det er yderligere 5-7 procent, der år for år skal udledes mindre. Så det er ikke bare en spareøvelse et enkelt år. Et enkelt år med et fald i udledningerne vil ikke betyde meget i det store billede,« siger Peter Langen, professor ved Institut for Miljøvidenskab på Aarhus Universitet, til Videnskab.dk.
Går den forkerte vej i flere lande
Professoren har læst studiet for Videnskab.dk og hæfter sig blandt andet ved, at der i 150 lande, særligt i udviklingslande, er sket en stigning af CO2-udledninger i perioden fra 2016-19.
Det har gjort, at de årlige CO2-emissioner på globalt plan er steget med omtrent 0,21 milliarder ton sammenlignet med 2011–2015.
Studiet peger dog også på et par positive elementer.
»Den opløftende del er, at der er nogle lande, hvor der er begyndende tegn på, at udledningskurven knækker, og hvor udledningen af CO2 ikke stiger så hurtigt mere eller faktisk er begyndt at dale,« uddyber Peter Langen.
Forskerne bag studiet peger selv på, kurven kan være ved at bøje af, fordi flere lande hæver klimaambitionerne og har indført flere love og politikker på klimaområdet.
»Landes bestræbelser på at reducere CO2-udledningen siden Paris-aftalen begynder at betale sig, men handlingerne er endnu ikke store nok, og emissionerne stiger stadig i alt for mange lande,« siger professor og førsteforfatter til studiet Corinne Le Quéré i en pressemeddelelse.
\ Hvem udleder mest?
I studiet har forskerne set på, hvilken klynge af lande, der er de største klimasyndere.
I 2019 stod 99 øvre mellemindkomstøkonomier for godt 51 procent af de globale CO2-udledninger. Det svarer til 17,8 gigaton CO2.
Den er den gruppe af lande, hvor emissionerne er steget mest i perioden 2005 - 2019. Men de seneste fem år er væksten af CO2 udledt i atmosfæren aftaget betydeligt, viser studiet.
30 af de lande har faktisk vist fald i emissioner i løbet af 2016–2019 sammenlignet med 2011–2015.
Ifølge forskerne bag studiet tyder det på, at der nu er igangsat en indsats for at reducere emissioner i mange lande, der kan få kurven til at bøje af.
Kilde: Fossil CO2 emissions in the post-COVID-19 era
Tilbage på samme niveau
Ifølge Peter Langen bliver det et langt, sejt træk at få banket de globale udledninger af CO2 i bund.
»Et enkelt år med fald i udledningerne mærkes i praksis ikke på klimaet. Klimaforandringerne kan ses som en supertanker, hvor et år som 2020 kan ses som et lille ryk i roret, som ikke ændrer kursen. Det er et langt, sejt træk, der skal fastholdes, hvis man skal få vendt den,« siger Peter Langen.
Ifølge Sebastian Mernild er der indikationer på, at vi allerede bevæger os i den forkerte retning igen, i takt med at verden begynder at åbne. En dugfrisk analyse fra det Internationale Energiagentur, IEA, viser, at reduktionerne under corona kun er midlertidige.
Han har derfor svært ved at se, hvordan man skal nå Paris-aftalen.
»I december 2020 lå vi to procent over de globale udledninger i december 2019, og jeg er bekymret for, at vi post-corona kommer tilbage til samme niveau som tidligere eller højere,« siger Sebastian Mernild.
Brug for politisk vilje
Sebastian Mernild er bekymret for, at man på globalt plan kan opleve stigende udledninger i 2025 med de nuværende tendenser.
»Politikerne skal forstå, at det her er alvorligt, man kan ikke blive ved at sidde på hænderne, og man må smide de penge i omstillingen af samfundet, som det kræver. Og der må man som politiker have mod til at træffe de afgørende beslutninger, vel vidende at det kommer til at koste nogle penge.«
»De her tal vidner om opgavens karakter. Selvom rigtig mange lande efterhånden har forpligtet sig til at gøre noget på klimadagsordenen, er der brug for at få styret investeringer over i grøn og prioritere grønne genopretningsplaner,« mener Sebastian Mernild.
Forskerne runder studiet af med at tage de optimistiske briller på og skriver, at 2021 potentielt kan markere starten på en ny fase med flere internationale aftaler.
Det begrunder de med, at væksten i globale CO2-emissioner allerede så ud til at gå i stå, inden corona lagde alle aktiviteter i kummefryseren.
Kina er den største CO2-udleder, og landet står for omtrent 28 procent af klodens samlede udledninger. Opgørelsen her viser landes udledning i procent, du skal blot holde musen over området. Kilde: Our World In Data.
